Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Robert Parker

Da vi i 1998 holdt ferie i Frankrigs Languedoc-Roussillon-region, havde vi i årevis ikke drukket vin fra området. Skræmmende eksempler på ligegyldig Languedoc-vin havde i årevis blokeret vores interesse for disse sydfranske vine.

Når vi opholder os i et vinproducerende område, kan vi ikke lade være med at give os i kast med at opsøge det bedste området kan byde på vinmæssigt. I 1998, på bar bund og med kun 20 dage til vores rådighed, ville det være noget af et projekt at skulle begynde at smage sig helt tilfældigt frem. Vi havde indlysende brug for at konsultere et bredere erfaringsområde. Gerne noget der kunne medbringes i kufferten.

Robert Parker

Det var svært; udvalget var yderst begrænset. Det mest omfattende og grundige vi kunne finde var i Robert Parkers Wine Buyer's guide, en mursten af en bog.

Forbeholdene sad lidt ude i baghovedet; vi havde læst (fra danske vinskribenter) at Parker gik efter tykke, koncentrerede vin med masser af ny eg. Men da vi ikke havde andet valg, blev det Parker vi brugte som guide. Det blev samtidig en test af, om vi kunne bruge hans anbefalinger til noget.

det må vi sige at vi kunne! Hans anbefalinger førte til en bred vifte af flotte vinoplevelser. Til vores store glæde vine med ekstreme stilvariationer, alt fra enkle, vellavede vine fremstillet på ståltanke over elegante, stilfulde vine til store, ædle verdensklasse vine, alle på hver deres måde karakteristiske for deres oprindelse.

Det meget forenklede billede af en ensidig vinskribent, som vi havde læst om ved adskillige lejligheder, blev fuldstændig gjort til skamme. Robert Parker er ifølge os en fantastisk smager. En verdensmester.

Ikke blot i Languedoc-Roussillon, men også i andre franske vindistrikter har han været en uvurderlig guide for os.

Hans skrivestil er tilmed helt jordnær og uimponeret, og han kalder en spade for en spade. Desuden prøver han ikke at løfte sig selv til den guru-status, som nogen prøver at hæve ham til; han giver tydeligt udtryk for helt personlige præferencer og aversioner. Ikke noget med at foregive at have den endelige sandhed. (Citat: "However, there can never be any substitute for your own palate nor any better education than tasting the wine yourself.")

Hans 100-point system er fra tid til anden til stor diskussion, og det er da også vanskeligt at bruge hans point-givning til noget isoleret set. To vine der har fået f.eks. henh. 90 og 91 point kan være lysår fra hinanden hvad klasse - og pris - angår (og den med de færreste point kan sagtens være den mest spændende).

Wine
Buyer's guide

Men da Parker selv gør klart, at han tilstræber at smage vinene i "peer-groups" (peer betyder ligemand), så giver det sig selv, at point'ene skal ses i forhold til hvad man kan forvente af vinen. Parker gør desuden gældende, at pointene skal læses sammen med hans fyldige beskrivelser.
Svagheden forekommer således ikke at være point-systemet men den forenklede brug andre - især vinforhandlerne - gør af det. "90 p. hos Parker" er en jo et hurtigt og enkelt budskab, som ind imellem efterlader det indtryk at man kan få stor verdensklasse-vin til 60 kr. Men Parker kan jo ikke klandres for den brug andre gør af hans point!

Nu er det ikke hans vurderinger af enkelte vine, vi går så højt op i, mere hans rating af producenterne i Outstanding, Excellent og Good. De har dannet et overordentligt nyttigt udgangspunkt.

Vi er naturligvis ikke altid enige med Parkers vurderinger; det er en absurd tanke. Men når de store linjer skal tegnes er det ikke det der dominerer billedet, men følgende:

Parker er en fænomenal smager med en ufattelig kapacitet også når vi snakker mængder smagte vine. Og han er en herligt ligeud-ad-landevejen formidler.

Vi kan, når det handler om Frankrig, varmt anbefale hans Wine Buyer's guide.

Desuden udgiver han bladet The Wine Advocate og har hjemmesiden www.erobertparker.com.

Januar 2006

Parker er ikke længere alene (tilføjelse 2012)

De sidste par år har Robert Parker opgivet sin monopolagtige status, idet han har overladt en del lande og vinområder til andre skribenter. Fra og med hans Wine Buyer's Guide udgave 7 tager han sig faktisk kun af Californien, Bordeaux og Rhône, idet nedenstående skribenter nu medvirker. Deres ansvarsområder er angivet.

  • Antonio Galloni: Italien
  • David Schildknecht: Alsace, Beaujolais, Bourgogne, Loire, Languedoc-Roussillon, Østrig, Tyskland og Centraleuropa
  • Jay Miller: Australien, Chile, Argentina, Spanien, Oregon, Washington og portvin
  • Mark Squires: Portugal og Israel
  • Neal Martin: New Zealand og Sydamerika.
Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.