Smager Chianti anonymt?

Alle vinrelaterede emner kan debateres. Du kan oprette debatter, give udtryk for dine synspunkter og svare på andres indlæg.
Besvar
Jens Thomsen
Indlæg:1
Tilmeldt:ons 05/03-08 11:45
Geografisk sted:Trørød
Smager Chianti anonymt?

Indlæg af Jens Thomsen » ons 05/03-08 12:22

Helle og Preben skrev i juni 2005 at de smagte en Castello di Farnetella (som faktisk er fra det meget velrenommerede Fattoria Felsina) fra 2003, og at man stort set ikke kunne smage at det var en Chianti....
Dette interesserede mig, idet anmeldelsen iøvrigt påtalte den høje alkoholprocent på 13,5 og de smagsoplevelser dette afføder. Bl.a. skrev de "vi gider ikke den oversøiske syge i en Chianti".
Jeg er selv godt og grundigt træt af oversøiske vine og især af deres afsmitning på europæisk vin, med deres alkoholstyrke og deres overfladiske smagsbombardement, men jeg har haft svært ved at sætte ord på det (jeg er ikke i den forstand vant til at snakke om vin).
Nu smagte jeg den omtalte Farnetella forleden i en årgang 2005, og blev på baggrund af Helle og Prebens omtale heldigvis glædeligt overrasket: dels var alkoholdprocenten dalet lidt til 13, og dels syntes jeg faktisk godt, jeg kunne smage at det var en Chianti, selvom den måske nok ikke var som jeg husker mine allermest lykkefyldte Chianti-øjeblikke fra for 25 år siden.
Nu er det så jeg spørger: er der nogen derude (hallo...hallo!!), der ligesom jeg har smagt Farnetella i de senere årgange (evt. Helle og Preben?) og kan be- eller afkræfte min oplevelse? Og hvad synes alle I Chianti-elskere generelt der er sket og sker med Chianti de senere år? Er det rigtigt at det er svært at få fat på en typisk Chianti efterhånden, er vi på vej væk fra det områdetypiske eller er vi faktisk måske på vej tilbage igen, fordi nogen heldigvis er begyndt at råbe højt om terroir og særpræg (sammenlign fx med de førende gastronomer, der som Claus Meyer med sine lovprisninger af nordiske fødevarer forsøger at holde fast i råvarernes forskellighed og i, at de skal smage af det sted, hvor de er fra)?
Mvh Jens Thomsen

Brugeravatar
Preben Nielsen
Indlæg:713
Tilmeldt:lør 29/12-07 22:37
Geografisk sted:Nordsjælland
Kontakt:

Re: Smager Chianti anonymt?

Indlæg af Preben Nielsen » ons 05/03-08 21:28

Jens Thomsen skrev:Nu er det så jeg spørger: er der nogen derude (hallo...hallo!!), der ligesom jeg har smagt Farnetella i de senere årgange (evt. Helle og Preben?) og kan be- eller afkræfte min oplevelse?
Hej Jens.

Velkommen - og tak for opråbet (hallo...hallo!!) :)

Helle og jeg har ikke smagt Farnetella siden den 2003, som du citerer os for. Jeg ved godt, at 2003 var et ekstremt år, og at man ikke kan vurdere en vin ud fra den årgang alene. Men mit indtryk er alligevel, at Farnetella har udviklet sig i en mere og mere kommerciel og pleasende retning.
Som du ganske rigtigt skriver, så står Felsina bag. Og når de laver sådan en vin i 2003, tja, så synes jeg det er for sløjt.
Når der så findes så megen anden god Chianti, så tænkte jeg: Nej, nu gider jeg ikke bruge mere krudt på Farnetella. Og det kan jo sagtens være en fejl. Dels kan de nyere årgange jo i sig selv være fine, dels kan de være kommet på andre tanker (fx: "ups, der røg vi vist lidt for langt ud over kanten for at gøre vores vine populære").
Der er jo også Merlot i Farnetella. Jeg ved ikke om andelen har været stigende. Men Merlot er normalt med til at blødgøre og formilde Chianti. I nogle tilfælde synes det berettiget, i andre tilfælde virker det - synes jeg - spekulativt for at gøre vinen bredere tilgængelig. Og så er det at typiciteten har det med at tage et dyk.

