Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Amarone hos Carlo Merolli, februar 2009

Carlo Merolli havde inviteret til Amarone smagning på restaurant Rugantino i Søborg. På etiketten var ikke alle vine dog Amarone, idet der også var mulighed for at smage 2 Rosso Veronese IGT, der repræsenterede den stil, som Amarone ifølge Carlo Merolli oprindeligt havde. Mere om dem senere.

Jeg (Preben) deltog i smagningen.

Alle vine var fra de to producenter Le Ragose og Santa Sofia. Priserne lå mellem 245 og 1150 kr. (for sidstnævnte beløb følger der dog en bog og en trækasse med).

Carlo Merolli (til venstre på billedet) og Tai Regel Pundik (til højre), Carlo's trofaste medarbejder gennem mange år, skænkede op. Jeg lod Tai styre den rækkefølge, som jeg smagte vinene i, og det gjorde han meget kompetent.

Programmet var (i den rækkefølge jeg smagte vinene):

1) Amarone, I Galli, vigneto Leon, Le Ragose 2003, 245 kr.

2) Amarone, Capitel Sant'Eugenio, Le Ragose, 2003, 275 kr.

3) Amarone, Santa Sofia, 2004, 215 kr.

4) Amarone Classico, Gioé, Santa Sofia, 2000, 315 kr.

5) Amarone Classico, Gioé, Santa Sofia, 2003, 315 kr.

6) Amarone Classico, Marta Galli, Le Ragose, 2003, 350 kr.

7) Amarone Classico, De Divino Palladio, 2003, Santa Sofia, 1105 kr. (inkl. trækasse og bog)

8) Rhagós Ammandorlato, Rosso Veronese (IGT), Le Ragose, 1999, 495 kr.

9) Rhagós Ammandorlato, Rosso Veronese (IGT), Le Ragose, 2004, 495 kr.

10) Recioto, 2005, Le Ragose, 50 cl, 195 kr.

Vinglas med vin

Det vigtige glas

De første par vine fandt jeg overraskende kedelige. Overraskende fordi Le Ragose - at dømme ud fra deres standard-Amarone, som var den eneste jeg kendte i forvejen - er en glimrende producent, og så var der tale om enkeltmarksvine, som burde være tanden bedre end basis-udgaven.
Ved en af vinene tænkte jeg, at jeg tidligere havde fået mere interessante oplevelser med ripasso-vine til mindre end den halve pris.
MEN jeg spørger mig selv: Hvor stor en del af skylden bar glasset?

Et godt glas kan ikke undervurderes. Hvor en fremragende vin, nok vil "brænde igennem" serveret i et lidt sløjt glas, så vil en vin, der er lidt mere på det jævne, drage fordel af et godt glas' "evne" til at formidle de kvaliteter, som vinen har, men som måske ikke er så åbenlyse, og som risikerer at forblive uopdagede i et uhensigtsmæssigt glas.

Måske det er forkert at sige, at de anvendte glas var decideret dårlige, men de var i hvert fald ikke i stand til at fokusere den set i forhold til glassets størrelse og proportioner relativt lille mængde vin. Opskænkerne denne dag var ikke nærige (der er drukket af glasset på billedet), men de var på en vanskelig opgave med de glas.

Glassene er ikke sjældent det svage led ved sådanne smagninger. Men hvad gør man så som arrangør?
De små INAO standard-smageglas er totalt uegnede til større vine. På den anden side gør en kæmpe balje af et glas ikke megen nytte for en sjat, der ligger og flader ud i bunden.
Jeg kan ikke få øje på andre udveje end at man skal have fat i nogle virkelig gode og til lejligheden egnede glas - dvs. hverken så små at vinen bliver klemt og indelukket eller så store, at der skal en kvart flaske vin til, for at det hele ikke spredes diffust i den store munding.
Glasset gør det ikke alene. Der skal også en mængde vin til, der er afstemt til glassets størrelse.
Jeg kan næsten høre den imaginære arrangørs svar for mig: "Så bliver det også dyrere". Jeg forstår dilemmaet, som jeg forestiller mig det.

Hvorom alt er i denne forbindelse: Jeg vil godt tage et vist forbehold for det jeg oplevede; vinene kan sagtens være bedre end jeg fik mulighed for at opleve.

Jeg vil springe direkte til de oplevelser, som jeg fandt mest interessante. Det begyndte ved vin nr. 5:

Carlo Merolli og Tai Regel Pundik

Amarone Classico, Gioé, Santa Sofia, 2003 var en pæn vin med god harmoni, lidt bitterstof og tannin, pæn struktur. En smule barrique-sødme. (Vinen er lagret 36 måneder i 20-30 hl fade og derefter 18 måneder på franske barriques.)
Giver den nok sjov fra sig til 315 kr.?

Amarone Classico, De Divino Palladio, 2003, Santa Sofia var afgjort langt den bedste Amarone. Klasser over alle de andre. Flot, harmonisk, klassisk. Tør med diskret sødme samtidig med at friskheden var intakt. Vinøs og endda med en vis elegance.

Trækasse med flaske

Vinen sælges kun som "pakke" i en meget luxuøs trækasse og sammen med en bog. Til en pris på 1105 kr. henvender den sig givetvis til en meget begrænset kundekreds, der enten har en vis legemsdel fuld af penge eller som har en speciel interesse i producenten, idet bogen fortæller historien om arkitekten Palladio, om Santa Sofia, om vinen og om den internationale konkurrence, der blev afholdt for at finde en etiket til vinen.
Carlo Merolli ligger i skrivende stund inde med 32 sæt.

Spændende og dejligt var det at smage Le Ragose's Rhagós Ammandorlato, Rosso Veronese (IGT), Le Ragose, der blev serveret i årgang 1999 og 2004.

Etiket

Carlo Merolli fortalte om denne vintype, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, at vinen var sådan som Amarone var oprindeligt, hvor den var kendetegnet ved en overordentlig smagbar mængde restsukker, uden at vinen var ligeså sød som en Recioto.
Det er ikke tilstræbt at lave vinen sådan; det sker af sig selv, dvs. gæringen ophører ganske enkelt, og en ganske stor mængde restsukker omdannes ikke til alkohol.

1999'eren smagte mig rigtig, rigtig godt. Søde kirsebær, tranebærsyltetøj og strå. En del sødme og en god bitterhed i eftersmagen.
Den ville være skøn at nyde efter en god middag, i - som Carlo sagde - situationer hvor man ellers snupper sig en cognac eller en øl. Den skulle også være velegnet til stærkere oste.

Sammenlignet med den fem år yngre 2004 fik jeg indtryk af, hvad alderen gør for sådan en vin. 2004 både duftede og smagte bestemt også dejligt, men sødmen var lidt mere sukret og ikke så flot integreret som i 1999, som havde "tabt" en klædelig portion sødme og var blevet mere vinøs end 2004 aktuelt var.

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.