Hvem er vi, og hvad gør vi?

Helle og Prebens vinsider er en privat, uafhængig og ukommerciel service.

Omdrejningspunktet for det vi skriver om er vores anmeldelser af de vine vi smager, og som aktuelt kan købes i Danmark. Men der er, som det fremgår, masser af andet vinrelateret stof.
Vi lægger vægt på på samme tid at være saglige og personlige.

Vores vin-vurderinger sker på baggrund af spørgsmål som:
- Hvor godt er vinen lavet?
- Smager den af hvor den kommer fra og af de druer den er lavet af?
- Kan vi lide den?

Den samlede oplevelseskvalitet udløser et antal stjerner.
Vurderingen af forholdet mellem kvalitet og pris foretages på baggrund af prisen for én flaske og angives med et antal mønter.
Se alle symbolerne her.

Vi holder mest af og har mest forstand på rødvinene fra Toscana, Veneto, Piemonte (Barbera; Preben er for nogle år siden også begyndt at interessere sig for Nebbiolo-vinene), Sydfrankrig og Bordeaux, hvidvine fra Alsace og Bourgogne. Preben har desuden for ikke så længe siden genoptaget venskabet med de tyske hvidvine.

Alle vine vurderes med og uden mad; vin er ifølge os beregnet til nydelsesfuld madledsagelse, og vinen skal kunne klare denne - og gerne vise nye dimensioner - ikke bare imponere i glasset.

For at undgå at vine, der er - og skal være - sartere og mere elegante, udkonkurreres af vinøse muskelbundter anmelder vi ikke vine smagt ved sammenlignende smagninger.

Vi håber du får gavn af vores vinsider!

Helle Nørgaard og Preben Nielsen

Andre udgivelser om vin:

Smag & Behag, februar 1998: Toscanas oversete rødvin - om Morellino di Scansano, af Preben Nielsen

Smag & Behag, februar 1999: Opdagelsesrejse i Languedoc-Roussillon, af Preben Nielsen