Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank

Kadeau Bornholm

anmeldelse af (især) vinhåndteringen
Restaurant
Vestre Sømark, Bornholm
Vinaspektet:5 stjerner
Kadeau

Kadeau Bornholm er - i hvert fald hvis man anskuer tingene ud fra Michelin-guidens perspektiv - en af Danmarks toprestauranter. Den er en af de 19 danske restauranter, der fik en Michelin-stjerne i 2016. To restauranter fik to stjerner, og én fik tre stjerner.

Normalt bruger vi Michelin-stjerner som advarsler. Vi er ikke så meget til den meget forfinede og elaborerede mad - det skal bare smage godt og være veltilberedt af gode råvarer. Men vi havde hørt, at Kadeau var mere nede på jorden og uden de "strittende lillefingre", som kan irritere os. Så den skulle prøves.

Vinaspektet

Plus:

  • Vi hoppede på den fem-glas-vinmenu, som hørte til vores femretters menu, og det var helt tilfredsstillende. Starter-Champagnen, en zero dosage fra Dosnon, var blandt de bedste vi har smagt.
    Vi måtte fra start udmelde Helles modvilje mod naturvin, så hun fik lov at smage alle serverede vine til godkendelse. En enkelt af vinene var "for meget" til Helle, og hun fik lov til at smage to andre vine, der serveredes pr. glas, og hun fandt der en tilfredsstillende vin. God service.
  • Helle skulle køre os hjem. Så en hel vinmenu var på forhånd udelukket. Den gode tjener foreslog en halv vinmenu (altså alle vine serveret i halvt kvantum), hvilket muliggjorde at vi undervejs kunne udveksle synspunkter om vinene.
  • Vi tænkte aldrig på serveringstemperaturer og glas, fordi alt var som det skulle være.
  • Perfekte mad-vin-match.
  • Særdeles originale vine - uden at det blev for sært eller nørdet.

Minus:

  • Intet.
Mad: 4 stjerner
Betjening:5 stjerner
Mad

Der kan ikke være tvivl om, at håndværk, teknik og elaboreringsgrad er i top. Det var spændende og anderledes at spise på Kadeau. Der var gjort meget ud af det visuelle, og ingredienser var specielle og udsøgte. Skovmyrer satte os lige på en prøve - men det hører med, og i munden bidrog de hverken positivt eller negativt.

Når vi så overvejer, hvor lækkert det smagte, rammer vi ikke toppen. Vi er lidt ligeglade med hvor avanceret tilberedningen er, og hvor ekstraordinære ingredienser der bruges. Mad handler for os mere om smag end om teknik. Det skal være appetitlig og smage godt. Og her er det ikke svært at finde et simpelt italiensk trattoria, der hos os rammer mere plet end Kadeau gjorde.
Overordnet set lander vi på baggrund af vores personlige smag på fire stjerner. Noget var flot, andet blot ok. Medvirkende, til at vi ikke kan komme over de fire stjerner for maden, er et stykke svin, som Helle fik serveret (Preben spiser ikke svin og fik derfor særbehandling), som indeholdt fedtbræmmer, som hun fandt decideret ulækre og til udspytning.

Betjeningen var gennemført venlig og afslappet; man følte sig godt tilpas fra start til slut.
Et par skønhedsfejl: Det søde, som skulle ledsage kaffen, blev serveret, da kaffen stort set var drukket, og den tjener, der så ud til udelukkende at have som opgave at hælde vand op og sørge for at folk havde brød nok, passerede os to gange med sin brødkurv, uden at observere at vi ikke havde noget brød.
Vi var også overraskede over, at den halve vinmenu på regningen kostede mere end halvdelen af den fulde vinmenu, uden at vi på forhånd havde fået det at vide. Da vi gjorde opmærksom på, at vi ikke havde fået at vide, at en halv vinmenu var forholdsmæssigt dyrere, blev regningen dog nedskrevet.
Ovennævnte indvendinger, hvad betjeningen angår, forstyrrer ikke det overordnede indtryk af en fremragende, venlig, imødekommende, præcis og afslappet betjening, som vi følte os supergodt tilpas ved.

Juli 2016

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.