Årets vine 2008

Alle vinrelaterede emner kan debateres. Du kan oprette debatter, give udtryk for dine synspunkter og svare på andres indlæg.
Besvar
Lars
Indlæg:89
Tilmeldt:fre 18/01-08 22:38
Geografisk sted:Århus
Årets vine 2008

Indlæg af Lars » tors 15/01-09 14:24

Jeg ved godt, at det er et lidt sent indspark, to uger inde i det nye år. Men det kunne være spændende at høre, hvad folk har konsumeret af dejlige sager, og hvad der er faldet i Jeres smag.
Lad os, for overskuelighedens skyld sige, at der max. må medtages tre vine i hver kategori. Rød, hvid, Champagne eller mousserende.

Hvis det er muligt, kunne det også være interessant, at få oplyst en pris på vinene, og hvor de evt. forhandles.

Rød:

Tenuta Capezzana, Ghiaie della Furba 1999 (Carmignano)

Virkelig en lækker oplevelse. Den indeholdt simpelthen alt det, der kendetegner kvalitetssaft fra Toscana. Masser af læder, cigarkasse og stald, og med den helt rette alder. Pris ukendt, men de nyere årgange koster ca. 25 euro ved producenten.

Marchesi di Barolo, Barolo 'Sarmassa' 1998

Den bedste Barolo, jeg endnu har smagt. Der var både tjære og tobak her. En frugt, som næsten er forsvundet, men som er erstattet af inciterende og subtile dufte, som jeg har meget svært ved at sætte ord på. Hjemtaget fra enoteca i Piemonte til ca. 25 euro. Men herhjemme skammer H.J Hansen sig ikke over, at tage mellem 4-500 kr. for den.

Podere le Poggiarelle, Carmignano DOCG 2006

Var selv nede at hente denne. På en meget lille og uanselig vingård. Vi blev modtaget ved døren af en gammel, krumrygget dame, som inviterede os ind i spisestuen. Her var hverken smagelokale, eller noget der ligner. Hun talte ikke et ord engelsk, så al kommunikation foregik via fagter, og mit meget sparsomme udvalg af italienske gloser, halvvejs oversat fra spansk. Jeg fik dog fat i, at der kun bliver produceret 1000 flasker af denne om året, hvoraf det meste aftages af 'la famiglia'. Det kunne også smages - virkelig en koncentreret satan, som dog langsomt åbner op og byder på utrolig lækker sangiovese. Et fund til 15 euro, og et besøg, som levede op til alle gammelromantiske forestillinger om det at hente sin vin ved små, hårdtarbejdende producenter. Meget ukommercielt og ægte. Og en slående kontrast til Montalcinos cirkus

Hvid:

Domaine Engel, Prälatenberg Riesling Grand Cru 2005 (Alsace)

Meget intens og med udpræget terroir. Som at slikke på en våd klippe ;) Lover godt for de næste 10-20 år

Domaine La Fourmone, Fleurantine Boisé, Vacqueyras 2005

En meget speciel oplevelse. Mættet af fad, og med en sær smag af karamel og smør, som alligevel var underligt tillokkende. Pris ukendt.

Jeg dropper Champagnen i år, da jeg ikke har indtaget nogen nævneværdige bobler, og derudover absolut ingen forstand har udi det. Men jeg vil meget gerne høre om Jeres boblevand!

Med ønsket om endnu bedre vin i 2009,


/Lars

Lars
Indlæg:89
Tilmeldt:fre 18/01-08 22:38
Geografisk sted:Århus

Indlæg af Lars » tors 22/01-09 22:51

Kan det virkelig passe, at det kun er mig, der har drukket nævneværdig vin i det forgangne år? Kom nu ud af busken, venner! Det er super inspirerende at læse, hvad folk har konsumeret af gode varer :D

/Lars

boor
Indlæg:246
Tilmeldt:man 15/09-08 09:20
Geografisk sted:Østerbro

Indlæg af boor » fre 23/01-09 12:34

Så skidt da..... grunden til at jeg endnu ikke har skrevet noget i denne tråd er at jeg ikke systematisk holder styr på den vin jeg indtager, så følgende er udtryk for hvad der lige dukker op når jeg tænker tilbage!

Røde:

Montefalco Rosso Riserva 1999 Caprai. En vin der ikke bliver lavet mere. Nu Laver Caprai "kun" en Montefalco Rosso og to Montefalco Sagrantino. Hvilket er en skam for det er virkelig en klassevin. 70% sangiovese, 15% sagrantino og (vist nok) 5% merlot. Moden, men ikke gammel. Stadig masser af flot kirsebærfrugt både i smag og duft. Sammenlignet med hans Sagrantino Collepiano 1998, som også er en dejlig vin, er den mere åben og indsmigrende.

