Facebook-ikon
Del denne side
Vinsidernes aktuelle Google PageRank

Sover de franske?

Del af fransk vinkort

Lad os med det samme sige, at hvis svaret på overskriften er et klart Nej, så kunne man med en vis ret sige, at det er Helle og mig der sover.

Bag spørgsmålet ligger, at vi oplever, at der gives ganske mange muligheder for at komme rundt og smage på italiensk vin, men at vi ikke oplever det samme med franske vine.
Små og mellemstore importører af italiensk vin arrangerer med stor entusiasme små og store smagninger for et interesseret publikum. Formålet er selvfølgelig at få langet noget vin over disken, men entusiasmen i forhold til vinen lader sig sjældent skjule.
Hvornår har vi sidst set noget lignende, når det handler om fransk vin?

Spørgsmålet meldte sig i forbindelse med en netop afholdt smagning, hvor Bichel Vine var vært. Da vi fik nys om smagningen, var reaktionen: Hurra, endelig en lejlighed til at komme ud og blive inspireret til nogle nye franske vinkøb. Og: Hvorfor sker det egentlig så sjældent? (Italien og andre lande var godt nok også repræsenterede ved smagningen, men for os var det den franske mulighed, der sprang i øjnene som noget usædvanligt og attraktivt.)

Vi abonnerer selvfølgelig ikke på samtlige vinforhandleres nyhedsmails, så alene vores selektive indstilling - der muligvis hælder lidt til fordel for det italienske - kunne selvfølgelig forklare, at vi sjældnere får informationer om smagninger af fransk vin. Derfor siger vi heller ikke, at "de franske sover". Vi spørger blot om de gør.

Den faktuelle udvikling

Frankrig måtte sidste år for første gang på det danske vinmarked se sig slået af en anden vinnation: Chile. Vi har taget tre stikprøver på udviklingen med seks års mellemrum. Vi afbilder her grafisk de procentuelle markedsandele hvad mængde angår for de fem vinnationer, der i 2008 hver tegnede sig for mere end 10%.

Det mest dramatiske og iøjefaldende er det kolossale dyk, som fransk vin har taget. Markedsandelen er faldet fra 40,8% i 1996 til 15,3% i 2008. Chilensk vin er i samme periode gået frem fra 5,9% til 15,8% og ligger altså nu nr. 1.
Når vi kigger ud over absolut førerposition, er det også interessant, at Australien i 2008 var helt tæt på både Chile og Frankrig: Australiens markedsandel var 14,5%, og den procentuelle ændring i perioden overgår langt både Frankrigs og Chiles, og både Italien og Spanien er overhalet. Er Australien ved at lægge sig i spidsen?

Franske atomprøvesprængninger og billig vin fra Chile

Mange vil nok mene, at det der satte hele denne udvikling i gang var modviljen mod Frankrigs insisteren på i midt-halvfemserne at blive ved med at foretage atomprøvesprængninger på øer i Stillehavet. Nogle forbrugere boykottede på det tidspunkt her i Danmark franske vine med den naturlige følge, at der skulle smages på noget andet. Salget af fransk vin faldt, og især Chile vandt terræn med en kombination af en letforståelig, blødere, sødere og mere alkoholrig stil. Og så var vinene billigere. Det var lige noget danskerne kunne bruge.

Om det var gået sådan under alle omstændigheder uanset prøvesprængninger kan vist ikke lige afgøres. Der har nok været tale om et sammenfald af omstændigheder: Frankrigs opførsel og Chiles præstationer. Mon ikke udviklingen var gået sin gang alligevel blot i lidt langsommere tempo, selv om Frankrig var ophørt med deres underjordiske bomber? Som vi læser tidens tegn, er danskerne i høj grad til billig vin, til blød vin, til vin med høj koncentration og høj alkohol. Vi forestiller os, at der skal mere end bomber til at ændre det i dag.

Gør de franske noget?

På intet tidspunkt - forekommer det os - har franskmændene eller deres danske repræsentanter på det danske marked - reageret på udviklingen med forsøg på at vinde de tabte markedsandele tilbage. Når vi går op i det, så er det fordi, at vi synes, at Frankrig er en af verdens to mest interessante vinnationer. Men sker der noget? Jo, der er en årlig Rhône-festival. Men derudover kan vi ikke få øje på vinmesser eller andre arrangementer, hvor entusiastiske importører simpelthen fortælle om og udskænke af Frankrigs lyksaligheder. Har de ikke set udviklingskurven? Sover de? Igen: Vi spørger bare. Hvis du, kære læser, ved noget, som vi ikke ved, hører vi gerne om det. For hvor ville vi være rigtig glade for at tage fejl her.

Jo, Bichel gjorde noget

Via et indlæg på Vinsidernes debatforum blev vi opmærksomme på, at Bichel Vine skulle afholde en smagning i København (de havde tidligere afholdt en i Århus). Det inspirerende indlæg talte varmt for nogle bestemte franske vine. Det fik os op af sofaen på ugens (desværre ikke mere så hellige) hviledag, og vi tog turen til Charlottenlund Travebane, hvor smagningen fandt sted.

Der er en lille beretning om smagningen her.

November 2009

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.