Jeg (Preben) smagte over en uge fire forskellige årgange af Barolo Riserva, Cannubi, Fratelli Serio & Battista Borgogno, som Piemonte Vine venligt havde stillet til rådighed. Det drejede sig om årgangene 1999, 2001, 2003 og 2004.
Alle vine blev smagt på samme måde som vi altid smager vin: Før, under og efter aftensmåltidet. Og da vinene var en ordentlig mundfuld, var der heldigvis også noget tilbage til næste dag, som muliggjorde at indsamle yderligere "data".

Fremstillingen

Vinene er fremstillet efter traditionelle metoder, dvs. lang macération og (som producenten skriver på sin hjemmeside) tålmodig lagring i 40-50 hl fade, 2 år for at være mere præcis.
Det betyder, at vinen er i centrum; der er ikke nogen barriquelagring til at iblande lækre, moderne smage.

Stilen

På den baggrund havde jeg regnet med risikoen for - især i de yngre udgaver - at møde strenge og utilnærmelige vine, men det skulle vise sig slet ikke at være tilfældet. Tværtimod appellerede alle vine til den basale nydelse, nogle mere end andre naturligvis.
Det generelle billede er vine med relativt fredelige tanniner, meget balancerede og helstøbte vine med ganske høj syre, der vil medvirke til at gøre vinene holdbare.
Jeg fik også indtryk af holdbarheden ved at smage alle vinene dagen eller dagene efter åbning, og ingen af vinene udviklede på noget tidspunkt oxiderede smage men beholdt i høj grad deres oprindelige udtryk.

Vinene var alle karakteriseret ved at være drøje i brug: Man hælder ikke lige sådan en hel falske ned uden at møde modstand her. Vinene var desuden ekstremt rene og transparente. Vine, som det er en fornøjelse i ro og mag at indstille sig på og "lytte" til, da de ikke buldrer frem og "larmer".

Jeg oplevede, at vinene var kendetegnet ved mildhed og elegance. Nogle af dem kunne bide lidt, men da slet ikke noget taget i betragtning af, at vi har med Barolo at gøre.
(Det forekommer i øvrigt at have kendetegnet en hel del af de vine, som vi har smagt fra forhandleren, Piemonte Vine, at de ofte klart er til den relativt feminine og blide side.)
Uden at jeg kan prale af et indgående kendskab til traditionelt fremstillet Barolo, vil jeg vove den påstand, at Serio & Battista Borgogno's er atypisk milde, hvilket nogle temperamenter og smagsorienteringer givetvis vil fortolke som en fordel, andre som en ulempe.
Jeg er personligt altid glad for, når vine byder på nydelse frem for kun at tale til mit intellektuelle analyseapparats vurdering af hvornår vinen (måske) bliver drikbar.

Forskellene

Jeg har ovenfor prøvet af uddrage fællestrækkene ved de fire årgange for at prøve at indkredse, hvad det er for en vin vi har med at gøre her.
Men der er da klare - og lidt mindre klare - forskelle mellem årgangene. Her tænker jeg ikke kun på de indlysende forskelle, som skyldes, at vinene har forskellig alder; disse forskelle opleves egentlig ikke som så signifikante.

Nogle gange, når jeg smager en vin, ser jeg for mig et menneske med bestemte karakteristika. (Det kræver nok at vinen har det, som jeg - uden at kunne definere det præcist - vil kalde sjæl.) I de tilfælde synes jeg, det giver mening at sammenligne en vin med en personlighedstype, så det vil jeg gøre i det følgende, hvor jeg prøver at indkredse "personligheden" af de fire årgange af denne vin.

I anmeldelsen af 1999'eren (kan læses her) har jeg beskrevet vinen som ganske maskulin, men også med forfinede og elegante træk, og det muskuløse og elegante spiller meget harmonisk sammen. Markant på en venlig måde.
Jeg oplever 1999 som den mest maskuline af de fire årgange, mest rank, "bestemt" og markant, men samtidig venlig. Klassisk.
Hvis det var en person, ville det være en mand, som man havde naturlig respekt for grundet hans veldefinerede personlighed og integriteten på plads, og samtidig en mand som man ville have tillid til altid ville forsøge at møde sine medmennesker venligt, oprigtigt og indfølende. Altså et veludviklet og nuanceret menneske med mange facetter i helstøbt og god balance.

Læs videre her.