Barolo Cannubi/San Lorenzo 1999 Guiseppe Rinaldi Klassisk Barolo fra en gammel mester. Smagt tidligt 2008 så begrænset hvad jeg skrive om den andet end jeg husker det som en flot klassisk Barolo oplevelse. Ikke noget med fad, men tilgengæld masser af kompleksitet i smag og duft. Har heldigvis et par flasker til :skaal:

Aalto 2004, Ribera del Duero stor, flot, kraftig, vil sikkert have haft godt af et par år mere på langs, men imponerende spansk kraftkarl.

Hvid gør jeg det generelt alt for lidt i, men Keller "Von der fels" 2007 har gjort et stor indtryk på mig. Rigtig flot, saftig og forfriskende. Let perlende med fine antydninger af eksotisk frugt uden på nogen måde at kamme over i det vulgære. Den skal jeg afgjort købe og drikke meget mere af i 2009

Brugeravatar
Preben Nielsen
Indlæg:713
Tilmeldt:lør 29/12-07 22:37
Geografisk sted:Nordsjælland
Kontakt:

Indlæg af Preben Nielsen » søn 25/01-09 10:56

Lars skrev:Kan det virkelig passe, at det kun er mig, der har drukket nævneværdig vin i det forgangne år? Kom nu ud af busken, venner!
Godt at du sparker lidt :tommelop:

Når jeg ikke svarede i første omgang, skyldes det nok, at jeg læste dit oplæg for hurtigt. Men da du ikke - som jeg i min uopmærksomhed tillagde din opfordring - efterlyser højdepunktsoplevelser i den traditionelle forstand men derimod "hvad folk har konsumeret af dejlige sager, og hvad der er faldet i Jeres smag", så kan jeg godt være med.

For mig har 2008 nemlig været kendetegnet ved en fokus på basal drikkeglæde fremfor på jagten på "store" vinoplevelser. Ikke noget jeg har villet, men sådan har det bare været.
De vine jeg husker tilbage på med størst smil på læben fra det forgangne år har kostet henh. 69 og 65 kr.!
Jeg vil nøjes med at nævne én rød og én hvid for at eksemplificere hvad jeg mener:

Rød: Côtes du Luberon, Domaine de Fontenille, 2004.
Jeg elsker den vin. Den har - på sine bedste dage - givet mig den type glæde ved at drikke vin som jeg kan huske fra de gladeste vinstunder, jeg har haft gennem mit liv, som perler på en snor, altså der hvor det bare er basalt skønt at drikke vin. Ikke fordi vinen er hverken stor eller kompleks eller hvad der nu skal til for almindeligvis at få folk til at vurdere en vin som vinder. Det er den slet, slet ikke. Men den er ufattelig naturlig og med en helt umiddelbar appel til mig. Det er svært at beskrive; en vins sjæl lader sig ikke indfange af smags-ord som "mørke bær, lidt peber" og den slags. Jeg kan bare sige, at den vin går rent ind hos mig. Jeg smiler og siger ummm. :uhm:
Fås hos Oxholm Vin til 69 kr.

Samme basale drikkeglæde har jeg oplevet med:
Hvid: Riesling trocken, Keller, 2006.
Hyperliflig, velsmagende, frisk. På samme tid appetitvækkende, forfriskende og tørstslukkende. Let at forstå på den gode måde. Ligesom med den røde ovenfor kan man tillade sig at smile fra øre til øre uden at skulle tænke og analysere så meget. Ren vinglæde.
Købt hos Atomwine til 65 kr. Overgået til årgang 2007.

Jeg har selvfølgelig også fundet glæde i større vine, men i det forløbende år har det, som jeg har forbundet med den største glæde som nævnt været den type enkle og rene glæde som ovennævnte vine har budt på. Hvilket også afspejles i, at det er dem, jeg har drukket flest eksemplarer af. Ikke noget med at overveje, om vinen nu er god, eller om den har været det, eller om den bliver det. Ikke så meget at være i tvivl om. Noget sanseligt, der går lige i sjælen fremfor at appelere til panderynkende intellektuel analyseren. Det er bare indlysende godt og gladt. :D

Jeg støtter op om din opfordring, Lars, til folk om at komme ud af busken. Og måske det kan få jer på gled, hvis I i stedet for at tænke på "største" oplevelser tænker på, hvilke vine der har gjort jer gladest? Eller måske en helt tredje ting, I lægger vægt på?
Og slap bare af og lad det - som boor skriver ovenfor - bare være udtryk for, hvad du spontant kommer i tanke om, når du tænker tilbage på 2008.
Kom ud af busken...

