Vinrejse i Toscana: På restaurant i Siena

(klik på billederne for stor størrelse)


Vi har været i Siena en hel del gange efterhånden. Byen er simpelthen vores favoritby, når det drejer sig om større byer (læs mere om den her). Hvis nogen skulle tvivle på at mirakler eksisterer, så tag en tur til Siena!

Compagnia dei Vinattieri

På trods af at vi, som nævnt, har besøgt byen adskillige gange, vrimler det ikke med restauranter, som vi kan anbefale. Det kan skyldes det sædvanlige storbyfænomen: Hvis vi efter en skuffelse ikke vender tilbage, så er der masser af andre turister, der vælter ind.

Vi vil i de følgende koncentrere os om to ret gode restauranter.

Compagnia dei Vinattieri (billedet til venstre), Via delle Terme 79/Via dei Pittori 1, 0577 23 65 68. Glimrende mad, dog lidt tungere og mindre elegant end ønsket og forventet. Omfattende vinkort, god betjening, kompetent vin-vejledning.

Stedet bidrog yderlige med at få os til langt om længe at beslutte os til på livstid at holde os fra råt kød i de sydlige lande. En carpaccio kostede to dages sengeleje, massiv diarré og derefter stærke muskelsmerter i flere dage (salmonella?). Det samme er sket flere gange før netop efter en gang carpaccio i Frankrig og Italien. Vi vurderer derfor at risikoen ved at indtage den slags i syden er alt for stor.

Forret hos Enzo

Et rigtig rart og roligt sted med rigtig god mad og vin samt god service er Enzo, Via Camollia 49, 0577 28 12 77, lukket søndag. Prøv fx som forret deres flan af fire oste (billedet). Især osten med trøffel er lækker. Det lyder tungt, men det fungerer fint. Vi vender helt sikkert tilbage.