Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Monteraponi, Chianti Classico

For små tre år siden smagte vi en Chianti Classico Riserva fra en producent, vi på det tidspunkt ikke kendte: Monteraponi. Baron' Ugo hed vinen. Årgangen var 2007. Den har som noget helt enestående tre år i træk været med blandt de vine, som vi i vores "årsberetninger" har nævnt som årets bedste vinoplevelser. Også producentens ikke-riserva Chianti Classico har imponeret.
Ingen af dem har væltet os bagover med bulder og brag; tværtimod er de relativt stilfærdige vine, som har en for Chianti Classico noget atypisk stil: Ud over den basale velsmag er det elegancen, lyset og finheden der har gjort indtryk, og vi har ved flere lejligheder fået associationer til Pinot Noir og Bourgogne, når vi har drukket vinene.

Vi måtte derfor besøge stedet for at se, hvordan der så ud, høre hvordan ejeren Michele Bragnanti Michele Braganti tænker om sine vine, og om hvad der forårsager den personlige stil.

Vi tilbragte en formiddag sammen med Michele Braganti, der i sin jeep tog os op over Baron' Ugo marken, hvorfra der, som det ses på billedet øverst på siden, er udsigt over Baron' Ugo marken (forrest i billedet, ses bedst på stort billede) samt over ejendommen og dens andre vinmarker. Og så besøgte vi selvfølgelig kælderen og smagte på de aktuelt udbudte årgange af producentens rødvine.

Første årgang til salg: 2003

Monteraponi-husene er dateret tilbage til år 978 og kom i Michele Bragantis families besiddelse i 1974. Det er dog først efter Michele Braganti overtog ejendommen efter sin far i 1997, at der er blevet gjort noget seriøst ved vinmarkerne, der med deres belligenhed fra 420 til 560 m over havet ifølge Braganti er blandt de højest belliggende i Chianti. Den første årgang, der blev udbudt til salg var 2003.

Produktionsfilosofi og -praksis

Overordnet er produktionen af Monteraponis vine kendetegnet ved følgende:

  • Skånsomhed over for miljø, druer og vin: Man er økologisk certificeret. Alt arbejde med druerne, herunder høsten, foregår ved håndkraft. Vinpressen fra Bourgogne, som er fremstillet med henblik på Pinot Noir, presser druerne nænsomt, fordi Sangiovese ifølge Braganti ligesom Pinot Noir har tyndt skind og skal behandles derefter. Man bruger i videst mulige omfang tyngdekraft til transport af vinen undervejs i produktionsprocessen, og vinen tappes uden brug af pumper, da man ønsker at undgå at stresse vinen.
  • Naturlighed: Man anvender udelukkende spontangæring. Ingen temperaturkontrol bortset fra opvarmning af kælderen til 20° for at de naturligt forekommende mælkesyrebakterier kan gøre deres arbejde: den malolaktiske gæring, som starter af sig selv uden brug af igangsættende tilsætningsstoffer. Ingen klaring eller filtrering.
  • Vinificering og lagring: Alle vine vinificeres på cementtanke. Alle rødvine, som fadlagres, lagres på store fade.
Store fade, Monteraponi

Store fade fra Bourgogne - klik for stor størrelse

Vinene

Monteraponi fremstiller seks "bordvine": En hvid, en rosé og fire røde. Vi har ikke smagt hverken den hvide eller roséen, så her kommer det til at handle om de røde.

Vino rosso di Monteraponi

Monteraponis mindste og billigste vin (i skrivende stund 7 € ved vendita diretta/indkøb direkte hos Monteraponi), er en Vino da tavola, som i sagens natur ikke bærer årgangsangivelse. Vinen nummereres blot fortløbende startende med nr. 1 i årgang 2010, så vi er nu med nr. 4 nået til årgang 2013. Den fremstilles af de druer (Sangiovese, Canaiolo, Colorino, Merlot, Trebbiano, og Malvasia), som man ikke finder gode nok til at indgå i de andre vine (Merlot bruges kun i denne vin), og den lagres udelukkende på cement. En enkel lille vin til hverdagsbrug.