/Preben

Brugeravatar
Morten Sørensen
Indlæg:55
Tilmeldt:ons 16/01-08 22:39
Geografisk sted:Aalborg

Indlæg af Morten Sørensen » søn 25/01-09 22:54

Ja så skidt da, men hvor skal man begynde og slutte?

Isole e Olena Cepparello 2003
Et "brag" af en vin, med muskler som en body builder, men også samtidig med en elegance som en ballet danser. Uha da da, hvor er det god Sangiovese. Og så gør det jo ikke noget, at jeg selv hentede den hos producenten, iøvrigt et særdels dejligt sted i Chianti Classico med utrolig søde og og imødekommende mennesker. Købt dernede til 300 kr., samme pris som Philipson også har haft den til (den har svinget imellem 300 og 400 kr.) Jeg er også nød til at nævne, at selvsamme producents Chianti Classico 2005 er fremragende (!). En meget venlig og lækker Chianti, som i min optik slår adskillige Riserva'er med flere længder. Tonsvis af tobak, læder, cedertræ etc. Købt hos producenten til ca. 120 kr., men kan faktisk pt. fås hos Philipson til kun 90 kr. hvis du tager 12. Et ufatteligt godt tilbud! Uha hvor jeg glæder mig til Winemakers Diner i Aalborg med Isole e Olena den 4. februar :P

Viu Manent Semillion Late Harvest 2006
Et af de bedste køb jeg har gjort i "dessert vin klassen" nogensinde. Købt til ca. 50 kr. (50 cl.) hos Calle Vinlager i Flensburg, men muligvis har Philipson den også. En herlig frisk sød/syrlig frugtagtig hvidvin, der pirrer smagssanserne og matcher chokolade desssert eller is/frugt. Nam nam :skaal:

Chateau Durfort Vivens Margaux cru classé 2000
Intet slår stor Bordeaux som f.eks. Margaux, St. Julien, Pauillac etc. når det er modent og "klar". Det var denne flaske, som lige akkurat blev drukket inden året rindede ud. Super duft, og utrolig blød og velsmagende, med den karakteristiske "feminine" Margaux smag, som er elegant, frisk, og aldrig tung. Købt på vinauktion af min bror for 1½ år siden for ca. 250 kr. og den var alle pengene værd :)

Rolly Gassmann Sylvaner 2005
Jeg er MEGA fan af denne producent i Alsace. Han laver vine af en helt særlig karakter og klasse, "krydrede" og med en speciel sødme. Jeg drikker ellers aldrig Sylvaner, men denne er i en klasse for sig. Med hint af tropedrugt, citrus og lidt mandel bitterhed, samt en lille sødme der passer perfekt til lidt fede fisk som f.eks. laks. Eller også skal den bare nydes på terrassen en sommerdag! Hver gang jeg kommer i nærheden af Alsace ryger der kassevis af Rolly Gassmann med hjem, det er stort! Jeg har ikke fundet en forhandler i DK, desværre. Dernede i Rorschwir koster hans Sylvaner og f.eks. Pinot Blanc (som er ligeså god) ca. 55-60 kr.

/Morten

Lars
Indlæg:89
Tilmeldt:fre 18/01-08 22:38
Geografisk sted:Århus

Indlæg af Lars » søn 22/02-09 01:02

Kom nu lidt, venner. Er vi ikke 73 brugere ialt? Der må da være nogen, der har drukket noget, der er værd at berette om...? Jeg regnede med, at dette ville blive forumets længste (og mest spændende!) tråd...

Morten
Indlæg:6
Tilmeldt:man 07/01-08 12:39
Geografisk sted:København

Indlæg af Morten » tors 26/02-09 13:06

Lars, du har ret, vi må til tasterne.

For mig blev 2008 året hvor Italien og særligt Toscana tog førertrøjen og hvis jeg skal pege på årets vin må det blive Querciabella CC 2006. Italienerne kan noget med syre og for mig sidder denne vin lige i skabet og kan drikkes over flere dage... og Atomwine holder prisen rimelig synes jeg (WineSpectator angiver vist $32 så 129,- er vist en meget fin pris). Andre Toscanere som jeg har drukket med så stor fornøjelse at de står i min erindring: Campo al Mare 2005 (smv 150), Le Volte 2006 (smv 120), Poggio Ai Ginepri 2006 (graversen vin 110), Felsina Fontalloro 2004 (brandis 200), San Felice Poggio Rosso 1999 og 2001 (netto 100). Meget forskellige vine, basalt set alle for unge undtagen Poggio Rosso 1999. Campo al Mare, moderne med noget fad, Felsina Fontalloro 'playing hard to get' (men ligesom hos en kvinde kan det jo pirre nysgerrigheden.. man har fornemmelsen for at der er meget at komme efter :blink: ). Le Volte holder ligesom Querciabella en dejlig syrefriskhed i balance med ungdommelig frugt.

