Ved Stranden 10, vinbar

Vinbar
København
4 stjerner
Ved Strande 10

Vinbaren Ved Stranden 10 ligger centralt i København med udsigt til Cirkusbygningen - nå nej, undskyld fortalelsen - Christiansborg. En ven og jeg (Preben) tilbragte nogle sene eftermiddagstimer dér en sommerdag udendørs (billedet). Det i sig selv var en skøn oplevelse - beliggenheden er skøn!

Et øjekast på sortimentet afslørede, at baren henter sine vine fra flere forskellige importører. Samarbejdspartneren österreich vin er nok den vigtigste. Men jeg faldt derudover over vine fra Niche Vine og Pétillant. Så vi er ovre i en vægtning af, ja, lad os citere barens hjemmeside: "Rene, usminkede vine med udtalt udtrykskraft, finesse og balance fra ofte biodynamiske vinhuse har vores forkærlighed."

Der er ikke noget fast vinkort, men man skulle angiveligt kunne vælge vine pr. glas fra de fleste af barens/forretningens over 1000 forskellige vine. Vi nåede grænsen for, hvad de ville servere glasvis, ved at spørge efter østrigske Strohmeier.

Plus:

  • Det betragtelige antal vine, man kan vælge mellem, er fantastisk.
  • På trods af meget specifikke og specielle krav lykkedes det at få flere forskellige meget relevante vine i glasset. Den tjener, vi havde med at gøre, formåede i fornem grad at vælge vine, som opfyldte de udtrykte kriterier. Og han var ikke nødvendigvis på nogen let opgave. - Men sådan et sted var der vel ingen grund til at være tilbageholdende med kravniveauet.
  • Vi fik en lille smagsprøve af de valgte vine før ophældning af et fuldt glas. Det var tydeligt, at der ikke var tale om den sædvanlige godkendelsesprocedure (fravær af fejl) men om en mulighed for at tage stilling til om vinen levede op til vores ønsker og smag. Fornemt!
  • De serverede vine var virkelig gode og levede i høj grad op til de fremsatte krav/ønsker.

Neutralt:

  • Et enkelt "pristjek" siger faktor 2,6 for en flaske købt i baren i forhold til barens ud-af-huset-pris. Det er bestemt ok efter Etiket, Gamay sans la tra-la-la danske forhold. Jeg vil heller ikke beklage mig over, at man tager 70 kr. for et glas af en vin, der en detail koster 125 kr. for en flaske. Billigt er det ikke, men jeg betaler det gerne en anden gang, fordi det er lidt af en luksus at kunne få et glas af "alt muligt", og hvor baren ikke med anstændigheden i behold nødvendigvis kan få solgt resten af flaskens indhold hver gang.

Minus:

  • Det er i høj grad betænkeligt, at en nyåbnet vin bliver brugt til påfylding af glasset uden nogensomhelst form for tjek for fejl/prop. (Der var ikke nok i en flaske til at fylde glassene tilstrækkeligt, hvorefter der blev spædet til med en nyåbnet og ikke tjekket flaske.)
  • De serverede vine var for varme, vel omkring de 18-19°. Det skal dog siges, at jeg har forståelse for vanskelighederne ved at servere dem tilpas afkølede på en meget varm sommerdag, hvor selv korrekt tempererede vine får det svært, når glassene givetvis har været omkring 30° varme. Men ikke desto mindre: De smagte vine var alt for varme.

Juli 2014

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.