Jeg kunne godt tilføje mere om det generelle mht. hvor jeg synes Chianti er på vej hen, men du må i første omgang nøjes med ovenstående. Jeg er midt i en hård arbejdsuge og har ikke energi til mere.

/Preben

Brugeravatar
Preben Nielsen
Indlæg:713
Tilmeldt:lør 29/12-07 22:37
Geografisk sted:Nordsjælland
Kontakt:

Re: Smager Chianti anonymt?

Indlæg af Preben Nielsen » lør 15/03-08 12:56

Jens Thomsen skrev:Og hvad synes alle I Chianti-elskere generelt der er sket og sker med Chianti de senere år? Er det rigtigt at det er svært at få fat på en typisk Chianti efterhånden, er vi på vej væk fra det områdetypiske eller er vi faktisk måske på vej tilbage igen, fordi nogen heldigvis er begyndt at råbe højt om terroir og særpræg...?
Jeg tilføjer lige lidt om mit generelle indtryk, som jeg ikke fik med sidst.

Jeg synes der tegner sig et meget broget billede, sådan at Chianti (jeg snakker Classico, som jeg har flest erfaringer med) fra forskellige producenter udviser en meget større variationsbredde end for fx 15 år siden. Så på den måde synes jeg faktisk, det er svært at finde en typisk Chianti. Der eksperimenteres og gøres ved, så det er svært at vide, hvor det hele ender, synes jeg. Mange producenter tilsigter nu forskellige stilarter, og det tror jeg de i større eller mindre grad vil blive ved med. Man har tydeligvis en forskellig mening om, hvilke egenskaber man vil fremme, og man har den tekniske dygtighed til at gøre det.

Noget andet er, at fokus på terroir jo netop også kan være med til at gøre vinene mere forskellige, idet Chianti Classico er et område af en vis udstrækning med variende forhold fra sted til sted.

Konkluderende synes jeg, dit spørgsmål er svært at svare på, fordi der simpelthen er så meget gang i den dernede i disse år. Bl.a. er mange jo ved at tilplante med nye udvalgte kloner, som man netop eksperimentelt har fundet frem til (Projekt Chianti Classico 2000). Og hvor fører det så hen i forhold til tidligere? Det vil tage en del år at få svar på det spørgsmål, idet de nye vinstokke jo først for alvor begynder at vise, hvad de duer til, når de har en vis alder.

Under alle omstændigeder må det siges, at vi lever i en meget spændende tid, hvad Chianti Classico angår. Udover producenternes bevidste valg af varierende stile, de forskellige terroirs bidrag til særpræg, omplantning af markerne med nye kloner, så er der jo også det varmere klimas påvirkning. Man kan jo næsten miste pusten.

Personligt har jeg i nogen tid været nervøs for at noget af det som jeg har holdt så meget af i Chianti - den fine friskhed, den ikke for pompøse fylde, den moderate alkoholprocent - er ved at forsvinde. Alkoholprocenten har i hvert fald i løbet af de sidste 15-20 år løftet sig med hvad jeg skønner i gennemsnit svarer til 0,75%. Så vinen har forandret sig, og den "gamle" type er svær at finde i dag.

Jeg vil tro, at det begynder at blive relevant at spørge: Hvad vil den nye typiske Chianti Classico være, når forandringstempoet begynder at aftage? Eller: Hvad vil være de overordnede karakteristika for vine produceret i Chianti Classico?

Jeg synes, at nogle af de udviklingstendenser vi ser dernede er gode - der var nok meget vi ville savne, hvis vi skruede tiden 15 år tilbage og kun havde adgang til de vine, der blev produceret dengang.
På den andens side er jeg decideret bange for den del af udviklingen, der peger i retning af for koncentrede, alkoholrige vine, som passer dårligere til den gode italienske mad end de friskere, mindre voldsomme vine gør.

Er der andre end mig der mener noget? :blink:

/Preben

Besvar