Mad

Som det ofte fremgår af vores vinanmeldelser, er en af de ting vi lægger vægt på, når vi smager vin, hvordan vinen spiller sammen med mad.

Lidt skarpt stillet op (for at fremme forståelsen): I den ene ende af spektret findes vine, der smager virkelig godt alene, men som ikke rigtig fungerer sammen med mad: Maden "udvisker" dem, og der opstår ikke nye smage under mødet mellem vin og mad.

I den anden ende af spektret er de vine, som kan forekomme lidt tørre og intetsigende, når de drikkes for sig selv. Men når de ledsager mad, udfoldes uopdagede aspekter: Vinen smager pludselig rigtig godt, maden forekommer at smage bedre, og det hele går op i en højere enhed.

I praksis findes der heldigvis også vine, som både smager godt for sig selv, så man kan gå og hygge sig med et glas under madlavning, og som samtidig passer fint til mad.

Råvarer og forretninger

Sammen med vores (forhåbentligt) gode vin tilstræber vi at servere god mad, hvilket mestendels er relativt enkel mad fremstillet af gode råvarer.

Da maden for os spiller en væsentlig rolle for oplevelsen af vin, vil vi her videregive et par tips, der har med mad at gøre: dels nogle gode madvarer, som indgår fast i den "palet" vi udtrykker os med i vores gryder og på vores pander, dels et par forretninger, der sælger gode råvarer.


Læs om:

Pasta, kød og fisk

De flydende: Tamari, olivenolie og "balsamico"

Tomater og "parmesan"

Salt og hvidt brød

Chokolade