Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Ny Vinspecialisten i Gilleleje

Vi bor 6 km fra Gilleleje, hvor vi ikke er forvænte med at der kræses for vores vinøse smagsløg. Jo, der er som så mange andre steder lidt god vin i vores lokale SuperBest, og så er der - igen ligesom alle mulige andre steder - Netto, SuperBrugsen, Irma, Fakta og Rema 1000. Gab! Og jo, så var der jo også Skjold Burne i Gilleleje. Berettiget eller uberettiget så har Skjold Burne dog aldrig rigtig hittet hos os.

Men nu er der sket det, at Anette Mosberg (billedet nedenfor), som efter et liv som grafiker og et brancheskift til tre år med Skjold Burne, har besluttet at kvitte Skjold Burne til fordel for Vinspecialisten. Bifald herfra!

Anette Mosberg og Xavier Gras

Anette Mosberg og Xavier Gras

Fredags introduktion

En fredag eftermiddag i julemåneden 2010 var døren åben til vinsmagning i forretningen. Vi skal tilstå, at vores forventninger var ganske begrænsede. Kunne der virkelig ske noget vinmæssigt spændende i vores lokalområde? - Svaret var så udpræget: Ja!

Vinspecialisten

Vinspecialisten er et landsdækkende netværk af forhandlere, der forhandler - eller med få dages varsel kan skaffe - H.J. Hansens vinsortiment. Læs mere om Vinspecialisten her.

Julevin til folket

Xavier Gras, H.J. Hansens vin-salgskonsulent for Sjælland, præsenterede med stor entusiasme et udvalg af vine, som i betragtning af at det foregik i december, klogelig var fokuseret på julen. Og ligeså klogt var der fokuseret på det prisniveau, som den helt overvejende majoritet af danskerne holder sig indenfor. Producenten Qwines var repræsenteret med en Valpolicella Ripasso 2008, som vi syntes var kedelig, og en Amarone 2007, som Helle syntes om, mens jeg fandt den letbenet og uden ægte Amarone-karakter. Men OK, skal der konkurreres med supermarkeds-amaronerne og på prisen - og her rammer vi vel majoriteten af de danske forbrugere - så var dispositionen vel fornuftig nok i dagens anledning. Tilbudet lød på 2 fl. for 260 kr, normalpris 224,95.
Den vin blandt de smagte, som vi var enige om at syntes rigtig godt om, og som vi klart kan anbefale, var H.J. Hansens "Årets julevin" den argentinske Cabernet Sauvignon, Famiglia Bianchi, 2008, som - fraholdt diskusionen om den kan håndtere den vinfjendske danske julemiddag - er et virkelig godt glas, god smag, god struktur, og vin til prisen uanset om vi snakker normalpris 99,95 eller den aktuelle tilbudspris 79,95. (Vi har tidligere anmeldt vinen i årgang 2006.)

Budet på en portvin her til jul var Hutcheson's Colheita 2000. Glimrende til tilbudsprisen 99,95 (normalpris 189,00).

Ægte næring til den spirituøse sjæl

Hvor der realistisk og ud fra et salgssynspunkt klogt var fokuseret på bredt appellerende "julevine" til moderate priser, så var der - meget positivt overraskende - for den minoritet af entusiaster som vi tilhører, helt anderledes nærende boller på suppen i den spirituøse afdeling.

Søren Beyer

Helle drikker ikke spiritus, så mens hun valgte at gå ud og se på vinterfrakker og -støvler, havde jeg en spirituøs pragtstund i selskab med H.J. Hansens spirituschef, Søren Beyer (billedet), der diskede op med en luksuøs opvisning af hvad spiritus kan være. Hold da fest!

