The Wine Company afholdt i januar 2006 er smagning med vine fra den australske producent Kilikanoon Wines, Clare Valley. Vinmageren himself, Kevin Mitchell (billedet), var på Danmarksbesøg og præsenterede vinene.
"Gutten her kan ikke lide oversøiske vine"
Jeg (Preben) deltog alene i smagningen, og da Steen Rasmussen fra The Wine Company introducerede mig til Kevin Mitchell, var det med ordene "This guy doesn't like oversees wines."
Nå, hvordan fortsætter man så præsentationen af sig selv for mr. winemaker? Tja, jeg valgte at sige det som det er, at vi almindeligvis ikke bryder os om fx chilenske og californiske vine, der kan være for fede, enstrengede og ind imellem for alkoholrige til vores smag, men at det var længe siden, jeg havde smagt noget australsk.
På den baggrund må det siges at være friskt af The Wine Company at
invitere os, men som Steen ganske rigtigt sagde: Ind imellem skal man da smage
noget andet end det man plejer.
Da fem af de tolv programsatte vine er rated til mellem 95 og 98 point af
Robert Parker, var
nysgerrigheden bestemt også vakt.
Hvis man ønsker at gå direkte til konklusionen, foregår det på side 2 højre spalte.
Vinene
Vi blev præsenteret for følgende vine:
Morts Block Riesling 2005 (1 fl. 129,00, 115,00 v. 12 fl.)
Morts Block Reserve Riesling 2005 (1 fl. 165,00, 149,00 v. 12 fl.)
Killermans Run Shiraz 2003 (1 fl. 110,00, 99,95 v. 12 fl.))
Medley 2001 (1 fl. 159,00, 145,00 v. 12 fl.))
Prodigal Grenache 2003 (1 fl. 159,00, 145,00 v. 12 fl.))
Prodigal Grenache 2001 (1 fl. 159,00, 145,00 v. 12 fl.)
Covenant Shiraz 2003 (249,00)
Covenant Shiraz 2002 (249,00)
Oracle Shiraz 2003 (299,00 men udsolgt)
Oracle Shiraz 2002 (299,00)
Greens Vineyard Reserve Shiraz 2002 (325,00)
’R’ Reserve Shiraz 2002 (425,00)
De hvide
De to Riesling hvidvine var glimrende. Jeg foretrak den billigste af dem, som både i duft og smag havde mere umiddelbar charme og velsmag. Letparfumeret duft, klassisk fremtoning med fin syrlighed og sprødhed. Den dyrere Reserve var mere lukket og tørrere, men havde mere længde.
Røde kraftbasser
Der var masser af saft og kraft i alle de røde vine. Alkoholprocenten befandt
sig typisk på de 15,5%. En enkelt sneg sig op på 16,5%, hvilket jeg aldrig før
har mødt i en rødvin.
I det varme klima med omkring 40 grader i skyggen er
det et basalt produktionsvilkår at tilsætte syre (udvundet af druer) til mosten,
idet syren, som Kevin Mitchell beskrev det, simpelthen fordamper i store mængder
fra druerne ved de høje temteraturer.
Som det vil fremgå
nedenfor fandt jeg klart Shiraz vinene mest interessante.
Kevin Mitchell's favorit druetype er Grenache, men hans Grenache vine var ikke
rigtig mig.
Der var fuld tryk på den første rødvin, Killermans Run Shiraz 2003, en vaskeægte australier med en stærk duft af fyrreskov med masser af nyfældede træer og eukalyptus. En eksplosiv smag med en smule mørke bær, masser af fadsmag med smør og sødme, lang eftersmag. Fin syre og ikke vammel. Fifty-fifty fransk og amerikansk eg, så vidt jeg husker lagret i mere end to år på fad. 15,5% alkohol. Til 110 kr. får man rigtig god australsk valuta.
Medley 2001, et blend af Grenache, Shiraz, Mourvèdre og et bevidst forsøg på at lave en vin i Rhône stil. Efter at mine smagsløg var blevet kalibreret til fuld skrue af føromtalte Killermans, var jeg noget i tvivl om jeg præcist kunne vurdere denne Medley, der var mere diskret i udtrykket, mindre ekstraktrig og mere "alkoholsvag", "kun" 14,5%. Men den forekom mig at være mere umiddelbart fremkommelig med klart "europæisk" duft og stil. En venlig vin med ganske bred appel.
Prodigal Grenache 2001 havde en flot og ganske kompleks duft med sødme, fløde, fyrrenåle, nødder i den tawny-port-agtige genre, hvilket jeg oplevede som næsten for meget af det gode til en bordvin. Kraftigt smagende, relativt slank i munden, men i min mund var der også let kvalmende toner, som tændte mig noget af.
Prodigal Grenache 2002 havde en kompleks duft igen med tawny-nød og med lidt sprit; her stak alkoholen (16,5%) mig i næsen. Vinen var pompøs, voldsom, stærk og der var både friskhed, sødme og lidt bitterstof i finalen. Alkoholen brændte lidt. Ikke lige min stil, og jeg spørger mig selv, hvad man bruger sådan en vin til.
Covenant Shiraz 2002 havde en animalsk, dyb og mørk duft med en smule gummi. I munden gav vinen mig anledning til på dette tidspunkt af smagningen at filosofere over, at jeg generelt savnede noget, der egentlig ikke havde med dufte eller smage at gøre men med struktur. Lidt forenklet og karikeret sagt oplevede jeg, da jeg smagte på vinen, druesaft med alkohol. Jeg savnede garvesyre-rygrad og -skelet, noget hårdt og rankt til at bære den voldsomme krop, selv om modne tanniner kunne fornemmes i baggrunden.