Henrik Madsen fra Theis Vine havde taget initiativ til at vi skulle mødes og sammen smage på 6 flasker af Le Pigeoulet de Brunier, Vin de pays de Vaucluse, 2005: 3 flasker fra den sending, som vi havde oplevet problemer med og 3 flasker fra en anden aftapning af samme vin, også 2005.
Både Henrik Madsen og jeg var oprigtigt åbne over det vi smagte, og vi udvekslede undervejs synspunkter i detaljer, på en måde så det var tydeligt, at ingen af os havde nogen skjult dagsorden eller noget bestemt ønske om at smagningen skulle ende med et bestemt resultat. Og vi var også et meget langt stykke hen ad vejen enige om hvad vi oplevede. Mestendels var det kun marginaler der skilte. Der var dog en tendens til at jeg oplevede forskellene mellem vinene som mere markante og signifikante end Henrik Madsen gjorde.
Vi smagte som nævnt to aftapninger af vinen, den ene med lot-nummeret L6178 (den Helle og jeg havde haft de svingende oplevelser med). Den anden aftapning bar nummeret L6174.
Alle flasker blev serveret under ens omstændigheder, dvs. vinene havde været opbevaret ens, de blev serveret ved samme temperatur, og alle glas var forinden blevet skyllet med vinen.
Alle seks vine var, når det kom til duft og smag,
forskellige. Dog var der kun en ud af de 6 vine, som jeg oplevede som
fejlbehæftet, en karakteristik som Henrik Madsen tøvede lidt med at hæfte på
den.
Fejlhyppigheden var dermed langt mindre end det Helle og jeg havde været ude
for, og ingen af vinene havde decideret
prop. (Helle og jeg havde været oppe på en fejlprocent på 63%, 5 ud af 8
flasker i årgangene 2004 og 2005.)
Vi starter med L6178, altså den aftapning, som Helle og jeg havde oplevet problemer med. Her var flaske 1 fuldtonende flot, helt åben og ren med bær og lakrids, ingen fejl i hverken duft og smag, blød, dejlig og indlysende harmonisk. Klart den bedste flaske af de 6.
Flaske 3 (som var næstbedst af L6178'erne) var en anelse støvet. Der var ingen fejl at spore, men vinen fremstod mere tannisk, tørrere og mindre charmerende.
Flaske 2 var den mest lukkede, mere støvet end flaske 2, på et tidspunkt også noget metallisk, tørrere end ovennævnte flaske 3 og klart på et lavere niveau end flaske 1.
Men andre ord: Der var tydelige forskellige på de tre flasker fra samme aftapning, flasker som i teorien burde være ens. Ingen af vinene kunne dog siges at være fejlbehæftede.
Som nævnt var Henrik Madsen og jeg for det meste meget enige
om oplevelsen af de smagte vine. Et par gange forstod ingen af os dog hvad den
anden snakkede om. Og så gjorde vi det, at vi snusede i hinandens glas. - Og
duftene i de to glas var fuldstændig forskellig! Altså samme vin fra samme
flaske, hældt op på samme tidspunkt i to forskellige glas af samme type...
Denne oplevelse var i høj grad med til at forstærke den ydmyghed, som jeg i
forvejen mener at besidde, overfor det at smage på og bedømme vin. Der kunne jo
være en stjerne til forskel her - af totalt uforståelige og uforklarlige grunde!
Det der var i de to glas burde jo performe helt ens - men gjorde det altså ikke!
- Ren hokus pokus!
Lad os gå til 2. runde: aftapning L6174 af vinen.
Her var det lidt spændende, at jeg før vi smagte på nogen af
vinene havde lugtet til alle propperne - de lugtede forskelligt - og allerede
her havde jeg et gæt på hvilken vin, der ville være bedst osv., ud fra hvor rent
propperne lugtede. Det viste sig at holde fuldstændig stik! Der var nærmest
parallelitet mellem proppernes lugt og vinenes performance!
Det kan unægteligt bidrage
til en mistanke om, at propperne bar en stor del af ansvaret for at vinene
smagte forskelligt.
