Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Paris: Gode vinforhandlere

Vinafdelingen, La Grande Epicerie de Paris

Vinafdelingen, La Grande Epicerie de Paris

Vi videregiver her nogle anbefalinger af gode vinforhandlere i Paris, forhandlere som vi har fundet på vores sidste rejse til byen, hvor vi var med bus, hvilket jo giver mulighed for at købe noget med hjem, i modsætning til hvis man er med fly.

Der findes naturligvis mange andre vinindkøbsmuligheder, men vi omtaler kun dem, som vi selv har erfaringer med.

Vores personlige motivation til at købe vin i Paris på vores 2013-tur skyldtes den meget ringe repræsentation i Danmark af røde vine fra Loiredalen. Vi var ikke i grænsehandels-mode, hvor projektet er at spare penge i forhold til indkøb i Danmark. For os giver det ikke mening at bruge den kostbare tid i Paris på at undersøge, om vi kan spare en 20'er på en flaske vin, som vi kan købe derhjemme. Vores fokus er at købe noget, som vi ikke har mulighed for at købe i Danmark, hvor vi jo må siges at være overordentlig velforsynede med vin fra snart sagt hvor som helst i hele verden. Altså bortset fra de røde Loire-vine på Cabernet Franc.

I Frankrig sælger man altovervejende fransk vin. Men det hænder, at man kan finde en lille mængde udenlandsk vin i en forretning. Men det er næppe værd at fokusere på, da vi i Danmark er så velforsynede.

Vi angiver postnummer i forbindelse med forretningernes adresser, idet det sidste eller de to sidste cifre i postnummeret viser, i hvilket arrondissement adresserne befinder sig. 75007 henviser således til 7. arrondissement.

Høj tilgængelighed

Nicolas

Når man bevæger sig rundt i Paris, er der stor chance for at man kommer forbi en filial fra den landsdækkende kæde Nicolas, der er let genkendelig med de røde og gule farver. Nicolas kan umiddelbart give associationer til den hjemlige Vinspecialisten. Størrelsen af de enkelte forretninger varierer fra små til lidt større. En forretning med et pænt udvalg fremgår af adressen nedenfor. Billedet er fra filialen på Boulevard Magenta. Man kan finde nærmeste Nicolas v.hj.a. kædens hjemmeside.

Nicolas, 31, Place de la Madeleine, 75008 Paris, metro: Madeleine
Champagne-udvalget i Auchan

Kæmpe udvalg

Ude i det futuristiske La Défense, hvor bl.a. den nye triumfbue befinder sig, og som ligger vest for Paris' bykerne, er der et meget stort indkøbscenter, 4 Temps, der bl.a. indholder det store supermarked Auchan, der har en vinafdeling med et kæmpe udvalg her eksemplificeret ved Champagne-sortimentet, som ses på billedet. Alt fra billige hverdagsvine til dyre luksusvine er repræsenteret i Auchan.

Auchan, 4 Temps (indkøbscenter), La Défense, metro: La Défense

Helt kvarter med mad og vin

Le Repaire de Bacchus

På vores sidste rejse fandt vi et indbydende lille kvarter med udelukkende mad- og vinforretninger: Rue Poncelet og Rue Bayen.
En af vinforretningerne her var Le Repaire de Bacchus, som vi ikke før er stødt ind i, på trods af at der er adsklillige forretninger af typen over hele Paris. Kæden har også filialer andre steder i Frankrig.

Vi fandt et glimrende udvalg af de røde Loire-vine, som vi søger, når vi er i Paris.

Le Repaire de Bacchus, 6, Rue Bayen, 75017 Paris, metro: Ternes.

Smukt eldorado for mad og vin

La Grande Epicerie de Paris er en ekstremt flot fødevareforretning med alt hvad hjertet kan begære. Vinafdelingen er stilfuld (billedet foroven) og har et stort udvalg.

La Grande Epicerie
La Grande Epicerie de Paris, 38, rue de Sèvres, 75007 Paris, metro: Sèvres Babylone

Paris' Magasin du Nord

Et stormagasin, som, hvad standard og niveau angår vel svarer Galeries Lafayette logo nogenlunde til vores hjemlige Magasin du Nord, er Galeries Lafayette, der dog er adskilligt større end Magasin. Der er flere indgange til det kæmpe foretagende. Vinafdelingen kommer man til ved at gå ind i herreafdelingen ("homme") på hjørnet af Boulevard Haussmann og rue de Mogador. Pænt udvalg.

Der er også en filial af Galeries Lafayette i Montparnasse-delen af Paris: 22, Rue du départ, Centre Commercial Montparnasse, 75015 Paris, men den har vi ingen erfaringer med.

Galeries Lafayette, 40, Boulevard Haussmann, 75009 Paris, metro: Chaussée d'Antin

Vinforretning fra 1850

Augé

Augé er en gammel vinforretning indrettet med ædle træmaterialer. Udvalget er omfattende, og der kan næppe være tvivl om, at kvaliteten er i højsædet.

Vi var dog noget overraskede over at få decideret forkerte oplysninger om en specifik vintype af den venlige ekspedient, der ellers forekom vidende og kompetent. Men det kan jo have været en enkeltstående svipser.

Augé, 116, Boulevard Haussmann, 75008 Paris, metro: St Augustin

Specialist i naturvin

Le Verre Volé

Vi besøgte restauranten Le Verre Volé for at gøre vores første erfaringer med de såkaldte naturvine (se nærmere om restauranten her). Restauranten sælger også sine vine til butikspriser, og der er også en Verre Volé forretning, som vi dog ikke har besøgt.

Der findes selvfølgelig adskillige andre forretninger med naturvin, men Le Verre Volé er den eneste vi har erfaringer med.

Le Verre Volé, 38, rue Oberkampf, 75011 Paris (forretning), metro: Parmentier eller Oberkampf; 67, rue de Lancry (restaurant og forretning), metro: Jacques Bonsergent

April 2015

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.