Hjælp mig til at finde den rigtige zinfandel

Hvis du vil vide mere, så spørg. Måske en eller flere af brugerne har den viden eller de erfaringer, du efterspørger.
Alle spørgsmål til andre brugere kan stilles her.
Besvar
wingsofwax
Indlæg: 2
Tilmeldt: tirs 09/01-18 18:09

Hjælp mig til at finde den rigtige zinfandel

Indlæg af wingsofwax » tirs 09/01-18 18:18

Hej,

Jeg er ny i vinens verden og er lige nu ude efter en "jammy fruit bomb" med høj alkoholprocent, kompleksitet og blød syre. Jeg kender ikke begreberne særligt godt endnu, så hold dig ikke tilbage med lidt uddannende hjælp.

Et godt eksempel på den vintype, jeg leder efter, er Mettler Old Vine Zinfandel 2014 fra Lodi. Denne vin nød jeg hver en dråbe af! Den var kompleks, sødlig og syren var så meget under kontrol, at jeg knapt kunne detektere den. Afslutningen var med sødlig egetræsfad. Eller også var vinen bare så sød, at det overdøvede syren? Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det fungerer endnu.

Jeg prøvede derefter en anden californisk zinfandel kaldet 1000 Stories Zinfandel (bourbon barrel aged), som også var beskrevet som en frugtbombe, men her var syren ikke i balance, og den var ikke helt så kompleks som Mettlers vin. Afslutningen var for syrlig til min smag; måske vil den fungere godt til mad, men lige nu leder jeg efter en vin, som kan nydes uden.

Så hvis jeg skal finde en vin som Mettlers, hvordan gør jeg så? Kan I anbefale nogen?

Tak på forhånd, jeg giver gerne uddybende information.

wingsofwax
Indlæg: 2
Tilmeldt: tirs 09/01-18 18:09

Re: Hjælp mig til at finde den rigtige zinfandel

Indlæg af wingsofwax » tirs 09/01-18 18:37

Lad mig uddybe, hvad jeg mener med "jammy fruit bomb". Forresten taler vi prismæssigt om mellem 150 og 350 kr.

Konsistensen skal gerne være tyk og koncentreret (lidt som syltetøj). Følelsen i munden skal være fløjsblød og man skal have lyst til at "tygge" vinen.

Sødme i en vis grad er nødvendig, men det behøver ikke være portvins-sødt.

Da jeg leder efter noget, som er nemt at drikke uden mad, vil jeg helst have så lidt syre som muligt.

Et par spørgsmål:
- når man taler om syre, taler man så altid om garvesyre? (og er tanniner og garvesyre det samme?)

- Hvordan hænger syre, surhed og sødme sammen? Er syrlighed og surhed det samme i vinens verden?

- Hvis jeg synes en vin har for meget syre, vil det så hjælpe at lade den ligge i et år eller to? Jeg har hørt folk tale om, at vinen er "for ung" at drikke, men også at 99% af alt vin er til for at drikke nu. Vil en vin, som jeg mener er lidt for syrlig, have godt af at ligge længere i flasken?

Tak igen!

Brugeravatar
Preben Nielsen
Indlæg: 709
Tilmeldt: lør 29/12-07 22:37
Geografisk sted: Nordsjælland
Kontakt:

Re: Hjælp mig til at finde den rigtige zinfandel

Indlæg af Preben Nielsen » tirs 09/01-18 23:33

Hej - og velkommen til :)

Jeg kan kun hjælpe lidt med begreberne, idet du og jeg nok har diametralt modsat vinsmag. Fred med det :D
wingsofwax skrev: - når man taler om syre, taler man så altid om garvesyre? (og er tanniner og garvesyre det samme?)
Mht. syre/garvesyre vil jeg citere min vinordbog https://vinsiderne.dk/ordbog/: "Syre bruges sammenfattende om forskellige i vinen naturligt forekommende syre-typer som vinsyre, æblesyre og citronsyre. Giver vinen friskhed og liv og er med til at konservere vinen. Betegnelsen "frugtsyre", som ikke er korrekt, anvendes nogle gange som synonym, og anvendes nok for at undgå at syre forstås som garvesyre."

Så når man siger/skriver syre i forbindelse med vin, mener man ikke garvesyre.

Derimod kan du godt opfatte tannin og garvesyre som synonymer, selv om jeg har set beskrevet, at det ikke er helt det samme. Men hvor syre er frisk > syrlig > sur, så opleves tannin som en sammensnerpende, ru fornemmelse i munden, måske endda bitter men afgjort ikke syrlig. Bid i en citron eller drik et glas appelsinjuice = syre. Bid i en vindruekerne eller to = tannin.
wingsofwax skrev: - Hvordan hænger syre, surhed og sødme sammen? Er syrlighed og surhed det samme i vinens verden?
Syrlighed og surhed er grader af det samme. Tænk på æbler. Et æble kan mangle frished (lav syre), det kan være friskt (behagelig syre), det kan være syrligt (tangerende et ubehagelig højt syreniveau), og det kan være surt (frastødende højt syreniveau).

Syre og sødme spiller sammen. Fx i tyske hvidvine. De kan have et ganske højt sukkerniveau uden at opleves som søde, fordi syren er høj. Så forholdet mellem syre og sukker er med til at afgøre, hvor sød/frisk vinen opleves. Omvendt kan en vin med lavt syreniveau sagtens opleves som sød uden at have et særlig højt sukkerindhold.
wingsofwax skrev: - Hvis jeg synes en vin har for meget syre, vil det så hjælpe at lade den ligge i et år eller to? Jeg har hørt folk tale om, at vinen er "for ung" at drikke, men også at 99% af alt vin er til for at drikke nu. Vil en vin, som jeg mener er lidt for syrlig, have godt af at ligge længere i flasken?
Både syre og især tannin har det med at blive blødere med alderen, så synes du, at vinen enten er for syrlig (syre), eller at den bider for voldsomt i kinder og tænder (tannin), vil det givetvis hjælpe at gemme. Men det vil afhænge af vinens balance, om den totalt set vil forbedres. En lille og frugtfattig vin med efter din smag enten for megen syre eller tannin vil måske totalt set tabe ved lagring, fordi den smule frugt, der er, også svækkes. Balance mellem alle komponenter er afgørende for at det lønner sig at gemme. Men med de "bomber" du søger, vil der nok være rigeligt af det hele til, at hvis du generes af syre eller tannin, så kan du nok roligt gemme dem et par år.

Jeg håber, at andre kan hjælpe dig med at finde vine, som vil falde i din smag. Jeg er ganske inkompetent indenfor det område, du søger.

/Preben

Besvar