Vinrejse i Toscana: Firenze

Side 1 (klik på billederne for stor størrelse)


Firenze er Toscanas største by, og som mange ved en central by for kunst og kultur. Den enorme kø foran kunstmuseet Uffizierne taler sit eget tydelige sprog (billede kan ses her).

I forbindelse med vores rejser til Toscana, fungerer Firenze rent praktisk for os ofte som ankomst- og afgangsby, når vi er med fly.
Vi tilbringer normalt et par dage der. Ikke for at kigge på kunst, men fordi Helle nyder at ose i butikker og på det store marked, hvor specielt sko og tasker trækker. Jeg nyder i disse stunder, at der er gode barer, hvor man kan få sig en god kop kaffe og bare sidde og nyde at være i live.

Caféen

Vi ender altid med at sidde lidt på den udendørs del af Caffé Rivoire, en god café på Piazza della Signoria lige overfor et af Firenzes vartegn, Palazzo Vecchio (se billede her), et sted der ligesom indeholder et koncentrat af det som Firenze handler om.
Caféen er dyr, og tjenerne runder vist derudover lidt op, men vi synes det er pengene værd, fordi der ganske enkelt er så dejligt at sidde der og få lidt ro i sjælen, især om formiddagen, hvor man kan sidde i solen.

Domkirken

Domkirken må man ikke snyde sig selv for at tage et kig på. Den er en af de bygninger, som med sin fysisk overvældende fremtoning er med til at give en lille duknakket dansker en oplevelse af, at det er muligt at tænke stort, og at der er tænkt store tanker i andre dele af verden længe før der var tænkt på vores tipoldeforældre.
Men der er ikke bare tænkt stort; der er også tænkt i skønhed, og folk dengang har virkelig kunnet noget med deres hænder. Tag et blik op af kirkens frontparti (udsnit af dørparti kan ses her) - og tænk: Hvornår har du sidst set et lignende håndværk i forbindelse med at noget som helst byggeri i nyere tid?

Enoteket

Vi kunne på en Toscana-rejse nok gøre alle vores vinindkøb i én forretning, hvis det var det vi ville: Enoteket F.lli Zanobini, Via S. Antonino 47/R. Her er al den toscanske vin man kan ønske sig. Også vine fra Italiens andre regioner er flot repræsenteret.
Vi køber helst vin direkte hos producenterne, dels er det direkte fra kilden - og en hel del mere spændende - dels er det almindeligvis billigst. Men er der noget man ikke lige har fået med, eller gider man ikke besøge producenterne, så er enoteket her stedet. Vinene er kun ganske lidt dyrere, og udvalget er imponerende. Et indtryk indefra forretningen kan ses her.

Gå videre til side 2 her

Tilbage til oversigten