63,00 hos Atomwine

Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Hvor både vores læsere og vi selv ved hvor vi står mht. til visse igennem mange år solidt gennemprøvede vintyper, så ved vi endnu ikke, hvor vi har os selv i forhold til den nye "bølge" af tørre, tyske hvidvine.
Efter mange års pause med tysk hvidvin blev min (Prebens) interesse vakt ved vinmessen Riesling & Co i foråret (læs om messen her). Så nu er jeg dels spændt på, hvordan vinene vil være, når de fremover ind imellem kommer på bordet i hele flasker, dels er jeg spændt på, hvordan Helle vil tage imod denne "nye" vintype.

Og så til den aktuelle vin: En meget velsmagende og i bedste forstand let-drikkelig vin, frisk og mineralsk.

Helle er kun med på tre stjerner, kan godt lide den, men den hælder efter hendes smag en tand for meget til den syrlige side. Jeg siger fire klare stjerner, stornød vinen.

Duften er både cremet, frisk og levende. Indbydende. Smagen er skøn og frisk, bl.a. melon og citrus. I munden er vinen på samme tid livlig, har et cremet smagselement, og så har den en pæn portion mineralitet, der især viser sig i eftersmagen. Syren - som jeg altså er mere glad for end Helle er - forekom på samme tid stålsat og blød.

Den meget lækre smag kombineret med den forholdsvis lille krop og en alkoholprocent på 12% gør, at vinen i bedste forstand glider meget let ned.

Det er interessant, at Helle (der blindsmagte) gættede fransk, og vi er enige om, at vinen ikke indeholder skyggen af "den smag", som vi (fra "gamle dage") forbinder med tysk hvidvin; den ligner ikke en gang en Alsace-Riesling. Den er helt sin egen.

Vi drak vinen over tre dage, hvor den hele tiden holdt sin velsmag. Dag tre var den var blevet blødere og glattere uden at vise træthedstegn.

Vi vil fremover anmelde de andre Riesling-vine fra Keller i årgang 2006 i den udstrækning de stadig er til salg, når vi når til at få dem i glasset.

Tilføjelse maj 2008: Jeg (Preben) kan tilføje til ovenstående, at vinen er den hvidvin, som jeg siden anmeldelsen har drukket flest af. Superherlig vin!

September 2007
Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.