Piemonte: Nebbiolo har jeg opgivet (for nu) men har til gengæld fundet kærlighed i Barbera og til dels Dolcetto (Sottimano Barbera 2005 til ca. 130 (atom), Bruno Rocca Barbera d'Asti til 125 (smv), Sottimano Dolcetto 2006/2007 til ca.75 (atom))

Veneto: Zenato Valpolicella Superiore 2006 (graversen 65) - køb den istedet for storebror ripasso, just my opinion

Ellers vil jeg fremhæve Seghesio Home Ranch Zinfandel 2000 - meget flot og harmonisk, Fourrier Gevrey-Chambertin Vieille Vigne 2002 - slank, smooth/silky og lækker (kostede lidt over 200 hos TheWineCompany) og Chateau Fonplegade 2005 - den sidste giver mig min til tider vaklende tiltro til Bordeaux tilbage. Var det ikke for finanskrisen kom der en flok i kælderen (brandis 400).

:skaal: Morten

Morten
Indlæg:6
Tilmeldt:man 07/01-08 12:39
Geografisk sted:København

Indlæg af Morten » tors 26/02-09 15:31

Ups, jeg overholdt slet ikke reglerne (max 3 røde vine) men blabrede bare løs.. :flov: kan jeg mon rette op ved at nævne noget hvidt: 2008 blev tillige året hvor jeg lærte at drikke tysk tør riesling (særligt til sushi) - Keller Trocken 2007, fantastisk

Morten

boor
Indlæg:246
Tilmeldt:man 15/09-08 09:20
Geografisk sted:Østerbro

Indlæg af boor » tors 26/02-09 16:51

Godt at høre at du synes om Querciabella CC 2006. Jeg har for nyligt købt et par flasker som jeg vil teste snarest

Brugeravatar
Preben Nielsen
Indlæg:713
Tilmeldt:lør 29/12-07 22:37
Geografisk sted:Nordsjælland
Kontakt:

Re: Årets vine 2008

Indlæg af Preben Nielsen » lør 07/11-09 13:03

Lars skrev:Jeg ved godt, at det er et lidt sent indspark, to uger inde i det nye år.
Her kommer så et endnu senere indspark. Set her på lang tids afstand er der en vin, som jeg flere gange har tænkt, at jeg burde have nævnt, idet den i min bevdisthed bliver ved med at rage frem selv her mere end 10 måneder efter at vi er gået ind i det nye år. Ikke fordi vinen blæste mig omkuld eller var den perfekte oplevelse og alt det der, og det er slet ikke en vin der "larmer" og på den måde imponerer. Men fordi den som type simpelthen bare lige er mig: Rancia, Chianti Classico Riserva, Fattoria di Fèlsina, 2004. Klassisk og virkelig, virkelig god Chianti. Skåret lige som jeg synes den slags skal skæres. En vintype, som jeg tror jeg aldrig bliver træt af. Og lige netop 2004 er nok den bedste udgave af vinen, jeg har smagt indtil videre. Det gør mig rigtig glad at drikke sådan en vin.

Sådan kan de vine, som man efter lang tid bliver ved med at tænke på, jo også sige noget om, hvad der på sin måde hørte til de bedste oplevelser. Omvendt er der nogle gange noget af det, der får en helt op i skyerne, noget der umiddelbart imponerer, der måske mere eller mindre fordamper i erindringen over tid. Rancia 2004 ramte noget centralt hos mig og skal derfor have plads blandt mine bedste vinoplevelser i 2008.

/Preben

Brugeravatar
lafite
Indlæg:5
Tilmeldt:fre 01/05-09 13:20
Geografisk sted:København
Kontakt:

Rancia

Indlæg af lafite » ons 02/12-09 09:18

Hej Preben,

Helt enig i Rancias fortræffeligheder. Synes dog generelt det er en vin der kræver nogle år på bagen. Jeg smagte for nyligt Rancia 2001 og den er så småt begyndt at vågne op. Virkelig lækker oplevelse.

mvh

Henrik

Besvar