Copenhagen Distillery

- innovation og originalitet i højsædet
Copenhagen Distillery

Det vakte min interesse, da jeg (Preben) læste på Spritnyt, at Copenhagen Distillery ved Icons of Whisky Awards var kåret som verdens bedste craft whiskyproducent (marts 2026).
(Se Spritnyts omtale af kåringen her)

Craft producer

Det engelske ord craft betyder håndværk. Craft producer er dog ikke en officiel betegnelse med fastlagte kriterier.
For Icons of Whisky Awards handler det mere om produktionen end om produktet, som ikke vurderes i denne sammenhæng.
Jeg vil her ikke gå mere i detaljer med dette men gå direkte til oplevelserne på destilleriet.

Smagning og rundvisning

Smagning og rundvisning kostede 464,06 kr. inkl. bookinggebyr. Deres fire whiskyer koster mellem 1500 og 2500 kr. - for 500 ml. Disse priser er med til at give indtryk af, at vi her har at gøre med noget ekstraordinært.

Helt anderledes

Både apparatur, produktionsmetoder, lagring og produkter på Copenhagen Distillery (i det følgende forkortet til CD) er helt anderledes end noget jeg har oplevet før.
Man har ikke sigtet på at lægge sig i forlængelse af traditionerne. Tværtimod ønsker man at skabe noget helt nyt og originalt. Det er lykkedes.

Distinctively Danish

Et par væsentlige forskelle, hvor det er nærliggende at sammenligne med skotternes tilgang:
Hvor man i Skotland altovervejende destillerer to gange, undtagelsesvis tre gange og - mig bekendt - aldrig kun én gang, foretager man på CD kun én destillation.
Det muliggøres bl.a. af, at deres hybriddestillationsapparat, som ses på billedet nedenfor, kombinerer pot still og kolonne (pot still er den til højre med den pæreformede kedel, kolonne den rørformede til venstre).
CD's master distiller, Lasse Öznek, har været meddesigner af apparatet, som er fremstillet efter hans ønsker.

Destillerirum

Ikke blot i Skotland men også alle mulige andre whiskyproducerende steder, lagres whisky overvejende på fade, der tidligere har indeholdt bourbon eller sherry.
Hos CD anvender man ubrugte fade af ungarsk eg. Vi fik fortalt, at hvor det tager træsorten amerikansk eg ca. 40 år at blive til et fuldvoksent træ, tager det 120 år for et træ af sorten ungarsk eg. Det er en af de faktorer, som medvirker til CD's whiskyers høje pris - fadene er dyre, og så bruges de kun én gang.

Masterdestilleren kom lige forbi

Som så mange andre steder har man på CD folk ansat til at vise rundt samt afvikle smagningerne.
Tilfældet ville, at master distiller Lasse Öznek havde ærinde på destilleriet, mens rundvisningen foregik, så han fik lejlighed til at svare på et par spørgsmål, som vores ellers glimrende guide, ikke kunne svare på.

Lasse Öznek

Smagningen

Vi fik lejlighed til at smage tre af CD's fire whiskyer plus deres new make.

Først deres whisky Raw 5, 59,7%, lagret knap fire år. Den bed godt fra sig ved det første forsigtige møde med tungen. Næppe noget jeg ved en blindsmagning ville have gættet på var whisky. Hvis jeg i en sådan sammenhæng ville blive aftvunget et svar, ville jeg nok have sagt en ung og lidt primitiv brandy. Der var både friskhed og tannin med god bitterhed.
Whiskyen lagres på ferske fade, dvs uden nogen forudgående præparering via påfylding af noget, der skal afgive smage til fadene, smage som senere i en eller anden grad optages fra fadene under lagring af whiskyen. Så her er der kun destillat plus rent og nyt fad.

Smagsprøver

Dernæst smagte vi deres new make, der, som sådan noget typisk gør, smager hen ad hvid grappa, her med en meget original karakter, som fik en af deltagerne til at udbryde "føj for S....".
Jeg var ikke enig i hans hårde dom, men jeg vil medgive, at det ikke er noget, man drikker for sin fornøjelses skyld men kun med det nørdede formål at smage, hvordan destillatet smager før dets møde med fadet.

Refined, 60%, er lagret på et fad, der forinden er præpareret med whisky iblandet bl.a. timian, rosmarin, malurt og lakridsrod, hvilket skulle bidrage med en "smag af Danmark".
Bygmalten er røget over bøgespåner hos en i nærheden liggende fødevareproducent i forbindelse med deres røgning af kød. Så ingen brug af tørv, som vi kender det fra de røgede skotske whiskyer.
Min næse registrerede en duft af fyrretræssaft (hvis sådan noget findes), friskhøvlet træ og frugt med orange orientering. Smag i samme stil. Ligesom Raw var den rå-skrap uden at være uciviliseret, og den var blødere og mere fyldig end Raw. Jeg fornemmede ingen røg i hverken duft eller smag.

Rare-serien er tænkt som en legeplads, hvor der kan eksperimenteres med fx fadlagringen, eller som med den Rare 4, 47,9%, vi smagte, hvor der i stedet for bygmalt er anvendt spelt (gammel hvedesort).
På baggrund af de andre smagsprøver var denne mildere og mere "mælket", græsset og lidt parfumeret med lidt støvet og frugtig krydring.

Købeværdige?

Jeg tager i den grad hatten af for CD's meget originale og kompromisløse tilgang til whiskyfremstilling. Det er kraftfuldt og modigt. Og jeg kunne ønske for dem, at der er et publikum for deres meget personlige og karakterfulde whiskyer.
Det jeg smagte var ikke i nærheden af at ligne en forgrening til de whisky-stilarter, jeg før har smagt. Vi var her i en radikalt anderledes galakse!

Selv hvis priserne var 80-90% lavere, ville jeg personligt ikke være potentiel køber. Så hvor mange whisky-entusiaster vil hoppe på? Eller måske det blot er mig, der er konservativ?

Jeg ønsker destilleriet held og lykke!

Lidt malurt i bægeret

På baggrund af beskrivelsen af rundvisningen og smagningen på destilleriets hjemmeside, hvor der står: "Vi afslutter med en smagning af hele whiskyporteføljen", og at der aktuelt udbydes fire forskellige whiskyer, var jeg overrasket over kun at blive budt på tre whisky-smagsprøver. I en mail var jeg desuden udtrykkeligt blevet stillet smagning af fire whiskyer i udsigt.
Men new make er tre års fadlagring fra at blive til whisky, så jeg følte mig snydt.
Her bør destilleriet fuldstændig præcist formulere, hvad man kan forvente sig.

April 2026

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.