Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

JuleVinmesse

JuleVinmesse, publikum

Palmehaven på hotel d'Angleterre dannede rammen for JuleVinmesse arrangeret af The easy Company v. Svend Leth-Møller.
32 vinforhandlere havde valgt deres bud på årets julevin, de fleste både en rød- og en hvidvin. Enkelte havde valgt rosévin frem for hvid. Derudover blev der budt på adskilligt andet mere eller mindre julerelateret, i alt på i gennemsnit ca. 10 vine pr. forhandler, så der var masser at gå i gang med.

Også Helle, der ikke plejer at gide sådanne kæmpevinsmagninger, syntes ideen med at smage på forskellige bud på julevin var sjov, så vi deltog begge.
Vi legede med på den leg, der handlede om, at publikum skulle vælge deres favorit indenfor de vine, som forhandlerne bød på som henholdsvis årets julehvid-/rosé- og julerødvin. Vi valgte udelukkende at smage på buddene på årets julerødvin.

Stor spændvidde

Der blev budt på virkelig mange forskellige genrer. 10 af de 29 forhandlerne, der havde udvalgt en julerødvin, bød på fransk vin, og her var både Bourgogne, Bordeaux, Rhône, Provence og Languedoc-Roussillon repræsenteret.
Seks forhandlere havde valgt at lade Italien stå for julerødvinen. Herudover mødte vi vin fra Spanien, Tyskland, Portugal, Grækenland, Tyrkiet, Ungarn, Serbien, Argentina, Sydafrika og Californien.

De franske

Vi startede i Bourgogne, som vi ikke helt forstod i denne sammenhæng. Argumentet fra den forhandler, vi smagte hos, var at en Bourgogne renser fedtet væk fra munden, og at and er mildt smagende kød (?). Vi spurgte "hvad så med rødkålen", og fik det efter vores mening korrekte svar: "Man skal ikke drikke vin til rødkål". Med mindre man fuldstændig omfortolker julemåltidet, så det bliver til en lettere og mere elegant forestilling, havde vi brug for mere kraft og koncentration, end Bourgogne kan byde på.

Hele problematikken med rødkål og vin så vi bort fra, da vi smagte, men tænkte udelukkende i: Hvad kunne vi selv forestille os at drikke til vores julemad, hvor den eddikekogte rødkål er udskiftet med en rødkålsråkostsalat med en mild dressing, hvorved problemet med det destruktive mismatch mellem rødkål og rødvin er elimineret.

Den smagte Bordeaux-vin, Château de Potiron, Cuvée de Exceptionelle, 2010 fra Stuhr Vine (299 kr.), ville vi isoleret set godt kunne nyde, og Helle havde den som sin første "nominering" til valget af årets julerødvin på messen. Men hun manglede noget kraft, og det gjorde, at vinen ikke endte med at blive hendes vinder. Men skal det være Bordeaux, ville vinen gå fint.

Vi skal efter vores mening - og også på baggrund af hvad vi smagte - til Sydfrankrig (Rhône, Provence, Languedoc-Roussillon) før der kommer nok kraft, koncentration og sødme i vinen. Hvilket de fleste af dem, der bød på fransk julevin, åbenbart var enige med os i. Og det var her vi fandt den eneste nominering til vores valg af årets julerødvin, som vi var enige om, og samtidig den af de nomineringer, vi hver især havde, som vi var enige om var den bedste: la villa romaine, Terrasses du Larzac, Mas des Quernes, 2012. Det var Bio-Vin v. Lotte Svendsen (billedet nedenfor), som bød på denne vin.

Lotte Svendsen, Bio-Vin

Udover at vi selv syntes om vinen, forestillede vi os også at mange andre ville synes om den. Og det er jo ikke uvæsentligt, hvis man - som tilfældet ofte er - er flere mennesker med noget forskellig vinobservans, der holder jul sammen.

Italienerne

Blandt de italienske vine, som seks forhandlere havde valgt som deres bud på årets julerødvin, var de fire meget forståeligt fra Veneto: To Amaroner, en Valpolicella og - lidt anderledes end de traditionelle favoritter - en fremstillet af druen Raboso. Derudover var der en vin fra hver af regionerne Toscana og Abruzzo.

Vi fik kun smagt den ene Amarone, fordi forhandleren (en italiensk vinbar) af den anden ikke ville lade os smage deres Amarone, med mindre vi også smagte deres Valpolicella. "Vi er benhårde", som den meget selvtilfredse karl smart udtrykte det, da han stillede sit besynderlige krav.

Vi var lidt overraskede over, at ingen af Veneto-vinene for os kandiderede til vores valg af årets julerødvin, idet vi almindeligvis finder, at der her er gode muligheder for at finde et godt match.
På den anden side var det befriende, at der ikke stod Amarone på hvert andet bord, men at der var mulighed for at opleve "nye boller på suppen". Det gør i høj grad, at sådan en messe har sin berettigelse, fandt vi.

Vores vindervin

Vores vinder-julerødvin

De "anderledes" vine

Det var for os overraskende og spændende, at der blev budt på så mange vine helt udenfor det repertoire, der almindeligvis forbindes med julevin, vine fra lande (nævnt i begyndelsen) som sjældent ses på det danske marked.
Her skal fremhæves en ungarsk vin fra Verdens Vin ImportCabernet Franc: Mandolás, 2009, Vylyan (309 kr.) Den var Prebens anden kandidat til årets julerødvin ved messen. Flot med kraft, velsmag og struktur men nok for tør og tannisk til julemaden. Desuden grundet det høje tanninindhold næppe særlig bredt appellerende.

De oversøiske

Vi er med undtagelser almindeligvis ikke så glade for oversøiske vine, men i julesammenhæng byder de på noget meningsfuldt: Der er lige den tand højere koncentration, sødme og alkohol, som kan tælle på plussiden netop her. Lidt overraskende havde kun fire forhandlere valgt en oversøisk vin som deres julerødvin.
En af disse kom med i Prebens nomineringsrunde, en sydafrikansk Morkel Atticus, Bellevue Wine Estate, Stellenbosch, 2010 (125 kr.) fra Vinkrogen. Ved anden gensmagning forekom den imidlertid for sød.

Publikums favoritter

Som nævnt skulle der kåres publikums-favoritter blandt de vine, som forhandlerne havde udvalgt som deres bud på henholdsvis årets julehvid-/rosé- og julerødvin. Og der var guld, sølv og bronze i begge kategorier.
Som det fremgår er der intet sammenfald mellem vores vinder/nomineringer og de vine, der havde størst succes blandt det øvrige publikum. Stor var vores overraskelse over, at en Bourgogne vandt i rødvinskategorien.

Vinderne som årets julerødvin var:

Vinderne som årets julehvid-/rosévin var:

November 2015

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.