Jeg (Helle var forhindret) deltog i november i en Rhône-smagning hos The Wine Company, som er ihærdige og entusiastiske forkæmpere for bl.a. god Rhône-vin.
Der blev budt på 16 vine fra både den sydlige og nordlige Rhônedal. Fem producenter var repræsenteret: Jean Michel Sorrel, Domaine Bonnefond, Domaine Cros de la Mûre, Château Guiot og Domaine Burle.
Den vin, som jeg umiddelbart vil tro vil blive en stor
kvantitativ salgssucces er Château Guiot's
Costieres de Nimes, "Elevé en fûts
de chêne" 2004 (75 kr.), hvor The Wine Company har haft indflydelse på produktionen,
idet de har foreslået at den skulle fadlagres.
Man får rigtig meget vin til pengene. Vinen er lækker, cremet, sød og fed, og
det ganske voldsomme fadpræg (fransk og amerikansk eg) balanceres af solid
frugt.
Som sagt: en vin, som jeg tror har udpræget dansker-appel. Men ikke en en vintype, som
Helle og jeg ynder på vores bord. Fedmen, sødmen og de 14,5 % alkohol er
simpelthen for voldsom kost til os i den genre.
Lars Møller (billedet) fra The Wine Company præsenterede to af producenterne som udprægede
traditionalister: Domaine Burle og Domaine Cros de la Mûre, hvis vine var meget
forskellige.
Domaine Burle's vine fandt jeg generelt vel parfumerede. Specielt Côtes du Rhône, Vieilles Vignes, 2003 (69,95 kr.)
oplevede jeg som meget speciel: i min mund trådte smagen af sæbe frem.
Vacqueyras'en (89,95 kr.) var præget af violer, harmonisk.
Gigondas'en (119 kr.) oplevede jeg som den bedste Burle vin. Stilen var stadig
parfumeret, men jeg fandt en større kompleksitet med mange forskelligartede
dufte af bl.a. blomster og bolværk. I smagen var der også sødme og lakrids.
Kunne blive flot efter nogen lagring.
Den anden traditionalist var Domaine Cros de la Mûre.
Ligesom med Burle's vine havde jeg det ikke helt let med de "mindre" vine:
Côtes
du Rhône'n 2004 (75 kr.) havde udpræget den der mødding-kostald-lugt, som
nogle er vilde med, men som jeg ikke bryder mig om (heller ikke i dyr
Bourgogne).
Cros de la Mûre's Gigondas 2003 (199 kr.) var for mig første vin, hvor jeg begyndte at spærre
øjnene lidt op: En fyldig, harmonisk, meget balanceret vin med både sødme og
tannin, lækker. Jeg tænkte på den som et
udmærket bud til årets julemiddag.
Imponerende og med masser af det hele, men jeg vil ikke kalde den en stor vin,
og mit skøn er, at den heller ikke bliver det. Der er fuld tryk på det hele lige
nu, og det tror jeg man skal nyde for hvad det er nu og indenfor et par år uden
at forvente udviklingen af kompleksitet og forfining.
Smagningen bød på en enkelt Hermitage, fra Jean Michel Sorrel, 2003
til 275 kr..
Duften var lidt svær at fange. Men vinen fremstod som velstruktureret, velbygget
og klassisk. En vin som jeg vil holde mig tilbage med at udtale mig for meget
om, fordi jeg skønner, at den har brug for en del lagringstid for at vise sig
fra sin bedste side. Den gode struktur og den klassiske stil taler dog for, at den
vil kunne udvikle sig gunstigt over adskillige år.
De vine, jeg havde størst fornøjelse af, var udpræget Côte Rôtie'erne
fra Domaine Bonnefond. De præsenterede vine fra årgang 2003 (den udsolgte
standard Côte Rotie til ca. 225 kr., Rozier til 349 kr og
Les Rochains til 375 kr.) var en stor nydelse.
De præsenterede vine fra årgang 2002 (hvor standard Côte Rôtie'en koster 149
kr.) var markant mere syrlige og benede og forekom ikke at være værd at bruge
krudt på (men præsenteret side om side med de fyldige og solmodne 2003'ere havde
de heller ikke en chance).
Af de smagte Bonnefond vine forelskede jeg mig især i standard Côte Rôtie'en.
Det at den allerede efter fire uger var udsolgt vidner om, at jeg ikke har været alene om betagelsen.
Til en pris af ca. 225 kr. må den også siges at byde på et meget flot forhold
mellem kvalitet og pris.
Den bød på en flot medium moderne duft med indslag af mokka. Kompleks med bl.a.
reb og tjære, mørk men ikke fedladen frugt, ganske dyb og med en smule mørke
bitterstoffer. Den kombinerede på bedste vin klassisk og moderne stil. Flot vin.
Rozier 2003 (349 kr.) havde mere koncentration men ellers samme stil.
Les Rochains 2003 (375 kr.) var stort anlagt med flotte tanniner,
koncentreret og igen både klassisk og moderne. Nok den bedste vin, men aktuelt
ville de fleste sikkert have fundet mere umiddelbar fornøjelse i den udsolgte
standard udgave.
