Vi har mange gange set dette spørgsmål stillet i forskellige medier, og hver gang har svaret været relativt enkelt med fastsættelse af et antal dage for de mest velkendte vintyper.
Vores oplevelse er dog, at der kan være meget stor forskel fra vin til vin. I den ene ende af skalaen er det ikke ualmindeligt at komme ud for vine, der efter åbning bliver kedelige på et døgn (tilproppet) i køleskabet. I den anden ende af spektret har vi oplevet en hvidvin, der viste tegn på at kunne holde evigt (Colle Papa, Frascati, 2005 fra Netto). Efter ca. tre måneder var frugt og det hele stadig intakt, hvordan det så end har kunnet lade sig gøre.

Personlige grænser for "iltet vin"

Men hvad er overhovedet kriteriet for at sige, at en vin "har holdt sig" eller det modsatte? - Det vil forskellige smagere ikke nødvendigvis være helt enige om.
Vi husker fx en gang, hvor vi smagte hos en producent i Frankrig. Helle behøvede bare at stikke næsen i glasset, hvorefter hun sagde "åben flaske", som er hendes måde at udtrykke på, at vinen er iltet i en grad, at hun ikke skal nyde noget.
Min grænse for, hvornår jeg ikke længere vil drikke en vin, der er påvirket af ilt, ligger et stykke længere ude. Men i tilfældet med den franske vinproducent, syntes også jeg at den smagte vin ikke var morsom (og i hvert fald umulig at bedømme). Vi spurgte derfor, som vi altid gør i sådanne situationer, hvor længe vinen havde været åbnet. Producenten spurgte om den smagte iltet, hvilket vi selvfølgelig måtte bekræfte. Den iltede smag generede ikke ham, og han mente at nogle mennesker er mere "følsomme" overfor denne iltede smag end andre. Det var tydeligt - med Helle som det ene yderpunkt og vores producent som det andet - at han havde ret.

Proppen i og i køleskab

Det mest oplagte at gøre, når man levner noget vin i flasken, er at sætte proppen i og derefter placere den i køleskabet. De fleste vine vil tabe i kvalitet i løbet af det følgende døgn; i sjældnere tilfælde sker det faktisk, at vinen vinder ved at have fået en ordentlig portion ilt, hvilket selvfølgelig er et klart tegn på, at det er en fordel at gemme den (hvis man har flere).

Hvis vi har at gøre med en større vin, der forekommer at kunne udvikle sig, er det ikke nødvendigvis gavnligt at sætte den på køl. Man kan ind imellem have fornemmelsen af, at den vil have bedre af bare at stå tilproppet og udvikle sig i fred uden tempo-sænkende kuldepåvirkning.
Det mest ekstreme eksempel vi har været ude for, var en siciliansk Cabernet Sauvignon vin fra Tasca d'Almerita, en vin som vi på et tidspunkt købte to flasker af i årgang 1992.
Da vi første (og indtil videre eneste gang) smagte den i 1995, var den umulig at drikke; den var kulsort, havde enorm koncentration og et garvesyreniveau, som forekom at være potentielt destruktivt for emaljen på vores tænder. Så vi satte proppen i og stillede den i vores vinrum (ca. 15 grader).
I løbet af de følgende tre måneder (ja, tre måneder!) smagte vi så på den over fem-syv gange, og den udviklede sig meget, meget langsomt. Faktisk nåede den ikke at blive rigtig drikkevenlig inden flasken efter de tre måneder var tom. Som noget helt bemærkelsesværdigt udviklede den aldrig den iltede smag, som de fleste rødvine udvikler på et døgn efter åbning.
Måske vi skulle have ladet være med at sætte proppen på og bare have ladet den få alt det ilt den kunne trække?...

Nu er dette eksempel ret usædvanligt, men det illustrerer tydeligt, at der ikke er et standardsvar på, hvor længe en vin kan holde sig efter åbning.

Hvilke vine holder sig bedst?

For nu ikke at lade ekstremerne tage en for stor del af billedet: Til daglig vil de fleste rødvine i løbet af 1-2 dage udvikle tydelige iltningstegn.
De rødvine, der ifølge vores erfaringer holder sig bedst er Nebbiolo vinene fra Piemonte, fx Barolo og Barbaresco. De er uhyre modstandsdygtige overfor at komme til at smage iltede.
Blandt hvidvinene har de tyske Riesling vine, hvad holdbarhed efter åbning angår, generelt vist sig at overgå alt andet, vi kender. Nogle af disse vine kan sagtens stå i hvert fald en uge uden at blive dårligere. Det kender vi ingen rødvin der kan klare.

Det der med at vinen til sidst skulle blive til eddike, ja, det har vi ikke været ude for med noget som helst, der har været OK, når flasken er blevet åbnet, uanset hvor længe den har stået på køl. Vi har højst oplevet at vinen er blevet usjov at drikke.

Nogle typer vine forekommer os som nævnt at holde bedre efter åbning end andre. Den enkeltkomponent, der forekommer os at fremme holdbarheden mest markant er et vist syreniveau.

Tekniske hjælpemidler

Et af de hjælpemidler, vi er stødt på, og som skulle kunne sænke tempoet for iltningen af en åben vin er plast-propper, igennem hvilke man ved hjælp af en lille pumpe kan suge (en del af) luften ud af flasken. Mens det foregår kan man stå og nyde de vidunderlige dufte, der ved samme lejlighed forlader flasken.
Man kan dog ikke standse iltningen med pumpemetoden. Den vil i bedste gå fald lidt langsommere.

Om man synes om denne metode, afhænger igen af personlig smag. Helle foretrækker en "pumpet" vin frem for bare at lade den stå almindeligt tilproppet i køleskab.
Jeg synes det er ærkesynd at trække alle de skønne aromaer ud af flasken og vil hellere bare opbevare vinen med almindelig prop og så lade den ilte i fred.

Der findes vist også en metode, hvor man i stedet for at fjerne luften i flasken pumper en eller anden luftart ned i flasken, som så vistnok tager pladsen fra ilten. Men altså: det her er ikke et område vi dyrker voldsomt, for hvis der er noget tilovers, bliver vinen typisk tilproppet med en helt almindelig prop, bliver stillet i køleskab, hvorefter jeg sagtens kan finde anvendelse for indholdet til en frokost, i en sovs eller på anden måde.

Til aftensmad vil vi altid have frisk vin, så alle disse metoder til bevare en åben vin har klart sekundær betydning i vores husholdning.

Vi har senere skrevet endnu en artikel om emnet. Den kan læses her.