Bemærk: Vi ved ikke om vinen forhandles mere.

Først om forskellen i vores vurderinger: Helles to stjerner skyldes, at hun ikke bryder sig om smagen. Det kunne godt begynde at give et indtryk af, at hun simpelthen ikke bryder sig om smagen af Rondo. Jeg siger tre stjerner, fordi jeg, trods de særheder, som jeg oplever (beskrives senere), synes at vinen er ok at drikke.

Mørk og ganske tæt at se til. Vinen dufter af drue, lidt fad (vinen er fadlagret fem måneder) men især af hest på den gode måde. Ganske spændende duft. Smagen er i samme genre, mørk og med indslag af let bitre tranebær og med det animalske lidt mere afdæmpet. Fadet bidrager positivt til smagen og indgår harmonisk i helheden.
Jeg synes at smagen er ok, men Helle smager et eller andet som går mine smagsløg forbi, noget som hun ikke nærmere kan beskrive, men som byder hende imod. Smagen er ret kort, forsvinder hurtigt fra munden.

Strukturen er som fra en helt anden verden: Den er spinkel og kroppen er meget slank og let. De 12% alkohol er en af flere faktorer der medvirker hertil. Tilpas friskhed. Tanninerne mærker vi næsten ikke til.

Det er denne kontrast mellem smag i det ene verdenshjørne og krop/struktur i det andet, som jeg finder besynderlig. Uden at analogien skal overdrives, så kan den mørke smag give mindelser til Syrah fra den nordlige Rhônedal, hvilket lægger op til en vis krop og struktur (som nok aktuelt er svær eller umulig at opnå på vores breddegrader). Vinens krop og struktur kan i modsætning hertil give mindelser til en ung, frisk og let Valpolicella. De to aspekter skriger til hinanden og giver et ikke-helstøbt indtryk.

Indtrykket af ovennævnte modsætning går igen i oplevelsen af de andre Rondo-vine, vi har smagt.

Se Garbolunds vinmark her.