Viniditalia 2007 (side 1/2)

Den gode vane tro kaldte Langhe Vine og Domaine Brandis til Viniditalia 2007 i marts, og som sædvanligt var det et flot arrangement med en fantastisk mulighed for at smage på alt hvad hjertet begærer af italiensk vin.
24 forhandlere skænkede generøst op. Vi må endnu en gang prise os lykkelige over, så stort og flot et udbud af italiensk kvalitets-vin, der findes på markedet i vores lille land, og at der gives mulighed for at smage på varerne ved sådan en lejlighed. Tak for det!

De svære valg

I en pause mellem mine smagninger overhørte jeg (Helle var ikke med, var på arbejde i udlandet) en samtale i en lille gruppe, der, ligesom jeg, lige skulle sunde sig lidt. En sagde: "Der er næsten for meget at vælge mellem. Det er lettere ved en lille smagning, hvor nogen guider en." En anden i gruppen sagde: "Ja, og jeg kan snart ikke mere, og jeg har højst smagt 10 forskellige vine."
Jeg blandede mig, spurgte sidstnævnte: "Så spytter du heller ikke ud, vel?" - "Nej, det har jeg meget svært ved, hvis det smager godt." Jeg tilføjede, at det næsten var nødvendigt at planlægge lidt hjemmefra, hvis man skulle have noget ud af det.

Kig lige på billedet ovenfor. De liggende vine er en del af valgmulighederne hos en af de 24 deltagende forhandlere.
Om man vil det eller ej, så kommer man automatisk i en valgsituation ved en kæmpesmagning som denne. Ikke at vælge og dermed lade tilfældet råde er også et valg.
At drikke det hele eller spytte det meste ud er et andet valg, og dette valg er afgørende for hvor meget man kan overkomme at smage, og hvor meget man kan stole på sine smagsindtryk efter vin nr. 10 - for nu ikke at sige nr. 5.

Mine valg

Jeg valgte i år - som jeg plejer - at spytte (det meste) ud - for jeg vil gerne smage så meget som jeg evner, og jeg vil helst kunne stole på det jeg smager.
Men derudover valgte jeg noget helt andet end jeg plejer. Som følge af min nye interesse for Piemonte's Nebbiolo vine valgte jeg at koncentrere mig om disse. Lidt andet blev det dog også til.
Takket være vinlisten på Viniditalia's hjemmeside (som dog ikke var helt identisk med det, der viste sig at stå på bordene), var det muligt i ro og mag at tilrettelægge "smage-ruten" hjemmefra. Det er en rigtig, rigtig skøn mulighed.

Hvor jeg plejer at prøve at finde nye vine indenfor de typer jeg har årelang erfaring med (mestendels de toscanske sangiovese-vine), havde jeg i år mere sat mig selv "på skolebænken", idet jeg ved denne lejlighed fik mulighed for at smage næsten lige så mange Nebbiolo-vine på en eftermiddag som jeg har smagt i mit liv.
Det var spændende.

Barbaresco og Barolo

Grundet det store udbud af vine sprang jeg lige til Barbaresco og Barolo, dvs. jeg sprang de fleste vine, som er "mindre" end disse (fx Langhe Nebbiolo), over.

Læs videre her.