Bemærk: Denne vin forhandles ikke længere i den anmeldte årgang.

Ligesom med samme producents Red Label (anmeldt her) er Green label fremstillet af lettørrede druer, og vinen er ikke chaptaliseret. Og igen oplever jeg (Preben, der anmelder vinen alene), at vi er "udenfor kategori", idet vinen har en række usædvanlige egenskaber.

Ikke siden min barndoms oplevelser med mine forældres solbærbuske og den deraf kommende saft har jeg været så tæt på den duft, jeg forbinder med disse buske og bær. Det samme gælder vinens udseende: Mørklilla, næsten sort, tæt farve. Ganske tyktflydende med langsomme gardiner. Udover bær er der også lidt vanilje i næsen.

Udseendet kunne antyde, at her venter en kraftfuld vin med tyngde og stor krop, men her kommer hvad jeg - da jeg har oplevet lignende med andre danske rødvine - næsten kunne kalde det danske rødvinsparadoks: Kroppen er overraskende slank, alkoholen er lav (her 11,5%), vinen forekommer nærmest siet for tanniner, og alt dette kombineret med en udpræget og mørk bær-saft-smag med et tilskud af en grøn smag som af solbærstilke og ganske høj syre giver mere oplevelsen at have saft end vin i munden.

Ligesom med Red Label har jeg svært ved at bedømme vinen. Isoleret set byder den sådan set på gode smage. Friskheden og og den relative fysiske lethed klæder den. Dette tæller på plussiden og kan forbindes med det kølige nordlige klima, som vinen er blevet til i.
På minussiden er, at netop friskhed og lethed er vanskeligt at opleve som sammenhængende med det meget mørke og koncentrerede; det opleves som stilforvirring og manglende helstøbthed. Sværest har jeg det nok med det meget uvinøse udtryk, altså fornemmelsen af i højere grad at drikke frisk bærsaft end vin.

Jeg kan klart bedre lide denne end Red Label. Med nogen forvirring og ambivalens bliver det til tre stjerner.