Chianti Classico

Her begynder det sjove. Monteraponis Chianti Classico har vi ved flere lejligheder oplevet som en virkelig dejlig vin, som demonstrerer producentens lyse og elegante stil, og som når den er bedst er høj klasse på sit niveau. Den er fremstillet af de stokke, der er yngre end 15 år. 95% Sangiovese og 5% Canaiolo fadlagret i 16 måneder.
I årgang 2014, som Bragante betegner som en katastrofe, har man ønsket at højne kvaliteten i vinen ved at tilføre druerne fra Baron' Ugo marken, idet der ikke vil blive lavet nogen Baron' Ugo.
Vendita diretta: 16 €

Chianti Classico Riserva, Il Campitello

Il Campitello er navnet på den ene af Monteraponis to enkeltmarks-riservaer. Marken er ejendommens lavest beliggende (420 m over havet), den med de ældste vinstokke (i skrivende stund 45-46 år), og den der får mest sol. Vinen fremstilles af 90% Sangiovese, 7% Canaiolo og 3% Colorino lagret 27 måneder på fad.

Il Campitello er bestemt en dejlig vin, men den af Monteraponis vine der indtil videre har ramt os mindst. På baggrund af hvad vi har smagt, er vinen mørkere, mere kødfuld og uden den elegance, som vi ellers er faldet for hos Monteraponi. Og det hænger jo meget godt sammen med den relativt lave belliggenhed og den megen sol.
Vendita diretta: 30 €

Chianti Classico Riserva, Baron' Ugo

Baron' Ugo - vores motivation til besøge Monteraponi - er ligesom Il Campitello en "cru", altså en enkeltmark, og vinen er med sine 45 € i direkte indkøb Monteraponis dyreste og efter vores mening også den i særklasse bedste. Marken er producentens højest beliggende (560 m over havet).

Baron' Ugo marken

Baron' Ugo marken i morgensol - klik for stor størrelse

Druesammensætningen i Baron' Ugo er den samme som i Il Campitello, altså 90% Sangiovese, 7% Canaiolo og 3% Colorino. Den vinificeres siden årgang 2012 på ikke-glasbeklædte Cementtanke cementtanke fra Bourgogne (billedet), macerationen varer 30-35 dage, og vinen ligger herefter på fad i 36 måneder, de første 12 måneder på fade af slavonsk eg, de sidste 24 måneder på fade fra Bourgogne, fordi Bragante ønsker at også træet skal bidrage med kompleksitet.

På vores spørgsmål om, hvad det er der giver vinen dens lys og elegance, svarer Michele Braganti prompte: jordbunden, der for Baron' Ugos vedkommende består af albarese, som er den type hårde og meget kalkholdige sten, de toscanske huse er bygget af, hvor Il Campitello har mere galestro, som er skifer.
Det gør desuden en forskel, at Baron' Ugo med sin sydøstlige belligenhed får sol fra om morgenen, men på et tidspunkt kommer den i skygge, hvor Il Campitello med sin sydvestvendte belligenhed ude i det åbne landskab er i sol hele dagen bortset fra om morgenen.
Endelig har højdeforskellen betydning.

Er det kun naturen der afgør stilen?

Vi spurgte Bragante, om det kun er disse naturgivne faktorer, der afgør vinens stil, eller om det også handler om hans personlige smag eller ønologens indflydelse (ønologen hedder i øvrigt Maurizio Castelli). Bragante svarede, at han er passioneret vinnyder, og han er meget glad for - udover Sangiovese - Pinot Noir og Nebbiolo. Og at meget af hans udstyr i kælderen, såsom presse, cementtanke og træfade kommer fra Bourgogne.
Så vi fik en kraftig fornemmelse af, at det som Monteraponis "terroir" lægger op til indfanges resonant og fokuseres af Michele Braganti, og at det dermed er et lykketræf, at Monteraponis marker er kommet i hænderne på ham med hans kvalitetsorientering, hans kærlighed til ædle og elegante vine, hans forståelse for området og hans nænsomhed overfor den natur og de naturprodukter, han forvalter. Det er da mødet mellem natur og menneske, når det er smukkest!

Dansk forhandler

Monteraponis vine sælges hos Nichevine.

Agriturismo

Det er muligt at bo hos Monteraponi i deres agriturismo, hvor de udlejer lejligheder.

August 2015

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.