Det er ligesom om, at jo længere tid der går, og jo flere erfaringer vi får, jo mindre giver det mening at udpege "året bedste" vine. Vi har efterhånden så mange gange været ude for, at det, der har taget sig ud som topvinen eller topvinene, kan tage sig meget anderledes ud smagt blot nogle uger eller nogle måneder senere. Er det vinen, der har forandret sig? Har den en dårlig dag? Eller havde den en særlig god dag, da vi havde top-oplevelsen? Eller er det vores modtagelighed der varierer? Er det månens faser eller noget andet i naturen, der påvirker det vi oplever? Vi er overbeviste om at vines "humør" varierer markant mere end vores, og at det dermed er vinens variationer dels fra flaske til flaske dels over tid, der giver de største forskelle i oplevelserne, hvilket vi ikke sjældent har konstateret med 100% sikkerhed i de tilfælde hvor vi har åbnet to flasker af den samme vin lige ved siden af hinanden.

De sædvanlige travere

Vi er de sidste par år gået bort fra det med at kåre årets bedste vine og har i stedet skrevet om dem som vi har drukket flest eksemplarer af, da det at vende tilbage til noget gang på gang nødvendigvis må sige noget om graden af værdsættelse helt uanset hvor "stor" eller "lille" en vin, der er tale om om.
Det vil imidlertid nok trætte at gå alt for meget i detaljer med endnu en gang at konstatere, at Chianti Classico fra Poggiopiano (seneste årgang anmeldt her) og Keller's Riesling trocken (seneste årgang anmeldt her) endnu en gang scorer højt på kvantitetshitlisten.

Frem for at fremhæve specifikke vine vil vi i år nævne et par af de oplevelser, der af den ene eller anden grund stikker frem i erindringen.