En god påsketradition

Lam og god Rioja

 

Til påske spiser vi altid en god lammekølle og drikker en god Rioja til.

Det er dog begyndt at knibe for os med at anbefale noget bestemt. I en lang årrække havde vi stor fornøjelse af vinene fra Marques de Murrieta, men de har indenfor i hvert fald de sidste 10 års tid markant ændret stil, så vi er holdt op med at købe vinene. (Læs vores sidste anmeldelse af en Murrieta vin her.) Murrieta-vinene fremstilles nu blødere og hurtigtmodnende, hvilket er sket på beskostning af de dybe og ædle kvaliteter, som vinene tidligere havde - når de havde ligget adskillige år i "kælderen".

Vi har stadig ældre Murrieta'er liggende til adskillige års forbrug, og da vi kun ret sjældent drikker Rioja (og spansk vin i det hele taget), har vi for tiden ikke fokus på hvad der står af gode ting på forhandlernes hylder og kan derfor heller ikke give konkrete anbefalinger.

Men den type vin, som vi synes går så fint med det hvidløgsspækkede og rosmarin-krydrede lammekølle er en vin af Reserva eller Gran Reserva typen. En god Crianza vil også kunne bruges.