Bemærk: Denne vin forhandles os bekendt ikke længere, heller ikke i andre årgange.

La Gironda's mening med denne vin er - oplyser de selv - at demonstrere Barbera-druens egenskaber, sådan som de kommer til udtryk, når vinen under lagringen på ståltanke ikke har fået tilført nogen som helst udefra kommende (læs fad) egenskaber. Producenten bruger den samme selektion til deres anden topvin, den fadlagrede La Nicchie.

Det tilsigtede demonstration er i høj grad lykkedes: Vinen har Barbera's rene og usminkede smag af mørk og enkel bærsaft. Stor friskhed og lavt garvesyreniveau. Et skoleeksempel på typen.

Den er ganske kraftig, ungdommelig, noget krads og pebret i det; ifølge vores smagsløg kalder vinen i den grad på fadlagring for derved dels at blive blødgjort, dels at få tilføjet smagsnuancer udover det enkle og saftede.
Den vil givetvis blive blødere og venligere ved yderligere flaskelagring, men vi tror ikke på, at den vil udvikle sig til noget mere interessant; tværtimod formoder vi, at den vil beholde sit enkle druesaft-udtryk, som er dens natur.

Vinen er teknisk ren og upåklagelig, og det smages, at der er tryk på og kvalitet i druematerialet, men den falder ikke i vores smag.

Vi springer mønttildelingen over denne gang, idet den, med vores manglende værdsættelse af typen, ikke rigtig giver mening.