Nogle gange giver store forventning god næring til muligheden for skuffelse. Sådan var det til en vis grad med denne smagning.
Kritikpunkterne kommer til at tegne den første del af billedet af det, der i bund og grund er et glimrende og spændende initiativ.

Oplægget

Gambero Rosso top italian wines road show var overskriften. Gambero Rosso - den for italienske vinentusiaster velkendte vinguide - rejser for tiden rundt i udvalgte storbyer, herunder altså København, sammen med 49 vinproducenter, som de har udvalgt (oversigt kan ses her). Hver producent har fået lov at vælge 3 vine til præsentation. Det lugtede af muligheden for at smage det ypperste, som Italien kan byde på vinmæssigt. Og når foromtalen derudover lød "Ved arrangementet får publikum mulighed for personligt at møde og stille spørgsmål til ledelsen bag hver eneste producent. Næsten samtlige producenter bliver nemlig repræsenteret af deres ejer personligt." Og: "Benyt den enestående chance for at møde den italienske vinlegende Angelo Gaja", ja hvad mere kan man så forlange?

Virkeligheden

Helt så storladent skulle det ikke gå til i København, hvor den smukke sal på Børsen dannede ramme om smagningen. Jeg deltog i den første del af smagningen for fagfolk; Helle deltog i så meget som hendes øvrige forpligtelser gav plads til.

Jeg (Preben) var temmelig frustreret over ikke at nå hele mit smagepro­gram, hvilket bl.a. skyldtes, at der hen ad vejen kom så mange mennesker, at det blev en langsommelig affære at mase sig rundt, og når man så efterhånden havde fundet den rigtige stand, kunne det tage sin tid at blive betjent grundet den lange kø. Deltagernes (vores inklusive) hormonelle profil, der efterhånden kunne sammenlignes med den hos burhøns og -haner, befordrede nok heller ikke lige fordybelsen i skøn vin.

Børssalen er smuk, men vi havde foretrukket et sted med plads nok - eller at arrangørerne havde tolket den annoncerede "begrænsede adgang" noget mere restriktivt.

Og hvor var hr. Gaja så henne? Sjovt nok havde vi af en eller anden uforklarlig grund på fornemmelsen, at ham ville vi ikke få at se. Og den fornemmelse var der altså mere substans i end i reklamen for smagningen.
Hos Gaja blev vi betjent af to, så vidt vi husker, dansktalende unge kvinder.
Adskillige andre stande var bemandede med de udmærkede danske importører, men - med al respekt for dem - så er det altså ikke helt det samme.

Det store antal besøgende gav også den meget væsentlige ulempe - som faktisk er helt uacceptabel - at flere af vinene, især fra top-top-producenter, der må antages at have fungeret som publikumsmagneter, var udgået på det tidspunkt, hvor vores deltagelse sluttede, og hvor dørene blev åbnet for det betalende publikum. Af udgåede vine kan f.eks. nævnes Sassicaia og Allegrini's Amarone.
Det var da en hån mod alle disse mennesker, som havde betalt 195 kr. i entré. De har ganske enkelt ikke fået, hvad de har betalt for.

Første runde: Hvidvin

Normalt går jeg helt uden om at smage hvidvin, når jeg er til italiensk smagning. Som nævnt ved flere lejligheder synes jeg ikke, det ville være et nævneværdigt tab, hvis man overlod det udelukkende til franskmændene at fremstille hvidvin. Men når smagningen nu bar Gambero Rosso's blå stempel, tænkte jeg, at dette måtte være en enestående chance til at smage det ypperste. Så min første smagerunde bestod af 7 hvidvine.

Af disse faldt to i min smag:
1) Bottega Vinai Pinot Grigio, Trentino, 2006 fra Trentino-Alto Adige-producenten CAVIT. Flot duft, elegant og fin vin.
Import: Stockholms Vinimport (står der i smagningens materiale - vinene findes dog ikke på forhandlerens hjemmeside).
2) Greco di Tufo, 2006 fra Campanien-producenten Feudi di San Giorgio. Mit sparsomme smagenotat siger: "Den er sgu god."
Import: Cappa Vin (den smagte årgang forhandles dog ikke).

Disse to vine kunne jeg godt finde på at købe for at foretage den egentlige test: hjemme ved middagsbordet med mad til.
På den anden side vil jeg ikke savne dem, så længe vi har vores Alsace og Bourgogne hvidvine.

Ingen af de vine, som i mit seneste eksemplar af Gambero Rosso (2004) har fået tre glas, faldt i min smag overhovedet.

I den "professio­nelle" afdeling af showet deltog vi i et en guidet vinsmagning (mere om den senere) med en af Gambero Rosso-mændende, ifølge introduktionen en af Italiens førende vineksperter, Marco Sabellico. Med sådan en kapacitet indenfor rækkevidde måtte jeg lige prøve at blive lidt klogere på, hvad det her med italienernes hvidvin handler om. Og han var helt enig i, at italienerne tænker deres hvidvin fuldstændig anderledes end franskmændene. Hans bud på forskellen var, at italienerne slet ikke har været vant til at tænke i store, strukturerede eller fadlagrede vine. De tænker hvidvin som noget der skal drikkes meget ungt og passe til deres daglige mad.

De røde

På baggrund af den research jeg foretog i forbindelse med planlægningen af mit smage-program, forekom det tydeligt, at nogle producenter havde valgt at præsentere deres ypperste produkter, mens andre havde valgt at servere deres billigste. En blandet landhandel så at sige. Og altså ikke bare et tag-selv-bord blandt Italiens bedste vine. Der var alt fra frygtelige vine (repræsenteret ved dette smagenotat: "Føj for helvede - rabarbersaft") over gode til vidunderlige vine.
Det skal lige indskydes, at vi ikke smagte på de vine, som vi kender i forvejen. Så f.eks. er den vidunderlige Castello di Fonterutoli, Chianti Classico, 2004, som var med ved smagningen, ikke nævnt (bortset fra her) men er til gengæld anmeldt her.

Benanti

Jeg havde som første punkt på rødvins-programmet sicilianske Benanti, som jeg ved flere lejligheder tidligere har fået et positivt indtryk af. Jeg vovede at skyde disse vine ind som de første rødvine, fordi jeg trods deres sydlige herkomst har oplevet dem som elegante og alt andet end bluckbuster-agtige. Så de skulle smages tidligt i forløbet. Og det var dejligt.

Rosso di Verzelle, Etna, 2004 var en skøn basis-vin, dejlig frisk og aromatisk. Druer: Nerello Mascalese og Nerello Capuccio.