Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Tabarrini-seminar, november 2012

Giampaolo Tabarrini

Jeg (Preben) deltog i et seminar og en smagning med den umbriske vinproducent Giampaolo Tabarrini, som på sin livfulde, passionerede og sprælske manér gav en fin indføring i sin vinproduktion.

Følgende vine var til "behandling": Hvidvinen Adarmando, Bianco dell'Umbria (Trebbiano Spoletino), rosé'en Bocca di Rosa, Rosato dell'Umbria (Sagrantino), rødvinen Montefalco Rosso (60% Sangiovese, 25% Barbera, 15% Sagrantino, fadlageret), samt - og her var fokuspunkterne for min interesse - tre Montefalco Sagrantino vine i forskellige årgange.

Piemonte som inspiration

Tabarrini besluttede i 2003 at aftappe sine Sagrantino-vine som enkeltmarks-vine. Forbilledet var Barolo- og Barbaresco-producenter, som han har stor respekt for, og hvis praksis med at aftappe enkeltmarks-vine i erkendelse af, at hver enkelt mark giver vin med hver deres karakter, inspirerede ham til at gøre det samme. Så Tabarrini's tre Sagrantino vine er alle enkeltmarks-vine.

Omhyggelig blend-process og sen høst

Interessant var at høre Tabarrini fortælle om processen, der fører frem til det endelige blend fra de forskellige typer fade, eksemplificeret ved Sagrantino-vinen Colle Grimaldesco, der lagres i franske barriques af fem forskellige trætyper samt store fade. Dag 1 laves 30-40 blandinger med forskellige procentdele af de forskellige fade i hvert glas. De 4-5 bedste glas udvælges. Dagen efter laves igen 40 blandinger, hvor procentdelene af de forskellige fade justeres op og ned med et procentpoint i forhold til de udvalgte glas. Igen udvælges de bedste glas. Processen gentages, og tredje dag vælger Tabarrini så det endelige blend.

Ligeledes interessant var, at Tabarrini høster så sent som muligt, ikke sjældent i slutningen af oktober, ca. en måned senere end det normale i området, for at sikre sig modne tanniner, idet umodne "grønne" tanniner aldrig bliver bløde, hvilket umuliggør en gunstig udvikling af vinen.
Risikoen består i, at hvis han venter for længe, så kan dårligt vejr med ét slag ødelægge hele høsten.

Vinene

Følgende af Tabarrini's Montefalco Sagrantino vine var til smagning: Colle Grimaldesco 2004, 2005, 2006 og 2007, Campo alla Cerqua 2006 og 2007 samt Colle alle Macchie 2004, 2005 og 2006.

De to 2004'ere, Colle Grimaldesco og Colle alle Macchie skilte sig ud med en aroma- og smagsmæssig særegen blanding af dyr og medicinskab. Ifølge mine sanser ikke kønt. Om den specielle profil skyldes årgangen, eller om vinene går i den retning, når de ældes, fik jeg desværre ikke spurgt Tabarrini om.

De to 2007'ere Colle Grimaldesco og Campo alla Cerqua var i den efter min smag vel fyldige og søde afdeling.

Tre flasker Campo alle Macchie

Det var så afgjort Sagrantino-vinene i årgangene 2005 og 2006, at jeg fandt de mest klassiske og vinøse kvaliteter. Og her blev der budt på overbevisende velduft og -smag. Af de to 2005'ere vil jeg fremhæve Colle alle Macchie, som var rigtig god. Klassisk, vinøs og med flotte tanniner.

Favoritterne

Mine to favoritter var de to 2006'ere Campo alla Cerqua og Colle alle Macchie. Førstnævnte er udelukkende lagret på store fade, mens sidstnævnte er lagret på barriques.
Campo alla Cerqua var en dejlig vin, klassisk stylet med nogen sødme. På trods af Sagrantino's natur og 15% alkohol havde den noget let, lyst og elegant over sig.
Colle alle Macchie fra Tabarrini's højest beliggende vinmark var flot, klassisk, helstøbt og med diskret sødme. Også denne vin havde på trods af sin rigdom noget let, elegant, ja nærmest svævende over sig.
Begge vine havde selvfølgelig solid tannin-struktur. Men pengene passede. Meget flotte og overbevisende vine.

Seminaret og smagningen var arrangeret af BB Vinimport, der forhandler Tabarrini's vine, og det var et meget vellykket arrangement. "Forelæsningsformen", hvor producenten fik lejlighed til at præsentere sig og sit, efterfulgt en smagning af et overskueligt antal vine med gode glas, passende temperaturer og nok vin i glasset, var meget tilfredsstillende at deltage i.

November 2012

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.