Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

Barolo - vinene fra Alba

Søren Frank (vinskribent på Berlingske) har skrevet en skøn bog om (især) Barolo-vinene. Man mærker tydeligt at manden elsker Barolo. Bogen afspejler et mangeårigt og engageret liv med vinen, der gør Frank i stand til at skrive personligt og dybtgående. Det er ikke bare en journalist på arbejde, man møder her. Den overordentlig detaljerede bog er en helstøbt og respektindgydende præstation.

Man får indtryk af at Frank igennem adskillige år har haft sit andet liv dernede i Alba og omegn. Så man kommer virkelig ind under huden på regionen.
Der er historiske beskrivelser, en fin redegørelse for modernister og (ny)traditionalister, meget detaljeret indføring i alle aspekter i forbindelse med de forskellige produktionsmåder og -filosofier (hvor man kommer godt ind i vinproduktion i det hele taget, hvis man ikke er det i forvejen), afsnit om egnens gastronomi, gennemgang af de forskellige kommuners karakteristika, vurderinger af årgangene 1988-2011 samt af udvalgte årgange tilbage til 1947, beskrivelser og personlige vurderinger af udvalgte producenter og meget mere.

Barolo er, som bogens titel antyder, den helt centrale vin. Men også Barbaresco og vinene fra Roero og Dogliani m.fl. har deres eget afsnit. Ligesom områdets vine fremstillet af andre druesorter end Nebbiolo får plads.

Velskrevet

Sproget flyder fint i bogen, og det, kombineret med dels den faglige tyngde men i høj grad også de mange personlige vinkler, som Søren Frank har på sit stof, gør bogen overordentlig læseværdig. Frank skriver i en ligefrem, ukunstlet og ofte næsten mundret stil.

Bogen indeholder mange fine og et par mindre fine billeder. Det kan undre at lige netop billedet fra Barolo by er et af bogens kedeligste. Et par steder savner jeg (Preben) beskrivelser af hvad eller hvem man ser på billedet.

"Roman" eller opslagsværk?

Afhængig af hvem man er, hvilket forhold man har til regionen og dens vine, og hvad og hvor mange detaljer man interesserer sig for, kan man vælge at læse hele bogen fra a til z, eller man kan læse afsnit om de emner, der aktuelt interesser.
Normalt kan jeg godt finde på at springe historiske afsnit over, men i nærværende bog er det historiske stof så nærværende beskrevet - f.eks. er afsnittet om udviklingen "fra købmandsvælde til bondemandsvin" krydret med beretninger om hvad der skete for de enkelte producenter - at stoffet fremstår levende og alt andet end tørt og kedeligt.

Bogen Barolo - Vinene fra Alba

Så jeg forblev i romanlæsnings-mode indtil beskrivelserne af de enkelte marker og producenter, beskrivelser som jeg for de flestes vedkommende kun har lyst til at læse, hvis jeg selv har smagt nogle af vinene fra de respektive marker og producenter. Og sådan er der jo mulighed for afhængigt af lyst og temperament at gå til og fra, som man vil.

Det gør jo så, at man får to ting: En bog, der er rigtig skøn at læse i store mundfulde samt et opslagsværk, som man kan have gavn af i rigtig mange år fremover.

En stor anbefaling af en fremragende bog skal lyde herfra.

Februar 2013

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.