Jeg kunne umiskendeligt mærke at jeg her stod overfor en ægte entusiast, som bød på en chance for nye oplevelser, når han prøvede at lokke mig til at smage andet end mine vanlige favoritter (der især er marc, grappa og armagnac). Vi lagde ud med en fantastisk 20 års Calvados fra Christian Drouin. Ikke noget jeg normalt dyrker, men denne var smuk spiritus. 675 kr. (Etiketten er den til venstre af de tre spiritus-etiketter øverst i næste spalte.)

En Calvados, en Cognac og en Whisky

Jeg blev også budt på flere cognac'er fra huset Tesseron, hvor Lot no 53 var ekstremt flot. Da jeg stak næsen i den var min første tanke, at nu forstod hvad beskrivelsen af spiritus som "essensen af vin" betød. For her var den! Og Søren Beyer begyndte nu parallelt med min tanke at beskrive cognacen som meget vinøs, og en der i høj grad appellerer til vinelskeren. Fuldstændig rammende beskrevet. Smuk spiritus! 1299,95 kr.

Da jeg havde lagt min eftermiddags spiritusskæbne i Søren Beyers hænder, lod jeg ham afslutningsvis også prøve at forføre mine smagsløg med to whiskyer, hvor den sidste (etiketten til højre) i den grad var en oplevelse: En 20 års single malt whisky, A.D. Rattray, Cask Collection, Balblair Distillery. Med sine 59,1% alkohol rev den selvfølgelig godt, men det var overhovedet ikke det indtryk der dominerede. Tværtimod var det en oplevelse af en fyldig, stærk, blød og ekstremt velsmagende whisky, hvis lige jeg aldrig tidligere har smagt. 555 kr.

Herefter fik jeg både foredrag om teorien og demonstration af praksis vedrørende den afgørende og positive forskel det kan udgøre at tilsætte en smule vand til sin spiritus.

Vin, spiritus, chokolade og vand

Jeg fik på alle måder en meget overbevisende demonstration af hvor stærkt H.J. Hansen med Søren Beyers lederskab står på spiritusområdet i enhver henseende. Men der kan heller ikke være tvivl om styrken på vinsiden. Og selv om de enkelte Vinspecialisten ikke kan ligge inde med hele H.J. Hansens sortiment, så kan det let og behændigt bestilles via H.J. Hansens hjemmeside og afhentes et par dage efter hos den lokale Vinspecialisten. Det er en smart ordning.

Den nødvendige faglighed

Navnet Vinspecialisten forpligter. Vi fik denne eftermiddag at vide, at H.J. Hansen gør meget ud af at uddanne de sælgere, der står for salget af H.J. Hansens vine. Og netop dette er jo et vigtigt aspekt ved en kvalitetsvinhandel. Den gode vin gør det ikke alene. Hvis man hos en specialforhandler får for megen øh-bøh-snak uden kompetent og faglig substans, kan det hurtigt og let fjerne ens motivation til at komme igen, med mindre man ved præcist hvad man går efter.

Mosbergs forretning

Vi er glade for at Anette Mosberg har taget udfordringen op. Så lad os nordsjællændere støtte butikken, når vi kan, og håbe på at vi dermed kan være med til at få en god vinhandel op at stå her.

Udover vin og spiritus sælger Mosberg også chokolade (nogle af Helles favoritter: Michelsen og Summerbird), kaffe, te og meget andet, som det fremgår af Mosbergs hjemmeside, der kan ses her.

December 2010

Tilføjelse marts 2013: Vi må beklageligvis tilføje, at Mosberg ikke holder standarden, hvad angår at sørge for, at man kan regne med at blive betjent af vinkyndigt personale. Vi har har flere gange været ude for betjening af personale, hvis kendskab til vin har varieret fra overordentlig mangelfuldt til ikke-eksisterende. Det er ikke i orden i en forretning, der kalder sig Vinspecialisten, og som erklæret - som det i skrivende stund fremgår her - bryster sig af bl.a.: "Seriøs vininformation. Alle medarbejdere deltager løbende i kurser, smagninger osv. og har derfor stor personlig viden om både vin og spiritus".

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.