Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank
 

SuperBest

- Danmarks bedste supermarked til vin?

Nærværende artikel er udelukkende til arkivformål, idet SuperBest ikke eksisterer mere. Men der henvises i et læserindlæg til artiklen, hvorfor vi beholder den.

Er SuperBest Danmarks bedste supermarked, når det handler om vin? Nu kender vi ikke alle Danmarks supermarkeder. Men hvis vi blandt dem vi kender sammenligner supermarkeder af nogenlunde samme type, dvs. SuperBrugsen, Kvickly, Irma, Føtex, så vil vi klart udråbe SuperBest til danmarksmester.

Fra SuperBest reklame

Et par eksempler

Det er tilbudsavisen for uge 33/2006, der gør at vi omsider får taget os sammen til at give SuperBest den ros de fortjener. I den uge er der især to vine, der set med vores øjne forekommer rigtig interessante:
1) Brunello di Montalcino 2000 fra Collosorbo, hvor tilbudsprisen er 169,95 (men vi synes godt nok ikke, at vi på noget tidspunkt har set den dyrere i vores lokale SuperBest; mere om det med priserne senere).
2) Nubiola, Barbaresco 2002 fra Pelissero, tilbud: 99,95.

Udover de to vine, som vi personligt finder interessante i uge 33's tilbudsavis, er der også tilbud på en Riesling fra tyske Dr. Loosen, som tre af de store dagblade har været enige om at vurdere til 5 ud af 6 stjerner, og der er flere andre vine, som har fået høje vurderinger af anmeldere, som vi anser for troværdige.
Der er her helt andre boller på suppen end hvad man nogensinde vil komme ud for i en gabende kedsommelig Kvickly-tilbudsavis.

Vi siger ikke, at man kan være sikker på at SuperBest's vine er interessante og af god kvalitet. Det er muligheden for ind imellem at finde rigtig interessante flasker, som vi betoner.

Det betyder i forhold til de nævnte vine (og andre ikke helt billige vine), at vi ikke køber dem, uden fra anden side at have et troværdigt udsagn om deres positive kvaliteter. Da Barbaresco'en f.eks. er fra en ringe årgang, er vi ekstra på vagt.

Så vi konsulterede Gambero Rosso 2006. Her får Brunello'en to farvede glas (= en hårsbredde fra at opnå guidens højeste anerkendelse, 3 glas), mens Barbaresco'en får 2 glas (nogenlunde svarende til vores fire stjerner).
En god guide's fine vurdering er selvfølgelig ingen garanti for at vi ender med en god oplevelse, men den sandsynliggør den klart mere end SuperBest's egen ros.
(Vi har efter at have skrevet ovenstående smagt Brunello'en, der er anmeldt her. Nubioloa 2002 er også smagt - fremragende.)

Gobi vin logo

Samarbejdet med Gobi vin

Den største enkeltkilde til at SuperBest i sin butiks-kategori har førertrøjen ser for os ud til at være samarbejdet med importøren Gobi vin. De importerer adskillige seriøse vine af høj kvalitet. Blandt dem kan fra Italien nævnes  topproducenten Fèlsina fra Chianti Classico, Amarone-producenten Le Ragose, umbriske Falesco, der bl.a. laver vinene Vitiano og Montiano, toscanske Ruffino. Og fra Frankrig: Adam fra Alsace og Roger Sabon, producent af bl.a. Côtes du Rhône, Lirac og Chàteauneuf-du-Pape.

Sortiment

Der er kæmpeforskel på sortimentet fra filial til filial, både hvad angår dets størrelse, og hvilke vine der sælges. Man har en fælles kerne af kampagnevine. Derudover har den enkelte købmand helt frie hænder.

Vanskeligt gennemskuelige tilbudspriser

En ting er vinene, noget andet er tilbudspriserne, som er for viderekommende at gennemskue (og denne lidet ærefulde stil er SuperBest jo ikke ene om at køre, om end de forekommer os at gøre det på deres egen måde).
Lad os bruge de samme vine, som vi tidligere har omtalt, som eksempler.
1) Brunello'en fra Collosorbo skulle man kunne spare "op til" 130 kr. på ved at købe den på nævnte tilbud. Men vi har fået bekræftet, at den har aldrig kostet mere end 169,95 (tilbudsprisen) i vores lokale SuperBest.
Derudover: Hvad skal vi med den der pompøse "prisgaranti"? Er der overhovedet andre i landet der sælger vinen?
2) Dagen før Barbaresco Nubiola kom på tilbud stod der 129,95 på prisskiltet, dvs. besparelsen på tilbud er 30 kr., hvor tilbudsavisen påstår at man sparer 140 kr. Normalprisen påstås i tilbudsavisen at være 239,95, altså 110 kr. mere end den iagttagbare normalpris i vores SuperBest.
Et tredje eksempel er en Vacqueyras (Chapelle-St-Arnoux), som adskillige gange på tilbud har kostet 49,95 med overskriften "halv pris". Vi har aldrig set den til mere end 69,95, som ser ud til at være normalprisen i vores SuperBest.

Adspurgt om dette fænomen, svarer en medarbejder i SuperBest, at normalpriserne er centralt vejledende priser, men man har lokalt lov til at sælge til den pris man vil. Som forbruger er det stadig svært at forstå, at normalprisen på samme vin skulle kunne variere mellem 129,95 og 239,95 kr. fra butik til butik.

Priserne på Roger Sabon's vine

Vi har haft mulighed for at kigge specielt på vinene fra Châteauneuf-du-Pape producenten Roger Sabon, idet vi var på besøg i sommeren 2007. På den baggrund har vi foretaget nogle prissammenligninger, der bekræfter os i vores opfattelse af, at de vejledende normalpriser sættes meget højt, så besparelserne ved køb på tilbud tager sig ekstra skønne ud. Du kan se denne side her.

Et ønske

Bare alle de supermarkeder (og så mange andre) ville renovere deres holdning til det der tilbudspjat, der nogle gange ligner fusk med kunstigt høje normalpriser, der skal få besparelserne til at se spektakulære ud.
Sælg dog - ligesom Netto - vinene til de rigtige priser, og lav en gang imellem nogle regulære tilbud, når der skal ryddes op. Spar os for al det der falske tilbudsfis. Og det siger vi til alle i branchen.

September 2006

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.