Hummer, pigvar og agerhøns

Giv dine tips til hvad der er godt at hælde i glasset. Både tips til gode hverdagsvine, luksusvine og alt derimellem er velkomne. Du kan også videregive andre vinrelaterede tips og advarsler her.
Besvar
Armani
Indlæg:30
Tilmeldt:ons 05/01-11 23:49
Geografisk sted:København
Hummer, pigvar og agerhøns

Indlæg af Armani » tors 24/02-11 14:18

I weekenden stod den på lidt gastromi med hummer, pigvar og agerhøns (med hagl) - med følgende vinøse tilbehør:

Diel, Riesling GG Burgberg 2006
Meget floral, behersket syre og flot mineralitet i finalen. Næsen er pt. ikke noget at skrive om - lukket fase? - men til en salat med hummer var den nu en flot oplevelse. Tror jeg venter lidt med de øvrige flasker. Kan anskaffes hos Atomwine.

Remoissenet Pere et Fils, Puligny-Montrachet 2005
Uha - godt nok alene en kommune vin - men med et udtryk der gør en del premier cru til skamme. Underfundig mineralitet i en flot integreret syre og med et fad der er "dampet af" - når hvid Bourgogne er stor. Købt i udlandet for € 55. Flot, flot til skindstegt pigvar i egen bisque.

Frédéric Magnien, Chames-Chambertin 2004
Endnu et kid - dog fra et køligt år - men med 1½ time på karaffel stod den smuk og blank med al sin herlighed af røde bær i en lidt våd underskov og med et strejf af animalitet. Til agerhønsene - delvist confittede og delvist pandestegt og med en dybt indkogt glace - var det sgu pænt. Kan erhverves via VineaNordic.

Pierre Damoy, Gevrey-Chambertin, Clos Tamisot 2004
Afsluttede hovedretten og tog med til osten. Mange har svært ved Bourgogne 2004 - men ikke jeg - og Damoy plukkede så sent, at de færreste fornemmer årgangen i hans 2004'ere. Dette er en lieu-dit - "navngivet" mark - ikke klassificeret - men som regel altid flot - og her i 2004 som en ærketypist Gevrey-Chambertin. Kan erhverves hos Theis Vine og H. J. Hansen.

Malat, Kremstal, St. Laurent Reserve 2008
Smagt blindt af gæsterne - og taget som værende en Bourgogne. Druen menes også at nedstamme fra Pinot Noir - og dyrkes officielt alene i Østrig. I de bedste resultater tænker man "fusion mellem Cote de Nuits og Cote de Beaune - hvilket var tilfældet med denne - med stor frugtrigdom tilsat Nuits' mineralitet og terroir. Egen import fra Østrig - pris € 20.

Da der nu var gået Pinot Noir i den, sluttede aftenen med 2 tyske af slagsen:

Duijn, SD 2005 og Becker Landgraf Gau-Odernheimer Spätburgunder trocken 2007

Førstnævnte en tidligere hollandsk sommerlier, der har slået sig ned i Baden og frembringer 3 Spätburgunder, hvoraf SD er hans prestige-vin, hvor målet er at slås med Bourgogne. Derop når han ikke - men flot mineralsk vin med godt lagringspotentiale. Becker Landgraf er bare en tiltalende og venlig og smilende Spätburgunder - og selv om den kom som rosinen i pølseenden - var det en dejlig let og appetitlig vin at slutte aftenen af med. Duijn forhandles af Theis Vine medens Becker Landgraf forhandles af MIVine.

/Flemming

Besvar