Cibi e Vini's hjemmeside

- renoveret


Vi skrev april 2008 en anmeldelse af Cibi e Vini's hjemmeside. Der var dengang alvorlige kritikpunkter. Især den helt ekstreme mangel på vedligeholdelse og opdatering var iøjefaldende. Men også onlinebestillingen var så klodset og kikset, at det er svært at forestille sig den blive brugt til noget af betydning.

Cibi e Vini har nu renoveret deres hjemmeside, og vi genanmelder den derfor som lovet.

Er vigtige informationer til stede?

Cibi e Vini's hjemmeside er meget enkel og minimalistisk, og det er i sig selv ok. Der er således en oversigt over de udbudte vine overskueligt opdelt efter region.
Der er oplysninger om, hvorvidt den enkelte vin er IGT, DOC eller DOCG, men når oplysning om DOC el.a. ikke fremgår direkte af selve vinens navn (fx når det er en Chianti Classico), så mangler oplysninger om hvilken DOC el.a. det drejer sig om.
Der er ingen beskrivelser af vinene. Oplysningerne er derfor ikke tilstrækkelige til at man blot nogenlunde kan orientere sig om, hvad vinene drejer sig om.

Der er ligesom på den gamle hjemmeside ingen oplysninger om forsendelsesomkostninger og -måde. Heller ingen oplysninger om betalingsmåde, og det ser ikke ud til at man kan betale online.

Alt i alt signalerer det tydeligt, at hjemmesiden spiller en stærkt underordnet rolle; det er i forretningen, pr. telefon eller evt. pr. mail, det foregår.

Hvordan er kvaliteten af informationerne?

Dette standardspørgsmål er ret irrelevant i forbindelse med Cibi e Vini's hjemmeside, da oplysninger af alle arter er stærkt begrænsede.

Bliver hjemmesiden løbende opdateret?

Efter at en genopbygning af hjemmesiden var stillet i udsigt ca. fra november 2008, så vi for første gang det renoverede site i juni 2009. Så i skrivende stund (en måned senere) har vi til gode at blive klogere på, i hvor høj grad sitet holdes ved lige.
Sortimentlisten er ikke dateret - hvilket ellers kunne være rart -  og vi har personligt ingen erfaringer med udgående vine og den slags.

 

Er hjemmesiden let at betjene?

Det er en meget enkel hjemmeside med en menu med ét niveau menupunkter (bortset fra sortimentslisten, der som niveau 2 har de enkelte regioner), så det er superlet at finde ud af.

Bestillingen foregår nu via én formular, hvilket letter betjeningen væsentligt i forhold til tidligere, hvor man skulle sende en formular pr. vinregion. Enkelt og glimrende. Men som tidligere nævnt ved man, når man trykker på "Send", ikke hvordan betalingen foregår.

Er det let at finde informationerne?

Som sagt er der ikke så mange informationer, men de der er, er grundet hjemmesidens meget simple opbygning lette at finde.

Hvordan køber man?

Proceduren med at købe via hjemmesidens bestillingsformularer er beskrevet ovenfor under "Er hjemmesiden let at betjene".
Man er under alle omstændigheder nødt til at kontakte forhandleren i forvejen, hvis man vil vide, hvad forsendelsen koster og hvordan betaling og forsendelsen foregår, da det ikke er oplyst på hjemmesiden.

Forløber købet gnidningsfrit?

Vi har udelukkende købt ved at møde op i forretningen. Og det har altid været en god oplevelse.
Så vi kan ikke udtale os erfaringsbaseret om andre måder at købe vin hos forhandleren på.

Konklusion

Cibi e Vini's hjemmeside har fået nyt design. Og grundet sitets unge alder, er vi ikke umiddelbart stødt på uddaterede oplysninger. Vi har til gode at se, om det nye site vil blive vedligeholdt.
Bestillingsproceduren er blevet forbedret, så man kan bestille alle sine vine på en gang frem for pr. region.

Det minimalistiske info-niveau signalerer - som før - at der lægges vægt på den personlige kontakt. Det er jo meget sympatisk. Og den del af Cibi e Vini's "væsen" har vi altid haft det godt med.

Juli 2008