2 stjernerRødvin

Red Label, Regent, Region Sjælland, Vester Ulslev Vingaard, 2008, 13% (Sjælland, Danmark)

Kvalitet-pris Minus 2: Alt for dyr
195,00 hos Vester Ulslev Vingaard

Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Nogle vil måske undre sig over, at vi på baggrund af sidste års tema om dansk vin (se menupunktet Artikler > 2009 > Dansk vin), binder an med at smage endnu et par danske rødvine. Temaets konklusion indeholdt jo en del kritik.
De vigtigste grunde til at vi - eller rettere Preben, for Helle vil ikke smage dansk rødvin foreløbig - har sagt ja til at smage to vine fra Vester Ulslev Vingaard, er dels at vinene er lavet på en ganske anden måde end de andre vi har smagt, nemlig af lettørrede druer (inspireret af Amarone), hvilket gør det muligt at opnå en pæn alkoholprocent (13% for nærværende vin) uden chaptalisering, dels at vinene ikke er lavet af Rondo-druen, som heller ikke jeg skal nyde noget af i en meget lang fremtid.

Hvordan gik det så? Jo, det var en meget vanskelig vurdering at foretage, og jeg har "været på arbejde" i 3 dage for at føle mig i stand til at foretage den. For vi er klart "udenfor kategori" her.

Vinen er ganske mørk og tæt at se til, ganske høj viskositet. Næsen er meget åben med søde og samtidigt friske jordbær og solbær; der er også en grøn solbærblads- eller stilk-komponent. Smagen er syrlig jordbærgrød, og fornemmelsen er meget uvinøs, mere som frugtsaft. Med lidt luftning øges sødmen både i duft og smag, i duften i så voldsom grad, at det bliver vammelt. Selv om sødmen ikke tiltager i samme grad i smagen, er der et eller andet, der pludselig sætter en prop i halsen på mig og forhindrer mig i at drikke mere: kvalme, som jeg ikke præcist kan afgøre hvor kommer fra, idet hverken sødme eller alkohol kan siges at være overdrevne.

På tredjedagen (jeg sprang over dag 2) forekom vinen ikke længere kvalm, men dog så fadhørmende, at jeg valgte at proppe den til og gemme yderlige en dag for at få dette til at fordampe.

Dag 4 var smagen af samme observans som dag 1: rødgrød, solbærbusk og -blade. Fadet var klædeligt aftaget, og grød-frugten var forrest. Saftet og uvinøs struktur og udtryk var ligeledes intakt. Duft og smag var bedst på dette tidspunkt.

Jeg kan ikke svinge mig højere end til to stjerner. Afgørende herfor er, at vinen hos mig grundlæggende ikke kalder på at blive drukket. På de tre dage jeg smagte på den, var jeg kun i stand til at konsumere knapt en halv flaske, og mere bliver det ikke til. Dufte og smage, der isoleret set kan opleves som positive, hjælper ikke meget, hvis den for mig helt afgørende og basale lyst til at drikke en vin ikke er til stede.

Februar 2010
Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.