Det er ligesom om, at jo længere tid der går, og jo flere erfaringer vi får, jo mindre giver det mening at udpege "året bedste" vine. Vi har efterhånden så mange gange været ude for, at det, der har taget sig ud som topvinen eller topvinene, kan tage sig meget anderledes ud smagt blot nogle uger eller nogle måneder senere. Er det vinen, der har forandret sig? Har den en dårlig dag? Eller havde den en særlig god dag, da vi havde top-oplevelsen? Eller er det vores modtagelighed der varierer? Er det månens faser eller noget andet i naturen, der påvirker det vi oplever? Vi er overbeviste om at vines "humør" varierer markant mere end vores, og at det dermed er vinens variationer dels fra flaske til flaske dels over tid, der giver de største forskelle i oplevelserne, hvilket vi ikke sjældent har konstateret med 100% sikkerhed i de tilfælde hvor vi har åbnet to flasker af den samme vin lige ved siden af hinanden.
Vi er de sidste par år gået bort fra det med at
kåre årets bedste vine og har i stedet skrevet om dem som vi har drukket flest
eksemplarer af, da det at vende tilbage til noget gang på gang nødvendigvis må
sige noget om graden af værdsættelse helt uanset hvor "stor" eller "lille" en
vin, der er tale om om.
Det vil imidlertid nok trætte at gå alt for meget i detaljer med endnu en gang
at konstatere, at Chianti Classico
fra Poggiopiano (seneste
årgang anmeldt her) og Keller's Riesling trocken (seneste
årgang anmeldt her) endnu en
gang scorer højt på kvantitetshitlisten.
Frem for at fremhæve specifikke vine vil vi i år nævne et par af de oplevelser, der af den ene eller anden grund stikker frem i erindringen.
Normalt dekanterer vi aldrig vin. Op med proppen ned i
glasset og så i halsen. Året bød på en brud med denne
ikke-dekanterings-fundamentalisme. Og det var ikke en rødvin, der forårsagede
det men en tysk hvidvin! De store Riesling Grosses Gewächs vine har ry for
at kræve meget luft for at give det bedste fra sig. Det måtte komme an på en prøve, da
vi i årest begyndelse drak Keller's Hubacker 2006.
I mangel af en karaffel, som vi ikke ejer, havde vi god nytte af en bred
æblmemost-flaske, som vi i testøjemed hældte halvdelen af vinen over i. Seks timer efter
var der markant forskel på de to "versioner" til klar fordel for den
dekanterede, som simpelthen fremstod mere helstøbt og givende.
Vi endte med også at hælde det der var i flasken i "karaflen", og derefter kom det
hele tilbage i flasken igen, såkaldt dobbeltdekantering. Det gav en mindeværdig
hvidvinsoplevelse af superhøj klasse.
Alle andre typer vine end de store tyske hvide vil fremover stadig ikke blive dekanteret...
