Da vi for nogle år siden var i Bologna, skrev vi om de syv restauranter, som vi spiste på. Vi kunne anbefale fem af dem.
Succesraten på vores tur til Verona var mindre: vi kan kun anbefale fire af otte besøgte restauranter. Og der var et mønster - hvis man ellers kan tale om et mønster på baggrund af så relativt få oplevelser - som medfører, at vi, næste gang vi besøger den skønne by, vil vælge en smule anderledes. Mere om det senere.
Vores valg af restauranter baserede sig - som altid, når vi er ude at rejse - på research, der er så grundig, som det lader sig gøre, når den mestendels foregår på nettet.
Læs også om ikke-vin-/madrelaterede højdepunktsoplevelser i Verona (fra en tidligere pressetur).
Vi spiste vores første frokost på Caffè Montebaldo. Navnet antyder, at det er en café, men der er tale om en vaskeægte restaurant.
Vi var glade for vores frokost, både for den gode mad og den effektive og venlige betjening. Og det glas hvidvin, vi valgte, var fremragende - faktisk turens bedste: Beatrice, Lugana Riserva, Ceresa, 2022. Smukt fadlagret og velsmagende.
At tilbyde så flot en vin på glas vidnede om højt vinengagement, hvilket også fremgår af restaurantens overordentlig omfangsrige og alsidige vinkort.
Vi vil helt sikkert spise på Caffè Montebaldo også til aften, næste gang vi kommer til Verona.
Områdets vigtigste vine
Hvidvin: Soave, Custoza, Lugana.
Rødvin: Valpolicella, Ripasso, Amarone.
Vi drikker gerne en kop kaffe eller en øl på en smukt beliggende "turistet" café. Vi er dog lidt bange for turistfælde-risikoen ved at spise der. Men på baggrund af på den ene side to relativt skuffende frokostoplevelser på restauranter, der havde fået gode anbefalinger fra vores research-kilder, og på den anden side et par rigtig gode café-/bar-oplevelser på Liston 12/Caffè Pellini, som ligger på Piazza Brà foran den berømte opera-arena, valgte vi at spise et par meget traditionelle spaghettiretter dér som vores sidste frokost. Og de smagte lige som de skulle og uden alle mulige dikkedarer. Betjeningen var tilmed præcis og meget venlig.
Så her lærte vi, at man ikke nødvendigvis går ind til en dårlig oplevelse, hvis man sætter sig et sted, der, selv hvis de lavede elendig mad, grundet den fantastiske beliggenhed aldrig ville komme til at mangle gæster.
Vi valgte dem i øvrigt i første omgang, fordi de - i modsætning til alle de mange naborestauranter, der ligger på stribe langs den smukke plads - ikke blot skiltede med en menu men også havde lagt et vin- og spirituskort frem, som man som forbipasserende kunne orientere sig i.
Osteria Ponte Pietra var den restaurant, som flest af de kilder, vi brugte under vores research, anbefalede. Og ikke blot for maden men også for beliggenheden, som vitterlig er i særklasse.
Hvis man er heldig at få tildelt et bord udendørs i en smal bræmme, der ligger lige ud til floden Adige, som omkranser Verona, eller en god plads indendørs, belønnes man med en smuk udsigt til Castel San Pietro, broen Ponte Pietro og Adige.
Med i udendørspakken hører dog et markant støjniveau fra floden, som netop dér syd for Ponte Pietro (som anes til venstre i billedet nedenfor) opfører sig som et mini-vandfald.
Maden er vellavet og i den elegante genre. Betjeningen var middel, og vi havde en lille kamp for at få byttet en vin, der havde prop. Tjeneren mente ikke, at vinen havde fejl. Vi insisterede, og efter en længere meningsudveksling kom han på at hente restaurantens sommelier, som ikke var i tvivl: Prop. Erstatningsvinen var uden propfejl, og den var desuden markant mørkere, så den første flaske var, udover at den havde prop, også oxideret.
Den type situationer er altid småubehagelige. Selvfølgelig var det godt, at vi endte med at få flasken byttet, men hvad hvis man som gæst møder sådan en flaske og ikke har tilstrækkelig tillid til sine sanser, og en tjener, der ikke kan smage propfejl eller oxidering, og som alligevel ser sig i stand til at fælde dom?
Aftenen efter vores ankomst til Verona ønskede vi blot at
akklimatisere på afslappet vis med noget god, typisk men ikke for prætentiøs mad og en flaske god vin. Det lykkedes fint på Trattoria Arco dei Gavi (billedet øverst på siden).
Vi kendte kun to af vinkortets ni producenter, så vi lod tjeneren vælge den efter hans mening bedste ripasso på vinkortet, og det gjorde han med bravour: Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Le Bignele, 2020. Virkelig dejlig vin.
Vi nævnte indledningsvis, at vi, næste gang vi skal til Verona - og det skal vi - vil vælge restauranter ud fra en lidt justeret indfaldsvinkel.
Den fællesnævner, der har givet dette skub, er, at både halvdelen af de frokostrestauranter og halvdelen af de aftenrestauranter, vi havde udset os denne gang, skuffede, selv om de "på papiret" var på et lidt højere niveau end de mere jævne trattoriaer og osteriaer.
Vi havde mere fornøjelse af de gennemautentiske pastaretter på, hvad der udefra så ud til at være en turistorienteret "café", end dem på de lidt finere restauranter. Og på to af de restauranter, som vi havde valgt til vores aftener, og som skulle være på et lidt "højere niveau", blev vores forventninger ikke indfriet.
Så hvad frokost angår - hvor vi typisk blot spiser en pastaret - vil vi næste gang søge i den mere enkle og uforfinede afdeling. Der behøver ikke være et stort vinkort, men gerne muligheden for en god husets vin, der kan købes glasvis eller i en lille karaffel.
Til aften har vi lyst til at tjekke, hvad tidligere nævnte Caffè Montebaldo duer til.
Vi så desuden på et osteria, som vores B&B-værtinde anbefalede. De serverer lokal mad, og det så godt og jordnært ud, så det skal også prøves.
Til "finere brug" - som vi kun behøver opleve én gang på en firedages tur - kunne vi godt finde på at genbesøge Osteria Ponte Pietro.
Vi glæder os allerede!
Juni 2025
