Anmeldelser af vinforhandlernes hjemmesider

- en introduktion


Vi har i de sidste år oplevet, at flere og flere af vores vinindkøb foregår via nettet. Sådan er vi givetvis ikke ene om at have det.
Herved kommer forhandlernes hjemmesider naturligt til at spille en større rolle for hvordan "butikken" som helhed opleves.

Hjemmesiden har for det meste to grundfunktioner: 1) At kommunikere til kunden hvem og hvad forhandleren er, og hvad han/hun har at byde på, 2) at forsyne kunden med en kanal, der muliggør et køb.

Vi har oplevet, at disse hjemmesider fungerer meget forskelligt og er af meget varierende kvalitet, så vi synes, at det er relevant at tage et nærmere kig på dem.

Vi tager derfor hul på at anmelde forhandlernes hjemmesider - dog ikke med hensyn til hvor godt eller omfattende forhandlerens vinsortiment er. Hjemmesiden er en kommunikations-grænseflade mellem sælger og køber, og det er udelukkende denne, som vi vurderer.

En væsentlig del af drivkraften til at begynde at skrive om dette er en over længere tid opsparet irritation over den spildtid, vi jævnligt kommer ud for både som kunder (eller potentielle kunder, for en hjemmeside kan sagtens afholde os fra at handle) og som anmeldere. Spildtid der skyldes, at nogle hjemmesider enten mangler væsentlige oplysninger, som så må efterspørges (i værste fald kan man afvente et svar i 3-4 dage), eller også er hjemmesiderne ikke opdaterede, hvilket er den største kilde til irritation.
Det virker provokerende på os, at man betjener sig af et medie, der lægger op til muligheden for at være konstant up to date, og man så lader der gå dage, uger eller måneder mellem opdateringer, og at den slaphed (eller hvad det nu er), der på denne måde kommer for en dag, resulterer i besvær og tidsspilde for brugeren.

Vurderingskriterier

Vi mener at nedenstående punkter er centrale for, hvordan man oplever "mødet" med forhandleren, når det foregår via nettet. I de anmeldelser af forhandlernes hjemmesider, der følger, vil det derfor også være det, der vurderes:

  • Er vigtige informationer til stede? (uddybning)

  • Hvordan er kvaliteten af informationerne? (uddybning)

  • Bliver hjemmesiden løbende opdateret? (uddybning)

  • Er hjemmesiden let at betjene? (uddybning)

  • Er det let at finde informationerne? (uddybning)

  • Hvordan køber man? (uddybning)

  • Forløber købet gnidningsfrit? (uddybning)

Vi bedømmer ikke hjemmesidernes udseende, i den udstrækning det udelukkende har at gøre med at placere det på en smuk-grim-skala.
Kun hvis layoutet virker forstyrrende på overskuelighed og dermed brugervenlighed, vil vi kommentere det.

Vi har skrevet en artikel, der danner udgangspunkt for, at vi nu går i gang med at anmelde forhandler-hjemmesider.
Artiklen kan for tiden læses på vores forside (og bliver flyttet hen under menupunktet Artikler, når forsiden fornys).

Anmeldelserne af vinforhandlernes hjemmesider vil ligge under menupunktet Forhandlere -> Anmeldelser -> Hjemmesider.

Vi har foreløbig anmeldt fem hjemmesider: Atomwine's, Carlo Merolli's, Cibi e Vini's, Enoteca's og Vinrosen's.