(Klik på billederne for stor størrelse.)

Jeg (Preben) har lige været et smut i Istanbul. Hvor jeg var glad for, at jeg har andet i hovedet end vin!

Jeg kan selvfølgelig ikke levere en afhandling om hvad tyrkisk vin kan og ikke kan på baggrund af at have smagt fire forskellige ret tilfældige vine - for det var hvad det blev til på 2 1/2 døgn - men jeg fandt ingen som helst tegn i byen på, at der i Tyrkiet vinmæssigt sker noget, der for alvor er interessant.

Nu er Istanbul jo en kæmpe by. Der bor ca. 13 millioner mennesker, så det kan jo tænkes at der findes et kvarter, hvor der udelukkende er vinforretninger, for det er som om, at alle forretninger, der sælger en bestemt ting er samlet i et kvarter. Fx var der en gade, hvor der kun blev solgt musikinstrumenter. Mindst 25 forretninger side om side med guitarer og trommer. I nogle parallelgader kunne man kun købe lamper. Et tredje sted var 30-40 forretninger med toiletter, vaskekummer og andet VVS-grej samlet indenfor nogle hundrede kvadratmeter. Så måske der også er et vinkvarter. Jeg tvivler dog stærkt.

Smagssansen fungerer

Men tag ikke fejl. Tyrkernes smagssans fejler ikke noget. De laver mad der smager af noget og desuden tager sig smukt ud. Men måske nok ikke mad, der nødvendigvis altid lægger op til vinledsagelse, og det er måske en af forklaringerne på, at de ikke - hvis det ellers er sådan - går så meget op i vin, som jo i bund og grund er beregnet til at ledsage mad. Tyrkernes religiøse orientering kunne levere en anden forklaring.

Det muslimske aspekt

Tyrkiet er jo et muslimsk land, og det kan på den baggrund overraske, at det overhovedet er muligt at købe øl, vin og spiritus. Og havde jeg været der længere, havde jeg nok brugt lidt tid på, at finde ud af, hvordan det hænger sammen.
I praksis noterede jeg mig blot, at nogle restauranter og barer udskænkede øl og vin, andre ikke. Det udløste således udpræget morskab, at jeg af alle havde udset mig en restaurant til lørdag aften og fået en gruppe med på ideen, hvor vi efter at have kørt en time i taxa måtte erfare, at det kun var muligt at få vand til maden. På den anden side af gaden var der masser af øl på bordene.
Til gengæld vakte restaurantens østtyrkiske specialiteter så megen begejstring, at det rigeligt opvejede den manglende vin. Vi kom på en rejse i smage, som vi aldrig havde mødt før, smage som det i øvrigt havde været en ret umulig opgave at finde et passende vinmatch til.

Hvad siger I fx til lammekødboller i kirsebærsovs med kanel, kebab med stærk chili eller et udvalg af desserter (billedet) bestående af tomater, oliven, græskar, hasselnødder og appelsin? Hvad de havde gjort med de ting var umuligt at gennemskue. Tomaterne var søde, som noget på en gang tørret og syltet, smagte slet ikke af tomat, søde oliven uden bitterhed, kulsorte, mildt smagende valnødder osv. Helt usædvanligt og uigennemskueligt.
En unik oplevelse - og en flaske rødvin kan man jo altid få.
 

September 2009