Om at købe og få sendt vin fra andre EU lande

Vi fik for nyligt et tip fra en læser, om at man med meget store besparelser kan købe vin via en tysk hjemmeside.

Vi gav hurtigt - lidt for hurtigt skulle det vise sig - tippet videre. En anden læser indvendte, at det vist var for godt til at være sandt, for hvad med de danske punktafgifter?

Vi var derfor nødt til at undersøge sagerne til bunds.
Alt det lovvæsen er dog så kompliceret at tilegne sig, så vi frasiger os ansvar for eventuelle fejl, misforståelser og lovændringer.
Men her er altså, hvad vi har fundet frem til.

Det beskrevne tager udgangspunkt i den situation, hvor man bestiller vin hos en sælger i et andet EU-land, hvor sælger sørger for at fragte vinen til Danmark. Det falder ind under det lovmæssige begreb, der hedder fjernsalg.

SKAT's svar

Lad os først citere e-mail-svaret fra SKAT:

"Såfremt en udenlandsk virksomhed (EU), sælger vin til Danmark (fjernsalg), er virksomheden registreringspligtig for moms og afgifter fra første krone. For andre varer, end dem der er pålagt harmoniserede afgifter (olie, vin, spiritus, tobak) er registreringsgrænsen kr. 280.000.

For salg af vin, betyder det, at den tyske virksomhed skal pålægge varerne dansk moms og danske afgifter, idet leveringen sker i Danmark. Såfremt den danske kunde selv får en fragtmand til at hente varerne for sig i Tyskland, (uden sælgers indblanding), så er leveringsstedet Tyskland, og der skal pålægges tysk moms og afgifter. Når vinen ankommer til Danmark, skal der betales dansk vinafgift og evt. emballageafgift. Den tyske vinafgift kan søges tilbagebetalt, hvilket skal ske gennem de tyske skattemyndigheder.

Den danske køber skal forud anmelde købet til SKAT og stille sikkerhed/ betale afgiften."

SKAT henviste til følgende links:

Vejledning om internethandel

Punktafgiftsvejledningen (se afsnit A.9.2.2)

Oplistning af reglerne vedr. fjernsalg

Om emballageafgift

Moms

Lad os kigge på de enkelte "problem-områder" et for et, først momsen.

Som det fremgår ovenfor, skal den udenlandske sælger, når varerne sælges til en køber i Danmark, være gearet til at sørge for at der betales dansk moms og altså ikke fx tysk moms. Dette var ikke tilfældet for det tyske site, som vi tippede, idet man som køber blot puttede vinene i indkøbskurven, og når der så skulle betales, var det priserne inkl. MwSt (tysk moms) der gjaldt.

Vinafgift

Den anden ting der skal betales af den danske køber er vinafgift. Den er i skrivende stund 6,14 kr. pr. liter, dvs. for en normal flaske vin indeholdende 3/4 liter skal der betales 4,61 kr.

Ligesom med momsen, skal den tyske sælger (lad os nu bare for eksemplets skyld holde fast i Tyskland) sørge for at denne afgift betales.

Hvad angår det tyske site, som vi tjekkede, så foregik dette heller ikke, idet priserne er ens, uanset hvor på kloden, man sidder og bestiller sine vine.

Emballageafgift

Emballageafgiften på en flaske vin i Danmark er pt. 1,60 kr. Men den skal kun betales, hvis det årlige beløb er over 5000 afgifts-kroner, hvilket svarer til 3125 flasker vin, så det kan de fleste privatpersoner se helt bort fra.
(Oplysninger om denne bagatelgrænse findes i tidligere refererede link om emballageafgift, afsnit G.1.3.2 "Varemodtagere")

Hvis man så kommer ud for, at den pris man opkræves er inkl. fx tysk emballageafgift, så kan man, som SKAT skriver i den citerede mail, via de tyske skattemyndigheder søge om at få dette beløb tilbage.

Desværre

Vores vågne læser, der omgående stillede spørgsmålstegn ved det tip vi videregav, havde således ret.
Allerede ved tvivlen trak vi tippet tilbage, og derved bliver det, idet en ordre ikke kan afgives, uden at man ser bort fra dansk lovgivning.

Er der andre gode muligheder?

Nu har vi jo kun haft kig på et enkelt tysk site, men det kan da sagtens tænkes, at der findes sites, der har bragt forholdene vedr. afregning af dansk moms og afgifter i orden. Det må vi så have til gode, og vi hører meget gerne fra læsere, der måtte have den type erfaringer.

Regnestykket

For at se om sådan en handel kan betale sig - for det er jo ikke nødvendigvis sikkert - skal man altså lave følgende regnestykke:
Man skal fratrække "moms" (eller hvad det nu vil hedde i sælgers land) og afgifter efter fx tysk sats, og så skal man lægge dansk moms og dansk vinafgift til, og så kommer der selvfølgelig fragten (men den betaler man jo også hvis man køber vin over nettet i Danmark).

Vores mand i SKAT mente at "momsen" i Tyskland på vin er 16%, og at den ville stige til 19%. Så det er tydeligvis andre forhold der gør, at man via tyske sites kan købe vin 20-40% billigere end i dansk detailhandel. Og det er da i det mindste en tanke værd...

Oktober 2006