| Gode vinguider - del 6: Søndag i Politiken |
|
Mange danske aviser har en gang om ugen vinstof i spalterne. Det skal selvfølgelig først og fremmest være bredt appellerende, hvilket normalt sætter en naturlig øvre grænse for prisklasse og dermed også vinklasse. I Politikens søndagsudgave anmelder de to skribenter Jørgen Mønster Pedersen og Henrik Steen Andersen et par håndfulde vine, der sælges på tilbud den følgende uge til max 100 kr. Med udgangspunkt i disse vine skrives en klumme, hvor synspunkterne uddybes, eller et tema inspireret af vinene behandles. Første søndag i måneden bringes udover den normale test også Luksus-testen, hvor der ikke er noget loft over prisen på de vurderede vine. Vinstoffet i Politiken spænder vidt: der er noget for det store flertal, der prioriterer, at vinen ikke må være for dyr. Men der er ind imellem også mere dybdeborende og større artikler om et snævrere emne for den ekstra interesserede læserkreds. De gør det rigtig godt de to herrer. Og deres viden om vin og vinens verden er imponerende bred og dyb. Der er næppe den afkrog af vinens verden, de ikke når ud i. De giver også klart udtryk for personlige smagspræferencer og det modsatte. Og da disse har et ganske pænt overlap med vores, kan vi bruge det de skriver til noget. De sætter, ligesom vi gør, eksempelvis pris på vine der smager af hvor de kommer fra og af det de er lavet af, og der lyder beklagelser over vamle, fedladne oversøiske vine med udvisket industriel karakter og tynde Bordeaux'er. |
Det har - især for nogle år siden - resulteret i, at vi har købt vine, de har anbefalet, og de har for det meste vist sig at falde i vores smag. Vi har haft størst held med deres anbefalinger af franske vine og af portvin. En lille indvending overfor deres point-system: Kvalitet og pris blandes sammen til én karakter, fra et til seks glas. Det er en forståelig disposition set ud fra et kendskab til hvordan vi danskere ofte først og fremmest går op i at få tingene billigt. Men personligt ville vi foretrække en karakterudmåling, hvoraf en isoleret vurdering af vinen kunne aflæses. Men selvfølgelig gælder det her som altid om at læse anmeldelses-teksten og ikke kun se på antallet af glas. Anmeldelserne kan også ses på internettet. Men da linket skifter, må vi bede læseren have ulejlighed med at finde det. |