Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank

Toscana

Om mad og mennesker fra uopdagede dale
Val d'Orcia

Val d'Orcia, foto fra bogen

Hyggelig bog

Helle og Alfredo Tesio har skrevet en hyggelig bog, som oser af Toscana. Helle er uddannet kok i Italien, hvor hun holder madkurser bl.a. på sin kokkeskole i Toscana. Alfredo er journalist og forfatter.
De uopdagede dale, som undertitlen omtaler, er Val d'Orcia og Val di Chiana, man som rejsende passerer igennem, hvis man besøger vinbyerne Montalcino og Montepulciano.

Bogens forside

Som undertitlen siger, handler bogen både om mad og mennesker. Historierne om menneskerne, som parret i tidens løb har mødt dernede, er rar og underholdende læsning. Og der er altid et eller andet mad- eller vinrelateret i forbindelse med beretningerne, der ofte ender ud i nogle af de omtalte menneskers opskrifter.

Under overskriften Miladas hemmelige sovs findes et eksempel på bogens typiske fortællestil:

"Alle i Trequanda, der er over 50 år, kender og husker Miladas berømte pastasovs. Milada havde sammen med sin mand, Elviro, en helt speciel slagterforretning, der faktisk også fungerede som bar, hvor man kunne få hjemmelavet is. Forretningen fungerede desuden som trattoria og lørdag aften som dansesal med livemusik med guitar og harmonika."

Denne historie munder dog ikke ud i en opskrift, fordi Miladas sovs rent faktisk var hemmelig.

Tæt på

Beretningerne går nogle gange tæt på de omtalte mennesker, og det er nærmest gribende på to sider at få serveret en livshistorie med både krig og kærlighed, liv og død, når der f.eks. fortælles om Ugo og Elide og om Ugos far Pietro, der døde som 89-årig. Han havde en dagsration i sit voksenliv på to liter rødvin men var aldrig beruset...

Meget tæt på kommer man også, når hr. og fru Tesio beretter om deres bryllup, hvor vi bl.a. får at vide, at de på bryllupsnatten slap for at få en en klokke ophængt på sengebunden, hvilket Ugo og Elide på deres bryllupsnat havde været udsat for i boligen hos brudgommens familie. Rino og Grazia Rino og Grazia med deres kæmpe hvidløg Så da den begyndte at ringle, kom familien ind og ønskede godnat!

Billeder

Der er masser af billeder af mennesker, mad, natur og alt det andet som bogen handler om, hvilket gør den levende og appetitlig.

Toscana - Om mad og mennesker fra uopdagede dale udgives af Muusmann'forlag

Opskrifterne

Bogen indeholder 74 opskrifter, som således udgør en væsentlig del af bogen. Vi har prøvet syv af dem.

Vi fandt i de fleste af retterne en høj grad af velsmag og inspiration til at bruge ingredienser, som vi normalt ikke bruger eller sammensætter.
Pandekager med ricotta og spinat En ret (billedet) med pandekager indeholdende bl.a. ricotta, spinat og muskatnød i en enkel men meget lækker tomatsovs var så herlig og italiensk, som det kan blive. En rigtig god opskrift.

I et par af retterne stødte vi på det, som vi ofte oplever med opskrifter: Hvis man følger opskrifternes mængdeangivelser, varierer det hvor godt de passer, både hvad angår totalmængden i forhold til antal personer og de relative mængder af de enkelte ingredienser. F.eks. passede en velsmagende kyllingefrikassé med masser af citron til to personer, når man lavede til fire.
I en lasagne med zucchini og basilikum passede det angivne antal af lag ikke med de brøkdele af diverse ingredienser man skulle bruge her og der, hvilket gjorde opskriften umulig at følge, før man havde tegnet, beregnet og derefter besluttet, hvad man ville gøre for at nå frem til noget, der gik op. Vi syntes desuden, at der var for lidt fyld udover bechamelsovsen. Et eksempel på en ikke vellykket opskrift.

Sammensætningen af pære og pecorino, som flere af opskrifterne byder på, er lækker. Opskriften crostini med pære og pecorino er fin.
Man tænker nok først forret i forbindelse med crostini, men vi brugte retten som dessert.

Netop om der er tale om en forret, en frokostret, en hovedret eller tilbehør til en sådan, kunne vi godt savne forslag til. Hvis nævnte lasagne f.eks. var tænkt som en forret (sådan bruger man jo lasagne i Pamela, Trattoria il Paradiso Pamela, Trattoria il Paradiso Italien men ikke i Danmark) passede mængden af ingredienser, men der var for lidt, hvis den skulle gælde som hovedret.
Vi kunne også savne forslag til tilbehør til hovedretter som f.eks. vores citronsmagende kyllingefrikassé.

Så alt i alt er vores konklusion, at der er masser af god inspiration at hente, men man kan ikke regne med, at man bare lige kan bruge alle opskrifter uden selv at være inde over det ene og andet.

Vine og restauranter

Bogen omtaler ganske kort områdets to mest kendte vine, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino, og der er adresser på fire vinproducenter, hos hvem man også kan bo. Endelig er der adresser på 17 restauranter, som er omtalt i bogen. Denne del er appendiksagtig i forhold til bogens øvrige indhold.

Alt i alt

Som sagt er bogen hyggelig læsning, hvor man kommer tæt på rigtige mennesker fra Toscana, mennesker der har været med til at forsyne bogen med opskrifter.
Vores oplevelse er, at der, hvad opskrifter angår, er nok af gode ting at komme efter, til at vi med glæde vil tage bogen frem og bruge den i køkkenet fremover.

Maj 2017

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.