|
|
Toscana Rosso, IGT, Soc. Coop Vecchia Cantina di Montepulciano, 2004 (It) |
|
| 30,00 i Netto |
|
|
Bemærk: Denne vin forhandles os bekendt ikke længere, heller ikke i andre årgange. Opmærksomme læsere vil vide, at vi i perioder har skrevet en del om vanskelighederne ved at finde en ærlig, regulær, god og prisrimelig "pizzavin" fra Toscana. I lange, lange perioder har det været fuldstændig umuligt. Og så leverer Netto for tiden hele to af slagsen (den anden, Chianti I Vivai, er senere overgået til ny årgang, som vi ikke har smagt). Hvor problemet normalt er at finde en vin der har det den skal have i den genre, samtidig med at man ikke oplever prisen som latterlig høj, ja, så får begge Netto-vinene 4 mønter for prisen. Det er sørme længe siden vi har oplevet noget lignende i den kategori. Vinen her har den karakteristiske Sangiovese-smag, her lidt bitre kirsebær, og den friske syre. Sammen med det lokale pizzeria's pizza (vi er i øjeblikket uden komfur grundet køkkenrenovering) går det rigtig godt. Vinen er ganske enkel, en smule primitiv på en god måde, god fylde og vægt. Alkoholprocenten er overraskende høj, 13,5%, hvilket ikke smages - der er hverken fedme eller sødme her - men det mærkes, så vinen banker en lidt længere ned i sædet end man måske kunne ønske sig. Alt i alt: overordentlig tilfredsstillende pizzavin til en særdeles god pris. Den ufarvede flaske, som ellers kun ses til rosévin, dekoreret med røde cypresser giver det helt rigtige signal, specielt som standen i flasken daler. |
Smagt september 05