Indkøb af vin

De råd, som vi herunder giver om indkøb af vin, skal bestemt ikke opfattes som universelle sandheder, idet det er stærkt præget af vores personlige holdninger. Og man kan naturligvis sagtens have andre personlige præferencer; det vil i høj grad afhænge af smag og behag.

Men vores råd er altså:

1. Køb hos specialisterne

Vi lavede en gang en statistik over hvor mange købte vine fra henholdsvis supermarkeder og specialforhandlere, vi havde "succes" med. Det viste sig, at 6 ud af 10 supermarkedsvine var fusere, mens kun 3,5 ud af 10 vine indkøbt hos specialforhandlere faldt igennem. Så selv om vinene er lidt dyrere hos specielforhandlerne, så kunne det altså alligevel bedst betale sig ud fra et oplevelses-kvalitets-synspunkt at købe ind hos specialisterne. Selvfølgelig, kunne man næsten tilføje. Læs mere om den nævnte statistik her.

Men hvis det skal handle om supermarkeder, så er vores erfaring at de to eneste interessante af slagsen er SuperBest og Netto. SuperBest fordi en lille del af sortimentet stammer fra Gobivin, Netto fordi nogle virkelig interessante vine ind imellem rammer hylderne til en meget favorabel pris. Men hvad begge supermarkeder angår, handler det om at have fingeren på pulsen.

2. Køb aldrig mere end en flaske af en ukendt vin

Vi tilstræber at få vin, som vi kan lide, på bordet hver dag. Så vi undgår at købe flere eksemplarer af en vin, som vi ikke kender.

I og med mange tilbud består i "Køb x antal vine og spar y kr." så er fristelsen for den økonomisk indstillede forbruger at købe flere vine for at spare penge. Men i realiteten kan man komme til at spilde både penge og tid på denne måde. At have købt vin, som man enten ikke kan lide, eller som keder en, må siges at være det rene spild af penge.

Men hvad værre er, så kommer man til at spilde aftener med at sidde og gøre kål på de overflødigt indkøbte vine, hvor man i stedet kunne have drukket glædes-bringende vin. Det er ifølge os en elendig måde at bruge sit liv på og er dermed hverken godt for sjæl eller krop.

3. Brug guider

Vi har tidligere skrevet om, at det kan være en god ide at støtte sig til guider eller anmeldere, hvis anmeldelser matcher ens egen smag.
Læs mere om dette her.