Flaske nr. 2 i denne runde var klart bedst. Fin bærduft, god
og meget frisk syre, lidt mere seriøs i udtrykket end vinene fra runde 1
(L6178), til gengæld også med mindre charme.
Dette indtryk af en mere seriøs struktur på bekostning af den umiddelbare charme
var en gennemgående forskel i forhold til L6178'erne. Så på trods af at
alle vine smagte forskelligt, var der også fællestræk mellem de enkelte vine
indenfor hver af de to aftapninger.
Flaske 1 i denne runde, der var næstbedst i runden, skulle klart have noget luft, før den viste sig at være god.
Proppen på flaske 3 lugtede surt, og der var også lidt eddikelugt
i glasset. Vinen havde mindre duft end de andre vine og blev over tid dårligere i glasset.
Uharmonisk og stram - og fra en helt anden verden end runde 1's vin nr. 1 -
disse to vine angav smagningens yderpunkter.
Jeg vurderede, at denne sidste flaske var fejlbehæftet, led af det som Helle og
jeg kalder "halvprop" (det hjemmestrikkede og ikke
helt vellykkede begreb, som forklares nærmere her).
Denne smagning var en sjælden lejlighed til at tage
flaskevariation klart i øjesyn, for hvor tit sidder man og åbner en masse
flasker af samme vin blot for at studere fænomenet? Det er til gengæld den
absolut eneste måde at blive klogere på, hvad det angår.
Flaskerne skal smages på samme tidspunkt, være transporteret og opbevaret
på samme måde osv. Og der skal være tid og rum til fordybelse og stillingtagen,
for alle vinene forandrer sig, efterhånden som de får luft, hvilket i høj grad
gør en præcis sammenligning vanskeligere.
De smagte vine varierede som nævnt.
Nogle af de seks prøvesmagte flasker var til fire stjerner, en enkelt måske til
fem, nogle lå til tre stjerner. Her ser jeg bort fra
den fejlbehæftede flaske.
Så jeg har stadig billedet af, at Le Pigeoulet har en
relativt høj grad af flaskevariation, om end tydeligvis ikke på det
fejlhyppigheds-niveau, som de flasker Helle og jeg tidligere var kommet ud for.
For at afbalancere mit synspunkt vil jeg nævne, at Henrik Madsen oplevede
forskellene mellem de smagte vine mindre markante og mindre betydende end jeg
gjorde.
Vi var dog enige om, at alle 6 smagte vine var forskellige, ligesom vi var enige
om, at de to aftapninger havde forskellige karakteristika.
Hvor stor den gennemsnitlige flaskevariation
blandt andre vine så er i forhold til Pigeoulet'en, kan vi af gode grunde ikke vide noget om.
De erfaringer, som Helle og jeg har med vine, som vi drikker adskillige gange
er, at nogle af dem er meget stabile og tilregnelige, mens andre svinger mere, er
mere "lunefulde". Men
om det er svingninger over tid, eller om der er tale om decideret
flaskevariation, kan jo ikke afgøres præcist uden at lave et forsøg som det
ovenfor
beskrevne: åbne en del flasker på en gang og så bruge nogle timer på en
omhyggelig og analytisk sammenlignende smagning.
Det er en tanke værd - og den tænker vi ofte, når vi uddeler vores stjerner - at vi kan være heldige at smage en god flaske og tilsvarende uheldige at smage en dårlig. Og så bliver det i det heldige tilfælde til f.eks. fire stjerner, mens det, når uheldet for alvor er ude, kun bliver til to.
Så vi gentager for 117. gang: Spis brød til, når du læser
vinanmeldelser!
Udover at du kan have en helt anden smag end anmelderen (os
eller andre), så kan samme vin ind imellem variere så meget fra flaske til
flaske (udover fra tid til anden), at både vi, der skriver og I, der læser, er
langt fra at have helt fast grund under fødderne.
Det er ikke cola vi har med at gøre...
Februar 2008
