|
Denne side er henvendt til dig, der for første gang skal til
Italien. Der er nemlig et par ting, det kan være nyttigt at vide før du sætter
dig til bords på en restaurant dernede. Fx at hvis du bestiller en bøf, så får du en
bøf. Basta. Og hvis du bestiller lasagne, så er det en forret!
Billedet ovenfor
Billedet øverst på siden er ikke repræsentativt for vores
restaurantbesøg - de er sædvanligvis noget mere ydmyge - men er udelukkende med, fordi vi synes det er flot. Det er taget
på restauranten La Ciau del Tornavento i Treiso i Piemonte. Vi kan ikke i øvrigt
ikke anbefale restauranten for andet end udsigten.
Menukortet
Menukortet i Italien er typisk inddelt i:
Antipasti
Primi
Secondi
Contorni
Dolci
Vi tager dem i det følgende en ad gangen.
Antipasti
Antipasti har - som vi danskere måske kunne forledes til at
tro - intet med pasta at gøre men derimod med
pasto, som betyder måltid. Anti betyder i denne sammenhæng før.
Så det er altså noget man spiser før man går igang med det egentlige måltid.
Altså en for-forret. Da de egentlige forretter, som det vil fremgå af det
følgende (og som det ses på ravioli-billedet ovenfor), kan være ret så voluminøse, kan en antipasto være et godt valg
som forret, hvis
man ikke har en glubende appetit.
|
Primi
Primi (ental: primo) er overskriften for hvad
der betragtes som de egentlige forretter. (Ofte vil der stå primi piatti,
hvor piatti betyder retter.) Herunder hører retter, som vi, når vi
er på dansk grund, almindeligvis opfatter som hovedretter: pasta, lasagne og risotto. Så man kan få
lagt en meget solid bund her. Og til frokost er en primo ofte rigeligt, med
mindre man spiser et meget fint sted.
På de fleste almindelige restauranter oplever vi at det mængdemæssigt er for voldsomt
med både en antipasto og en primo, så dagsappetiten
afgør om valget bliver enten det ene eller det andet.
Der er jo også mulighed for at
springe begge dele over, hvis man vil være sikker på at der plads til en
dessert. Men da lækre pastaretter er indbegrebet af Italien er det lidt synd at
springe en primo over. Hvis man er to, kan man jo bede om at få lov til at dele en. Det
ønske har vi altid mødt forståelse for.
Secondi
Secondi (ental: secondo) handler om hovedretter af
fisk (pesce) eller kød (carne). Almindeligvis får man kun det man
bestiller: Lyder ordren på en bistecca, ja så får man en bøf og intet
andet.
Contorni
Det er derfor obligatorisk at bestille en tallerken contorno,
som betyder tilbehør, sammen med fisken eller kødet. Der er tale om
tilbehør af grønsager eller salat.
Det er ganske anderledes end vi er vant til herhjemme, hvor vi jo spiser pasta,
kartofler eller ris sammen med vores fisk eller kød. Det er dog ind
imellem muligt at vælge kartfofler som contorno, hvis man skal have lagt mere
bund end primo'en kunne forsyne med.
Dolci
Dolce betyder som tillægsord sød, som navneord
dessert eller kage. Dolci er flertal af dolce.
Formaggi
Nogle menukort kan desuden indeholde formaggi, der
betyder oste.
Buon appetito!
|