Portvin

Land og område: Portugal, Douro regionen

Vine: fx Tawny, Colheita, Vintage


Klik her for Wiese & Krohn's hjemmeside

Portvin fremstilles i Douro regionen i det nordlige Portugal.

Der findes et væld af stilarter, der dog alle har ét element ved fremstillingen tilfælles: Druemostens naturlige gæring standses ved tilsætning af druesprit. Herved beholder mosten noget af druernes naturlige sukkerindhold - vinen bliver naturligt sød - og alkoholprocenten stiger selvfølgelig og ender typisk på ca. 20%.
(Denne metode anvendes også andre steder, fx i Frankrig, hvor vin fremstillet efter denne metode kaldes Vin Doux Naturel. Læs om disse vine her.)

Vi vil nedenfor give en oversigt over de forskellige typer portvin og til sidst fortælle lidt om vores erfaringer og præferencer.

Hvid og Ruby

Hvid portvin laves af grønne druer, og vinen lagrer på store fade i 2-3 år.
Ruby laves på ca. samme måde men udelukkende af blå druer.

Tawny: med aldersangivelse, med årgang og så de billige

Det engelske ord Tawny betyder brunlig eller gulbrun, og hentyder til den farve, som portvinen får, når den lagres på små fade i længere tid.
"Rigtig" tawny portvin findes i to kategorier: 1) med aldersangivelse, fx 10 års eller 20 års, 2) med angivelse af årgang, de såkaldte Colheita vine.
Begge tawny typer er i princippet drikkeklare når de er tappet på flaske.

Der findes dog også billige portvine, der bærer betegnelsen tawny, men de har typisk fået farven ved iblanding af hvid port, og smagsmæssigt byder de ikke på de ægte tawny-kvaliteter.

Tawny med aldersangivelse

Denne type findes som: 10 years old, 20 years old, 30 years old og More than 40 years old.
Betegnelserne hentyder dog ikke til en eksakt alder. Tawny vine med aldersangivelse er fadlagrede portvine, der er blandet af vine af forskellig alder. Instituto do Vinho do Porto skal godkende, at vinen er karakteristisk for det, som man forbinder med aldersbetegnelsen.
Smagsmæssigt er de kendetegnet ved en karakteristisk (og ekstremt lækker) nøddeagtig smag.

Colheita

Colheita betyder årgang. Når der står fx Colheita 1997 på en portvin, er der tale om en tawny portvin fra det år.

Vintage

Vintage er et engelsk ord, der betyder vinhøst eller årgang. Vintage portvin er en fornem portvinstype, der kun laves i de allerbedste år. Den tilbringer kun ca. 2 år på fad, hvorefter den udvikler sig i mange år på flaske, og den er først drikkemoden i relativ sen alder. Den regnes af mange for "kongen" af portvin.

Late Bottled Vintage (LBV)

= sent aftappet årgangsvin, som tappes på flaske efter 4-6 års fadlagring. Denne ekstra tid på fad i forhold til Vintage port gør den blødere og mere tilgængelig i yngre alder.

Quinta Vintage

er portvin fra en enkelt vingård i modsætning til Vintage, der typisk er fra flere vingårde. Den skulle efter sigende være lidt lettere og hurtigere udviklet.

Vintage Character

er blandet af flere forskellige årgange med et gennemsnit på omkring 4 år. Den skulle have noget af samme karakter som Late Bottled Vintage men samtidigt være lettere og hurtigere drikkemoden.

Vores erfaringer og præferencer

Vi er udpræget mest til gode tawny portvine, altså enten dem med aldersbetegnelse eller Colheita vinene. Den syntese af vin og langvarig fadlagring, som en rigtig god tawny port har, er uforlignelig. Og det er den type smag, der som nævnt ofte associeres med nødder, vi eftertragter i rigtig god portvin.

Vi har også haft OK oplevelser med Late Bottled Vintage vinene.

Vi har ikke nævneværdige erfaringer med Vintage port, som af mange kendere anses for det ypperste. Dels er vi så glade for tawny-typerne, og dels er det ikke så let lige at komme ind på livet af god vintage port, idet de efter sigende kræver rigtig lang tids lagring før de for alvor viser hvad de kan.
Vi har dog smagt vintage port, der smagte virkelig godt som ung, hvor den rå frugt er i centrum.

Når vi så snakker tawny, så har vi haft vores allerbedste oplevelser med vinene fra Wiese & Krohn (som forhandles af Erik Sørensen Vin. Se fx vores anmeldelse af deres 20 års tawny her.
 

Anmeldte vine