Amarone

Land og område: Italien, Veneto. Samme distrikt som Valpolicella

Vine: Fra topproducenter som Allegrini, Corte Sant'Alda, Quintarelli


Amarone er en helt speciel type vin fremstillet af druer, der efter høsten lufttørres på stråmåtter indtil januar/februar.

Smagsstoffer og sukkerindhold koncentreres under tørringen, og man ender med en vin fuld af kraft, varme, krydderier og en høj alkoholprocent (typisk 14 - 16 %). En rigtig vintervarmer som med sit sød-bitre touch er en perfekt ledsager til and og vildt. Et superbud på vinen til maden juleaften, hvis man gør noget ud af at lave mad der matcher (det vil bl.a. sige: ud med rødkålen).

Fremstillingen af  en Amarone indebærer måneders risikofyldt lufttørring af druerne - de rådner hvis luftfugtigheden er for høj. Dette er med til at gøre at vinen ikke kan være billig.

Man kan sagtens ind imellem se Amaroner til 60-90 kr., men det er ikke lykkedes os at smage noget der kan anbefales i dette prisleje. Priserne er steget en del de sidste par år, og man skal vel ofre 200 - 300 kr. og holde sig til de bedste producenter, hvis man vil have en "rigtig" Amarone.


 

Giuseppe Quintarelli er en extremt mild og sød mand. Han er også en unik producent af Valpolicella og Amarone. Han holder sig også nogle priser, der siger spar to.

Allegrini, som engang var vores favorit-Amarone,  men som nu laver vine, der efter vores smag, bærer alt for meget præg af barrique-lagring.
 

Anmeldte vine