Indførsel og transportering af vin

Det rigtig sjove

Hvis man, som vi, tilhører den type, der gerne vil blive lidt klogere på de vine, vi holder af, så begynder det rigtig sjove faktisk først efter hjemkomsten fra rejsen. De indkøbte flasker kan (efter at have hvilet sig 2 - 4 uger) nydes og "analyseres".

Som nævnt under Vinsmagning varierer kvaliteten af smagningerne hos producenterne betragteligt, og en seriøs vurdering af vinene under ensartede forhold er først mulig hjemme, hvor de nyåbnede, tilpas afkølede vine kan opleves som tiltænkt: sammen med passende mad.
Vi har stadig fornøjelse af og indhøster viden fra vin købt under vores første rejser sammen for over 10 år siden.

Hvor meget kan man indføre?

I en almindelig personbil: 100 - 130 fl., hvis man er 2 personer + bagage.

Som fly-håndbagage kunne vi (2 personer) tidligere transportere 10 - 30 flasker med. Men grundet de opstrammede sikkerheds-procedurer er de tider slut. Når det drejer sig om væske, må man nu kun medbringe 1 deciliter beholdere i en gennemsigtig 1 liters pose, hvilket selvfølgelig ikke kan bruges til noget som helst. Så nul vin og spiritus med flyet. Trist.

Den vanskelige transportering i bil

Den store udfordring er at undgå opvarmning af den indkøbte vin under sydens sol. Selv i en bil med aircondition undgår man ikke opvarmning af bagagerummet, og parkering i skyggen er et must for alle. Men selv i skyggen bliver det på et tidspunkt 30 grader inde i bilen, hvis det er sådan udenfor. Så vinen skal ligge så kort som muligt i bilen, og det er selvfølgelig smart at finde et ikke for varmt opbevaringssted, når man kommer "hjem" til hotellet med dagens høst.

Medbring tæpper (der jo ikke kun holder på varmen, men også på kulden) eller andet isolerende, og beskyt vinen med dem.
Især under den lange hjemtransport kan det være uhyggeligt svært at holde temperaturen i bilen nede. Så her er vi altid er glade for, hvis det er gråvejr og køligt.

I praksis kan vi sige, at vi aldrig har været ude for skader på vores hjembragte vin. Så hvis man gør sig umage, så går det.

"Vinrejse" lyder måske lidt småromantisk, men drives det af en portion seriøs vininteresse, inkluderer det - som det fremgår - også en del besvær og "arbejde".
Den store fornøjelse ved at nyde de hjembragte flasker over flere år, er dog det hele værd.
Og så kan enhver jo sætte sit ambitionsniveau efter egen lyst og interesse. 


Hvor meget må man indføre?

Ifølge Skat.dk's Rejseguide kan man, når man kommer tilbage til Danmark fra fx Frankrig eller Italien, medtage varer til eget brug uden at betale afgifter.
De vejledende mængder for vin og spiritus vedkommende er: 90 liter bordvin (heraf højst 60 liter mousserende vin), 20 liter hedvin og 10 liter spiritus.

Indgangen til Skat.dk's rejseguide kan ses her.

 
Tilbage til oversigten